Mødedato: 14.04.2015, kl. 18:30
Mødested: Valby Kulturhus, 5. sal

Drøftelse og vedtagelse af høringssvar vedr. tillæg 2 til Lokalplan nr. 462 "Grønttorvet"

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,
1) at Valby Lokaludvalg drøfter og godkender høringssvar vedr. forslag til tillæg 2 til lokalplan nr. 462 Grønttorvsområdet

Problemstilling

Valby Lokaludvalg har modtaget Forslag til tillæg nr. 2 til lokalplan nr. 462 Grønttorvsområdet med tilhørende forslag til kommuneplantillæg i høring. Høringsfristen er den 15. april.
Borgerrepræsentationen vedtog i 2o11 en lokalplan for Grønttorvsområder, som bl.a. skaber rammerne for en omdannelse af erhvervsarealer til et blandet byområde. Denne plan var byggeretsgivende for dele af området og rammelokalplan for den største del af Grønttorvsområdet. Da Grønttorvet nu flytter til Høje Taastrup ønskes en byggeretsgivende lokalplan for 4 af de rammebelagte underområder. Disse områder har en samlet byggemulighed på ca. 260.000 m2 etagereal.
For at muligøre grundejerens ønsker er det nødvendigt at tilvejebringe et tillæg til såvel lokalplan som Kommuneplan 2011. Som grundlag herfor er der udarbejdet en ny helhedsplan for området i et samarbejde mellem bygherre og Københavns Kommune. Planen muliggør et varieret udbud af boliger, som alle placeres omkring en offentlig tilgængelig park, og rummer attraktive byrum og kantzoner med gode forbindelser til omgivelserne. Erhverv udgør 10-25%.

Lokalplantillægget, der er byggeretsgivende, opdeler området i fire nye underområder, som fastlægges til helårsboliger, serviceerhverv og baneformål.

Bebyggelsesprocenten er 150 i størstedelen af området (B-område) og 185 i C-området nord for Torveporten, og der muliggøres opførelse af ca. 270.000 m2 etageareal. Der planlægges for rækkehuse i 2-3 etager, etageboliger i 4-8 etager og højhuse i op til 22 etager. Størstedelen af Grønttorvshallens areal bliver området centrale offentlige tilgængelig park og udgør ca. 23.000 m2. Omkring 19.000 m2 indrettes som fælles friareal for størstedelen af bebyggelsen. Der forventes desuden etableres børneinstitutioner på Grønttorvshallens areal. Parkeringsnormen i rammelokalplanen og Kommuneplan 2011 er 1 plads pr. 100-200m2. I forbindelse med udarbejdelsen af lokalplantillægget er parkeringsbehovet blevet analyseret, og parkeringsnormen er fastsat til 1 plads pr. 175 m2, begrundet i områdets fremtidige anvendelse som hovedsagligt boligområde og i erfaringer fra byens andre byudviklingsområder. Der forventes opført ca. 12.000 m2 almene boliger i første etape, svarende til ca. 5% af etagearealet i lokalplantillægget. Andelen af almene boliger for hele lokalplanområdet forventes at udgøre a. 20% og i Valby syd er andelen omkring 40%.

I tillægget tages der højde for, at banen frem mod 2018 udvides med København-Ringsted-banen og Øresundsforbindelsen. bebyggelsen i områdets nordlige del skal anvendes til boliger og/eller erhverv og skal samtidig fungere som støjskærm mod banen. I begge tilfælde støjkravene overholdes for at opnå ibrugtagningstilladelse. Bebyggelsen skal opbrydes og nedskaleres gennem variation i facaderne og forbindelser på tværs af bebyggelsen skal sikre visuel forbindelse til grønttorvsområdet fra nord.

Tillægget muliggør bygning af gode boliger, herunder familieboliger, og udnytter et stort areal, som ligger stationsnært og tæt på kreative områder. Tillægget medvirker endvidere til at binde Valby Syd bedre sammen.

Byliv
Området bygges op omkring Grønttorvshallens areal. Hallens aftryk og dele af strukturen bevares i form af gulv, tage, søjler og bjælker. Byliv koncentreres her, langs Torveporten, og omkring fem mindre kvarterpladser med hver deres funktion, eksempelvis skovlegeplads og udeservering for at tiltrække forskellige grupper, samt i karréernes gårdrum. Der er i lokalplantillægget stillet krav om etablering af fællesanlæg for beboere svarende til 2% af etagearealet. Detailhandel muliggøres mod Torveporten for at understøtte strøggadeforløbet til Ny Ellebjerg Station.

Bæredygtighed
I lokalplantillægget muliggøres en tæt bebyggelse og der stilles krav om lavenergibebyggelse 2020. Der arbejdes med en begrønning af området, herunder grønne tage og facader. Vandhåndterende elementer er indarbejdet i bestemmelserne om byrummenes udformning og er koordineret med Københavns overordnede skybrudsplaner og HOFORs foreløbige planer for Valby Syd. Desuden er der skabt rammer for at muliggøre og understøtte social bæredygtighed og fremme fællesskaber og delekultur.

Se i øvrigt beskrivelse i bilagsmaterialet.

Løsning

Valby Lokaludvalg drøfter og vedtager høringssvar

Beslutning

Høringssvaret blev godkendt
Til top