Mødedato: 25.08.2025, kl. 12:00
Mødested: Sydhavn Genbrugscenter, Bådhavnsgade 50, 2450 Kbh

Parkeringsmulighed i Marstalsgade, Østerbro

Se alle bilag
På baggrund af medlemsforslag om Parkeringsmuligheder i Marstalsgade stillet af Det Konservative Folkeparti (TMU den 26.maj 2025) skal Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til forvaltningens forslag om, at der ikke oprettes yderligere parkeringspladser på Marstalsgade 10-22 og 9-27, hvor der i dag er skråparkering. Årsagen er, at politiet har afslået at tillade længdeparkering overfor den nuværende skråparkering. Forvaltningen har ikke kunnet finde andre løsninger, som vil muliggøre oprettelsen af flere parkeringspladser på vejstrækningen uden, at det kommer til at hindrer fremkommeligheden for fodgængere og kørestolsbrugere mv. Forvaltningen vurderer derfor, at det ikke er muligt at etablere flere parkeringspladser på denne del af Marstalsgade.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at der ikke etableres længdeparkering på Marstalsgade nr. 9-27 overfor den eksisterende skråparkering, jf. afsnittet Løsning.
  2. at medlemsforslag om Parkeringsmuligheder i Marstalsgade stillet af Det Konservative Folkeparti, jf. Teknik- og Miljøudvalget den 26. maj 2025 er hermed håndteret (bilag 2).

Problemstilling

På Teknik- og Miljøudvalgets møde den 26. maj 2025 vedtog udvalget medlemsforslag om parkeringsmuligheder i Marstalsgade, Østerbro, der pålagde Teknik- og Miljøforvaltningen at forelægge indstilling, om mulighederne for at sikre yderligere parkeringspladser på Marstalsgade.

I medlemsforslagets motivation fremgår det, at forslagsstillerne ønsker at kopiere udformningen fra den parallelle gade Gammel Kalkbrænderi Vej, hvor der er længdeparkering overfor skråparkering på strækningen Gammel Kalkbrænderi Vej 19-35 og 20-38, som ligger parallelt med Marstalsgade.

Løsning

Der findes i dag skråparkering på strækningen Marstalsgade 10-22 og 9-27. Se bilag 3 Antal eksisterende parkeringspladser på Marstalsgade. Forvaltningen har derfor undersøgt, om der kan etableres længdeparkering på denne strækning af Marstalsgade.

Når forvaltningen skal anlægge nye projekter i byen, som kræver omlægning af vejarealet – herunder nye parkeringspladser, tager man udgangspunkt i de vejledende vejregler fra Vejdirektoratet. Derudover skal politiet godkende projektet. Vejreglerne indeholder bl.a. anbefalinger til bredde og manøvreareal til parkeringspladser. Politiet bruger ligeledes disse vejregler, når de behandler forvaltningens forespørgsler om samtykke til projekter. 

Nuværende vejindretning ved Marstalsgade 10-22 og 9-27

Vejstrækningen ved Marstalsgade 10-22 og 9-27 er ca. 10,5 m bred fra fortov til fortov og indrettet med skråparkering på 75 grader og ingen parkering overfor skråparkeringspladserne. Vejreglerne anbefaler, at manøvrearealet til skråparkering med 75 grader har et udbakningsareal på 5,5 m.

På nuværende tidspunkt er kørebanen på strækningen ca. 5,5 m, som er i tråd med vejreglerne. Kørebanen vil blive ca. 3,5 m bred, hvis der etableres længdeparkering overfor de eksisterende skråparkeringspladser, idet der skal bruges ca. 2 m til længdeparkering. Dermed vil kørebanen være ca. 2 m smallere end anbefalingen fra Vejdirektoratet.

Til sammenligning er Gammel Kalkbrænderi Vej ca. 12 m bred fra fortov til fortov og indrettet med skråparkering på 75 grader samt længdeparkering overfor skråparkeringspladserne. Kørebanen er ca. 5 m bred, hvilket er 0,5 m mindre end vejreglernes anbefaling.

Oprettelse af længdeparkering overfor den eksisterende skråparkering

Forvaltningen har anmodet om politiets samtykke til den ønskede parkeringsløsning med oprettelse af længdeparkering overfor den eksisterende skråparkering på Marstalsgade, men har fået afslag på projektet. Politiet begrunder afslaget med, at vejens bredde ikke giver tilstrækkeligt manøvrerum til både længdeparkering og brug af de eksisterende skråparkeringspladser, da manøvrearealet på 3,5 meter til ind- og udkørsel vil blive så begrænset, at de ønskede længdeparkeringspladser i praksis ikke kan anvendes.

Ændring af hældning på eksisterende skråparkering
Forvaltningen har undersøgt alternative løsningsforslag for at optimere parkeringskapaciteten på strækningen med skråparkering. Dette inkluderer en vurdering af at ændre vinklen på de eksisterende skråparkeringspladser, samt længdeparkering på begge sider af vejen. Efter beregning af forskellige vinkler er det forvaltningens vurdering, at den nuværende løsning med 75 graders skråparkering uden parkering overfor skråparkeringspladserne er den løsning, som giver flest parkeringspladser. Hvis vinklen på skråparkering ændres så meget, at det muliggør længdeparkering, vil der blive færre pladser til skråparkering og kan ikke opvejes af antallet af mulige længdeparkeringspladser.

Reduktion af fortov

Forvaltningen har også undersøgt, om det er muligt at reducere fortovets bredde på strækningen ved skråparkeringspladserne og dermed øge kørebanen tilsvarende, så der gives plads til parkering. Det er i princippet er muligt at reducere fortovet med 0,5 m og øge kørebanen tilsvarende, men forvaltningen kan ikke anbefale denne løsning. Det skyldes, at fortovet i forvejen er smalt, og yderligere reduktion vil hindre fremkommeligheden for fodgængere betydeligt, ligesom kørestolsbrugere ikke vil kunne anvende fortovet. Desuden vil forøgelsen alene øge kørebanens samlede bredde til 4 m, hvormed kørebanen fortsat vil være 1,5 m smallere end vejreglernes anbefaling.

På den baggrund kan forvaltningen ikke anbefale at lave en ændring af vejforløbet for at muliggøre længdeparkering ved Marstalsgade 9-27 overfor eksisterende skråparkering.

Ensretning

Forvaltningen har undersøgt, om en ensretning af Marstalsgade på strækningen ved eksisterende skråparkering vil give mulighed for at oprette flere parkeringspladser. En ensretning af vejen ændrer ikke på den samlede bredde på vejen, og udfordringen med manglende manøvreareal vil være den samme som i forslaget med oprettelse af længdeparkering overfor eksisterende skråparkering.

Forvaltningen vurderer derfor, at en ensretning af vejen ikke vil muliggøre oprettelsen af flere parkeringspladser.

Politisk handlerum

Forvaltningen vurderer, at udvalget ikke har noget politisk handlerum for at opnå samlet set flere parkeringspladser på strækningen Marstalsgade 9-27 og 10-22, hvor der er eksisterende skråparkering.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, foretager forvaltningen sig ikke yderligere.  

Søren Wille

/ Lena Kongsbach

Til top