Mødedato: 27.10.2025, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Genopretning af vejstrækninger – frigivelse af anlægsmidler fra Genopretningsrammen 2028

Se alle bilag

En gang årligt skal der tages stilling til igangsætning af projekter under Genopretningsrammen, hvis primære fokus er at sikre, at infrastrukturen får længst mulig levetid. For Genopretningsrammen 2028 igangsættes genopretning af vejstrækninger, genopretning af broer/bygværker, gadebelysning og signalanlæg, midlertidige istandsættelser på en række veje, og et projekt om anlægsforberedende arbejder forud for næste års vejgenopretningsprojekter. Indstillingen følger tidligere års praksis og indeholder ingen særlige udfordringer.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at der udføres i alt 15 genopretningsprojekter: 10 vejstrækninger, tre projekter om genopretning af broer/bygværker, gadebelysning og signalanlæg, et projekt om midlertidige istandsættelser af en række veje samt et projekt om anlægsforberedende arbejder, jf. løsningsafsnittet.

    Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler
     
  2. at der overføres en bevilling på i alt 154,3 mio. kr. fra Teknik- og Miljøforvaltningens genopretningsramme til 10 vejstrækninger (106,7 mio. kr.), jf. tabel 1 i løsning, genopretning af vejinfrastrukturelementerne broer/bygværker, gadebelysning og signalanlæg (40 mio. kr.), ét bydækkende anlægsprojekt om midlertidig istandsættelse af veje (7,0 mio. kr.) samt ét projekt med anlægsforberedende arbejder (0,55 mio. kr.), så anlægsbevillingerne på i alt 154,3 mio. kr. frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Genopretningsrammen, jf. økonomiafsnittet og bilag 3.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalgets Genopretningsramme udgøres af en årlig basisramme på 154,3 mio. kr.  Midlerne i Genopretningsrammen anvendes til at sikre den langsigtede planlægning og koordinering af genopretningsprojekter i byen under Genopretningsprogrammet ”Et løft til vejene” (TMU 18. juni 2020).

Løsning

Der udføres i alt 15 genopretningsprojekter. Forvaltningen har udvalgt 10 vejstrækninger til genopretning, da de er slidte, støjplagede og kræver bedre tilgængelighed for borgere med mobilitetshandicap. Dernæst igangsættes tre genopretningsprojekter, som er en renovering af første del af Knippelsbro, udskiftning af belysningsarmaturer samt udskiftning af gamle signalanlæg. Derudover igangsættes et projekt om midlertidige istandsættelser generelt i byen (vejvedligeholdelsesarbejder som hullapninger mv.) samt et projekt om anlægsforberedende arbejder forud for det kommende års vejgenopretningsprojekter.

Nedenfor gennemgås de 15 projekter.

10 vejgenopretningsprojekter                                                                                                                Placeringen af vejgenopretningsprojekterne fremgår af bilag 2. Vejstrækningerne er udvalgt på baggrund af data fra forvaltningens vejforvaltningssystem. Skaderne på de 10 vejstrækninger omfatter store revner, afskalninger, sporkøringer, krakeleringer samt sætningsskader. Ligeledes er dele af cykelsti, fortov, vejbrønde, belysningskabler og signalanlæg nedslidte.

Alle vejstrækninger er dernæst kvalificeret på baggrund af fysiske screeninger samt koordinering med interne og eksterne samarbejdspartnere såsom HOFOR, hvorved der på strækningerne ikke udføres andre anlægsarbejder med undtagelse af planlagte synergiprojekter.

I bilag 4 beskrives kommunens praksis og begreber for genopretning, herunder helheds- og partiel genopretning.

Vejstrækning

Bydel

Helheds- eller partiel genopretning

Ibrugtagning

Beløb i alt (mio. kr.)

Hesseløgade (hele strækningen)

Østerbro

Partiel genopretning (fortov og kørebane)

2027

10,3

Masnedøgade (hele strækningen)

Østerbro

Helhedsgenopretning

2027

8,1

Nygårdsvej (Østerbrogade-Vennemindevej)

Østerbro

Helhedsgenopretning

2028

11,7

Kurlandsgade (hele strækningen)

Amager Vest

Helhedsgenopretning

2028

9,0

Skotlandsgade (hele strækningen)

Amager Vest

Helhedsgenopretning

2026

2,9

Tingvej (Sundholmsvej-Peder Lykkes Vej

Amager Vest

Helhedsgenopretning

2028

14,5

Bellahøjvej (Brønshøjvej- Sallingvej)

Vanløse

Partiel genopretning

2027

14,9

Sallingvej/Jyllingevej krydset (hele strækningen)

Vanløse

Helhedsgenopretning

2028

10

Højdevej (hele strækningen)

Amager Øst

Helhedsgenopretning

2027

22,9

Antonigade (hele strækningen)

Indre By

Helhedsgenopretning

2027

2,4

I alt

 

 

 

106,7

 

Otte vejstrækninger helhedsgenoprettes, hvilket indebærer, at strækningerne genoprettes fra facade til facade, hvor der som udgangspunkt ikke ændres på de eksisterende forhold. Overfladerne forbliver derved de samme som eksisterende på nær en opdatering af trafiksikkerheden og tilgængeligheden for borgere med mobilitetshandicap, hvor det er relevant.

To vejstrækninger genoprettes partielt, da der stadig er restlevetid i enkelte vejinfrastrukturelementer. Det indebærer, at enkeltelementer, fx kørebaner, cykelstier eller fortov genoprettes, jf. bilag 4.

Samlet set indebærer genopretningen af de 10 strækninger op mod 3,3 km. kørebaner, 6 km. fortove, 1 km. cykelsti, 139 vejbrønde og stikledninger, belysning og signalanlæg, der genoprettes til nutidig standard.

