Bevarende lokalplan for Fuglekvarteret, Bispebjerg
På baggrund af et medlemsforslag har Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejdet denne indstilling om, hvordan der inden for eksisterende bevillinger kan udarbejdes en bevarende lokalplan for Fuglekvarteret inden for området Frederikssundsvej, Nordre Fasanvej, Glentevej og Mågevej. Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om der skal igangsættes en bevarende lokalplan for Fuglekvarteret samt om, at nedrivningsønsker på ejendomme i lokalplanområdet vil blive forelagt udvalget, så de løbende orienteres og har mulighed for at træffe beslutning om et §14 forbud.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at forvaltningen igangsætter udarbejdelse af en bevarende lokalplan for Fuglekvarteret, efter at sagen har været på forvaltningens venteliste for lokalplaner, med afgrænsning af lokalplanområdet som beskrevet i afsnittet Løsning.
- at ejendomme med nedrivningsønsker i lokalplanområdet fremgår på Liste over nedrivningssager til Teknik- og Miljøudvalget, så udvalget løbende orienteres om ønsker til fysiske ændringer i kvarteret. Teknik- og Miljøudvalget vil herefter kunne anmode forvaltningen om at udarbejde indstilling om mulighederne for at nedlægge § 14 forbud.
- at medlemsforslag om bevarende lokalplan for Fuglekvarteret (bilag 2) stillet af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Venstre, Enhedslisten og Alternativet, jf. Teknik- og Miljøudvalget den 24. februar 2025 hermed er håndteret.
Problemstilling
Den 24. februar 2025 besluttede Teknik- og Miljøudvalget på baggrund af et medlemsforslag fra partierne Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Venstre, Enhedslisten og Alternativet at pålægge forvaltningen at udarbejde indstilling om, hvordan der inden for eksisterende bevillinger kan udarbejdes en bevarende lokalplan for Fuglekvarteret inden for området Frederikssundsvej, Nordre Fasanvej, Glentevej og Mågevej.
Løsning
Området er med sin sammensatte karakter sammenligneligt med Provstevejkvarteret, der ligger nord for Frederikssundsvej i Bispebjerg. Forvaltningen har udarbejdet en bevarende lokalplan for Provstevejkvarteret, der blev bekendtgjort i oktober 2022. Fuglekvarteret har inden for de seneste år undergået en stor forandring, hvor der er sket nedrivninger og fortætning med nye bygninger, men også renoveringer og transformation af eksisterende industribygninger til andre anvendelser.
Københavns Museum har på baggrund af forespørgsel fra Bispebjerg Lokaludvalg udarbejdet en kulturhistorisk redegørelse af kvarteret, hvori museet fremhæver områdets mangfoldighed i både ældre industri- og etageejendomme samt områdets mindre bymiljøer i form af ældre erhvervskomplekser med forhuse, baghuse og tilhørende villaer. Desuden fremhæves områdets værksteds- og industrispor, såsom skorstene og stalde/værksteder som værende unikke for København (bilag 3). Forvaltningen anbefaler på baggrund af kvarterets kulturhistorie og mange historiske lag i bygningsmassen, at der udarbejdes en bevarende lokalplan med udpegning af bevaringsværdige bygninger og kulturhistoriske spor.
I medlemsforslaget foreslås det, at lokalplanen afgrænses af Frederikssundsvej, Nordre Fasanvej, Glentevej og Mågevej. Afgrænsningen rummer et kvarter af selvgroet og uplanlagt bebyggelse med en blanding af ældre byhuse, industriejendomme og etageboliger. Forvaltningen foreslår dog, at området ”Nordre Fasanvej Nord” udtages af afgrænsningen, da der er et nyt lokalplanforslag under udarbejdelse for karreen, der skal vedtages inden medio november for at fastholde den midlertidige retsvirkning, der gælder for det nuværende lokalplanforslag. Hvis Nordre Fasanvej Nord besluttes at indgå, vil forvaltningen skulle give byggetilladelse efter kommuneplanens rammer. Herudover foreslår forvaltningen, at området øst for Nordre Fasanvej samt området syd for Glentevej medtages, da ejendommene her har samme karakter som det øvrige kvarter, og flere ejendomme her forventes at kunne udpeges som bevaringsværdige (bilag 4).
Forvaltningen foreslår, at lokalplanen sættes på ventelisten som øvrige lokalplaner i kommunen. Derved vil lokalplanen kunne udarbejdes inden for forvaltningens eksisterende bevilling. Grundet den store mængde af lokalplaner på venteliste kan det dog vare op til 1-1½ år, før lokalplanprocessen igangsættes. Forvaltningen forventer at kunne igangsætte lokalplanen inden sommeren 2026. For den bevarende lokalplan for Provstevejkvarteret blev der afsat midler i Budget 2021 (BR 1. oktober 2020) (A, B, C, F, V, O og Fremad) til udarbejdelse af lokalplanen.
For at imødekomme Bispebjerg Lokaludvalgs bekymring om den store bygge- og nedrivningsaktivitet i området og en mulig ventetid inden lokalplanen igangsættes, foreslår forvaltningen, at bygge- og nedrivningsønsker sættes på Teknik- og Miljøudvalgets nedrivningsliste. Det samme er gældende for området Vermlandsgade og Siljangade på Amager, hvor forvaltningen er ved at udarbejde en lokalplan. Det skal dog bemærkes, at hvis udvalget beslutter at nedlægge et § 14 forbud mod nedrivning eller ændring af en ejendom, inden et lokalplanforslag offentliggøres, vil lokalplanarbejdet få fortrinsret, ikke følge ventelisten og derved sinke igangsætning af andre sager.
Politisk handlerum
Udvalget kan beslutte,
- at vedtage en anden afgrænsning af lokalplanen, end den Teknik- og Miljøforvaltningen foreslår (jf. bilag 4).
- at lokalplanen ikke skal stå på ventelisten, men igangsættes hurtigst muligt. Dog skal de nødvendige medarbejderressourcer og -kompetencer kunne frigøres, uden at igangværende sager sættes i bero, hvilket forventes at kunne ske i løbet af 4-6 måneder.
- at sagen igangsættes uden negativ påvirkning af andre sagers ventetid, hvilket kræver finansiering i kommende budgetforhandlinger. Det forudsætter ændringsforslag om at henvise finansiering af bevarende lokalplan for Fuglekvarteret til Budget 2026, da Teknik- og Miljøforvaltningen ikke af sig selv udarbejder dette på baggrund af indstillingen.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil lokalplanen afvente igangsættelse på lokalplanventeliste, og herefter vil forvaltningen påbegynde proces med udarbejdelse af en bevarende lokalplan.
Søren Wille
/ Karsten Biering Nielsen