Teknik- og Miljøudvalgets mødeplan 2026
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til forslag til mødeplan for Teknik- og Miljøudvalget i 2026. Udvalget vedtager hvert år sin mødeplan for det kommende år. Mødeplanen er lagt med udgangspunkt i de rammer og ønsker udvalget allerede har besluttet for deres mødeplan samt tidligere års erfaring og praksis. Mødeplanen vil indgå i den samlede politiske mødeplan for 2026 for Borgerrepræsentationen og fagudvalg.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at forslag til mødeplan for Teknik- og Miljøudvalgets ordinære møder i 2026 danner rammen for udvalgets møder i 2026 jf. løsning og bilag 2.
Problemstilling
Teknik- og Miljøudvalgets mødeplan skal i henhold til styrelsesloven §20 godkendes af udvalget året inden, den træder i kraft. Mødeplanen vil blive forelagt det nye udvalg til endelig godkendelse på det konstituerende møde 12. januar 2026.
Løsning
Mødeplan
I Teknik- og Miljøudvalgets kutymepapir (TMU 6. februar 2023) fremgår, at der årligt bliver planlagt 22 ordinære udvalgsmøder og to buffermøder, der som udgangspunkt finder sted i tidsrummet mandag kl. 15.00-19.00 på Rådhuset. Udvalget har herudover ønsket, at nogle af udvalgsmøderne afholdes uden for Rådhuset typisk i sammenhæng med temamøder.
Planlægning af mødeplanen for 2026 er foretaget ud fra princippet om kortest mulig behandling fra fagudvalg og frem til Borgerrepræsentationen, hvilket vil sige i udgangspunktet fire uger (BR 13. oktober 2016).
Mødeplanen er koordineret med Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen for at sikre, at der ikke er tidsmæssigt sammenfald med deres faste mødedag mandag. For at undgå sammenfald med møder i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget er møderne i Teknik- og Miljøudvalget den 17. august 2026 og 7. december 2026 fremrykket, så de afvikles fra kl. 12.00 til 16.00.
Desuden foreslår forvaltningen ligesom i 2025 som alternativ til to årlige buffermøder, at møderne den 15. juni og 14. december 2026 udvides med to timer (kl. 13.00-19.00) af hensyn til en ofte øget sagsmængde på det sidste møde før hhv. sommerferien og juleferien.
Indenfor denne ramme har Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejdet mødeplan 2026, der er vedlagt i en kalender i bilag 2. Udvalgsmøderne i kalenderen er farvelagt for at vise sammenhæng til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen (fx hænger de grønne møder i udvalg og Borgerrepræsentation sammen). Derudover er der i bilag 3 vedlagt skema med mødedatoer samt øvrige aktiviteter, der er planlagt for Teknik- og Miljøudvalget i 2026.
Budgetseminar og budgetgennemgang
Der er i forslag til mødeplan 2026 fastlagt budgetseminar den 23.-24. februar 2026. Budgetseminaret vil omhandle budgetproces og forvaltningens økonomi, som vurderes at tage to dage. I seminaret indgår desuden et udvalgsmøde.
Ligesom i både 2024 og 2025 er der desuden planlagt et budgetseminar inden sommerferien med henblik på, at forvaltningen kan fremlægge budgetpakker og udvalget har mulighed for at drøfte, hvad der er vigtigst at prioritere ved forhandlingerne om budget 2027. Herudover er der i forbindelse med udvalgsmødet den 17. august planlagt budgetgennemgang fra kl. 11.00-12.00.
Fællesmøder med Handicapråd, Ældreråd og Ungerådet
Møde med Ældrerådet forventes afholdt den 16. marts 2026. Mødet sker på baggrund af Ældrerådets vedtægter (BR 2. marts 2023).
Møde med Ungerådet forventes afholdt den 27. april 2026. Mødet sker på baggrund af, at Teknik- og Miljøudvalget i forbindelse med godkendelse af mødeplan 2022 ønskede et årligt møde med Ungerådet (TMU 10. januar 2022).
Møde med Handicaprådet forventes afholdt den 5. oktober 2026. Mødet sker på baggrund af, at Teknik- og Miljøudvalget har indgået samarbejdsaftale med Handicaprådet om at afholde et årligt møde (TMU 18. juni 2018).
Besigtigelsestur
Mødet den 24. august er i mødeplanen fastlagt til besigtigelsestur kl. 12.00-15.00 og udvalgsmøde kl. 15.00-19.00.
Temamøder
Der afholdes temamøder om enkelte større temaer for at opnå udvalgets pejling inden for det specifikke område. Derudover vil andre større emner, der har mere orienterende karakter, indgå i introduktion for udvalget ved ny samling i 2026.