Der vil blive udlagt støjdæmpende asfalt på vejstrækningerne i overensstemmelse med kommunes støjhandlingsplan for vejstøj (TMU 30. september 2024). Som hovedregel omfatter det stærkt trafikerede veje med hastighedsbegrænsning på mere end 40 km/t.

De 10 strækninger er koordineret med genopretning af 25 vejstrækninger, der blev afsat midler til ved Budget 2026 (BR 2. oktober 2025) (A, B, C, F, I, V, Ø, Å, Finn Rudaizky, Hell Jønch og Troels Chr. Jakobsen) til genopretning af vejinfrastruktur.  

På Højdevej samt i Sallingvej/Jyllingevej krydset er der mulighed for at beslutte byrumsforbedrende tiltag, jf. sagen ”Udmøntning af byrumsforbedrende tiltag i vejgenopretningsprojekter i 2026, bydækkende”, der forelægges udvalget på samme møde.

Tre genopretningsprojekter om broer/bygværker, gadebelysning og signalanlæg

Midlerne til broer/bygværker skal gå til gennemførelse af første del af en renovering af Knippelsbro. Midlerne til gadebelysning skal gå til udskiftning af 10.000 konventionelle gadebelysningsarmaturer og anlæg (hvor nødvendigt), og midlerne til genopretning af signalanlæg skal gå til udskiftning af gamle signalanlæg fra 1960’erne.

Et projekt om midlertidig istandsættelse af veje (hullapninger mv.) 

Der er sket en markant stigning i antallet af skader og huller i vejene grundet de seneste års hårde vintre. Dette har betydet en markant stigning i antallet af indmeldinger til ’Giv et praj’, og en stigning i antallet af erstatningssager relateret til kommunens vejvedligehold. Afsætning af midler med denne indstilling (7,0 mio. kr.) vil sikre hurtigere igangsættelse af reparationsarbejder, der på kort sigt standser skadesudviklingen, forlænger levetiden af vejen og dermed øger sikkerheden og brugeroplevelsen. Derved forventes antallet af praj og erstatningssager at falde. Borgerrepræsentationen har tidligere godkendt, at midler til formålet kan indgå som en del af indstillingen om den årlige genopretningsramme. Første gang var i forbindelse med Genopretningsramme 2027 (BR 22. august 2024).

Et projekt om anlægsforberedende arbejder

Midlerne til anlægsforberedende arbejder (0,55 mio. kr.) anvendes til, at forvaltningen tidligere i processen kan specificere krav mv. med henblik på udbud for det følgende års vejgenopretningsprojekter, dvs. her projekter der igangsættes i 2027. Opgaven har ikke ændret sig, men tidligere kunne de forberedende arbejder først igangsættes, når næste års midler blev frigivet, hvilket har forsinket igangsætningen og eksekveringen af projekter. Der er med andre ord tale om en fremrykning af frigivelse af midlerne på ca. et år. De forberedende arbejder indebærer tekniske undersøgelser af vejenes tilstand, fx vejkasse og afvanding, trafikanalyser, boreprøver, tv-inspektion og opmåling, til at optimere planlægning og udførsel af forundersøgelser til udvælgelse af det kommende års vejgenopretningsstrækninger. Dette muliggør, at vejgenopretningsprojekterne kan gennemføres hurtigere.

Politisk handlerum

Det kan besluttes at

  • fravælge enkelte strækninger. Det kan medføre, at forvaltningen vil anlægge vejgenopretning for et mindre beløb og derved ikke opfylder målsætningen om at reducere vedligeholdelsesefterslæbet i byen. Omvendt kan det reducere den trafikale belastning fra anlægsprojekterne i byen.
  • vælge andre vejstrækninger end de skitserede, som lever op til kravene for genopretning, jf. bilag 4. Det vil medføre en højere risiko for, at andre ledningsejeres projekter (fx HOFOR) ikke kan koordineres med genopretningen, da ledningsejerne ikke nødvendigvis kan nå at korrigere deres tidsplaner samt en forventet forsinkelse af ibrugtagningstidspunkt. Hvis udvalget beslutter at vælge andre vejstrækninger, vil forvaltningen vende tilbage med en ny indstilling.

Økonomi

Teknik- og Miljøudvalgets Genopretningsramme udgøres af en årlig basisramme på 154,3 mio. kr. (2026 p/l). Med denne indstilling skal de 154,3 mio. kr. (2026 p/l) overføres og frigives til 15 projekter fra Teknik- og Miljøudvalgets Genopretningsramme 2028, som er en 3-årig budgetramme for årene 2026, 2027 og 2028. Tabeller med bevillingsmæssige ændringer og frigivelse af midler fremgår af bilag 3.

Bevillingen til de 10 vejgenopretningsprojekter styres som én samlet bevilling. Det skyldes, at selvom projekterne vurderes at være ukomplicerede, kan der forekomme variationer i de enkelte projekter, som først kan konstateres ved projekteringen, fx bærelagenes tilstand og fortovets opbygning. Herved kan disse mindre variationer håndteres inden for den samlede bevilling. Der afsættes i forlængelse af tidligere praksis 5 % af anlægssummen til uforudsete udgifter. Der er i budgetteringen taget højde for de stigende materialepriser, der ses i markedet.

Udgifter til vejgenopretning er indarbejdet i fjerde anlægsoversigt (TMU 19. november 2025), og der vil således være prioriteret anlægsmåltal til projekterne.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil forvaltningen igangsætte projekterne, der forventes fysisk igangsat 2026-2028 og ibrugtaget i perioden 2027-2028.

 

Søren Wille

                                     /Peter Højer

 

Til top