Med mødeplan 2026 foreslås det at reservere tid til fire temamøder samt et temamøde på besigtigelsesturen, hvor udvalget har mulighed for at drøfte større emner. Det foreslås, at der reserveres tid til tre temamøder i første halvår og et temamøder i andet halvår i 2026 kl. 14.00-15.00 forud for udvalgsmøderne. Da temamøderne afholdes forud for udvalgsmøderne, har udvalgsmedlemmerne ikke mødepligt.
Forvaltningen foreslår nedenstående fire emner til temamøderne i 2026. Alle temaerne er uddybet i bilag 4:
- Temamøde om Bådehavnsgade (2. marts 2026)
- Temamøde om trafikforsøg og midlertidighed (27. april 2026)
- Temamøde om Københavns Havn (11. maj 2026)
- Temamøde om bevaring og transformation af bygninger med besøg i Bikubens nye bygning og Fuglekvarteret (28. september)
Bygherrepræsentationer
Der er reserveret tid til bygherrepræsentationer fire gange årligt kl. 14.30-15.00 forud for møder i Teknik- og Miljøudvalget. Dette er samme antal som i 2025, hvilket vurderes at være tilstrækkeligt ift. efterspørgslen. Ved en bygherrepræsentation har bygherre med større byggeprojekter mulighed for at præsentere sit projekt for Teknik- og Miljøudvalget tidligt i forløbet jf. Budget 2019 (BR 4. oktober 2018) (A, B, C, F, I, O og V) og Teknik- og Miljøudvalget den 17. december 2018. Da bygherrepræsentationerne afholdes forud for udvalgsmøderne, har udvalgsmedlemmerne ikke mødepligt.
Møde mellem Teknik- og Miljøudvalget og Teknik- og Miljøforvaltningens MED-udvalg
To gange årligt afholdes møder mellem Teknik- og Miljøudvalget og TMF-MED. Det første møde forventes afholdt den 2. februar 2026 og det andet møde den 17. august 2026. Det første møde ligger før Teknik- og Miljøudvalgets budgetseminar og det andet møde ligger i august inden budgetforhandlingerne. Det giver mulighed for, at medlemmerne af TMF-MED kan tage emner op, som er vigtige for de faglige sammenhænge i forvaltningen, ligesom udvalget har mulighed for at spørge om medarbejdervinkler på forskellige politiske ønsker.
Der afsættes en time til mødet og da møderne afholdes forud for udvalgsmøderne, har udvalgsmedlemmer ikke mødepligt.
Reserveret tid til øvrige aktiviteter
Udover de i sagen beskrevne aktiviteter der planlægges forud for udvalgsmøderne, foreslår forvaltningen, at der reserveres to timer i udvalgsmedlemmernes kalendere forud for udvalgsmøderne (kl. 13.00-15.00) til eventuelle aktiviteter fx teknisk gennemgang og mindre besigtigelsesture.
Studietur
Teknik- og Miljøudvalget har tradition for at tage på studietur i løbet af valgperioden. Traditionelt har der været gennemført én tur til en europæisk destination og én længere tur der kan være til en oversøisk destination.
Der er i forslag til mødeplan reserveret tid til studietur fra den 4.-7. maj 2026. Udvalget forelægges indstilling om valg af destination og rejsetidspunkt primo 2026.
Politisk handlerum
Udvalget har mulighed for at vedtage en ændret mødeplan, herunder:
- Ændre antallet af møder, længden af møderne, mødetid eller mødedage.
- Antallet af besigtigelsesture, temamøder, studieture kan ændres eller ture/møder kan annulleres.
- Emner til temamøder kan ændres til følgende alternativer (bilag 5) eller nye forslag:
- Temamøde om genbrug
- Temamøde om partnerskaber
- Temamøde om universelt design
- Temamøde om kontraktudløb i 2031 vedr. mobilitetsunderstøttende byudstyr (buslæskærme og reklamestandere)
- Temamøde/besigtigelsestur om drift af byens rum
- Temamøde om frivillighed og biodiversitet
- Temamøde om vandsystemet ift. åer og søer
- Temamøde om korttidsudlejning, helårsanvendelse og tomme boliger
- Budgetseminaret inkl. udvalgsmødet i februar kan afholdes på én dag i stedet for de to foreslåede dage.
- Det indgår i Budget 2019 (BR 4. oktober 2018) (A, B, C, F, I, O og V), at der skal være mulighed for bygherrepræsentationer, men Teknik- og Miljøudvalget kan ændre på antallet af reserverede tidspunkter til bygherrepræsentationer.
- Udvalget kan beslutte, at der skal være mødepligt til temamøder, bygherrepræsentationer og møder mellem Teknik- og Miljøudvalget og TMF-MED.
Økonomi
Indstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Udgifter til afholdelse af møder, budgetseminarer og studieture afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets egen budgetramme.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt mødeplan for 2026, vil den blive offentliggjort på kk.dk. Mødeplanen vil blive forelagt det nye udvalg til endelig godkendelse på det konstituerende møde 12. januar 2026.
Søren Wille
/ Morten Rixen