Mødedato: 21.09.2015, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Godkendelse af fjernvarmeprojekt - Bella Center

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til godkendelse af HOFORs ansøgning om fjernvarmeforsyning af området afgrænset af lokalplansområdet Kvarteret ved Bella Center, lokalplan nr. 508.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller over for Teknik- og Miljøudvalget,
  1. at HOFORs projektforslag om fjernvarmeforsyning i lokalplansområdet Kvarteret ved Bella Center godkendes (bilag 1).

Problemstilling

HOFOR har ansøgt Københavns Kommune om godkendelse af et projektforslag for fjernvarmeforsyningen af lokalplansområdet Kvarteret ved Bella Center. Projektforslag om fjernvarmeforsyning skal godkendes af kommunalbestyrelsen i henhold til Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg (BEK nr. 566 af 2. juni 2014, Projektbekendtgørelsen). Såvel udsendelse i høring, som endelig godkendelse af fjernvarmeprojekter er delegeret til Teknik- og Miljøudvalget.

Teknik- og Miljøudvalget godkendte projektforslaget til høring den 8. juni. Forvaltningen har ikke modtaget indsigelser i høringsperioden 9. juni - 7. juli 2015.

Udvalget kan i henhold til i Projektbekendtgørelsen kun godkende varmeforsyningsprojekter, som er samfundsøkonomisk fordelagtige.

Løsning

Projektforslaget dækker området i lokalplansområdet Kvarteret ved Bella Center, lokalplan nr. 508. Den præcise angivelse af området fremgår af bilag 1 side 4, hvor også de pågældende matrikelnumre er anført.

Ansøgningen er en vurdering af to forskellige teknologier til opvarmning af området i Kvarteret ved Bella Center. Fjernvarme sammenlignes med individuelle luft-til-vand varmepumper, da denne teknologi vurderes at være den mest konkurrencedygtige forsyningsløsning i forhold til fjernvarme. Vurderingerne er for en periode på 25 år og fjernvarmeforsyningen er den samfundsøkonomisk mest fordelagtige løsning. Beregningen viser, at fjernvarmeløsningen vil være ca. 33 % billigere end luft-til-vand varmepumpeløsningen.

I beregningerne er indlagt en antagelse om, at alle bygninger bliver tilsluttet fjernvarme, da dette vil være den brugerøkonomiske mest fordelagtige løsning ved sammenligning med luft-til-vand varmepumper.

En del af byens kommende bygningsmasse vil i fremtiden anvende en anden varmekilde, da nybyggeri, der opføres som lavenergi, kan få dispensation fra tilslutningspligten til fjernvarme. For at imødekomme dette i projektforslaget, er der i beregningerne indlagt en følsomhedsberegning, hvor der tages højde for en række faktorer, som kan ændre sig over tid. Disse dækker over et nedsat varmebehov (lavenergihuse), ændring i elprisen, investeringsomkostninger og brændselspriser.

Følsomhedsberegningen viser, at fjernvarme er den mest fordelagtige løsning i alle de scenarier, der er opsat i følsomhedsanalysen.

Ud over den samfundsøkonomiske vurdering indeholder ansøgningen vurderinger af brugerøkonomi, selskabsøkonomi (for HOFOR) og miljøpåvirkninger. Det kan oplyses, at de anførte oplysninger om selskabsøkonomi ikke indgår som en beslutningsparameter.

Brugerøkonomi
Med den nuværende tilgængelige viden om energiforbrug i lavenergibyggeri vurderer forvaltningen, at projektet har en positiv brugerøkonomi. Brugerøkonomien i ansøgningen viser, at fjernvarmeløsningen over 25 år er ca. 23 % billigere end varmepumpeløsningen. Denne beregning antager, at der er 100 % tilslutning til fjernvarmen. Ved en mindre tilslutningsprocent til fjernvarme vil omkostningen for den enkelte fjernvarmekunde dog forblive uændret, da beregningerne tager udgangspunkt i HOFORs faste kundetariffer og tilslutningsgebyrer.

Selskabsøkonomi
Selskabsøkonomien for HOFOR er positiv i projektforslaget. Dette betyder, at etablering af fjernvarme i Kvarteret ved Bella Center vil være en økonomisk gevinst for HOFOR og dermed også for byens øvrige fjernvarmeforbrugere. Den selskabsøkonomiske gevinst for HOFOR er ca. 39,8 mio. kr. for hele 25-års perioden.

Miljøvurdering
Forsyning med fjernvarme er CO2-mæssigt den bedste løsning. Beregningerne viser, at fjernvarmeløsningen vil udlede 4.590 tons mindre CO2 end varmepumpeløsningen i slutåret af beregningen. Grunden til dette er, at der ved produktion af varme på kraft-varmeværkerne i København produceres både varme og el, hvor brændslet bl.a. er biomasse, der i Energistyrelsens beregningsmodel er defineret som CO2 neutralt. Den producerede el erstatter anden produktion af el i systemet, som udleder relativt mere CO2.

Økonomi

Projektet har ingen direkte økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Ved godkendelse af dette projektforslag kan HOFOR igangsætte arbejdet med at etablere fjernvarme i det pågældende område.

        Pernille Andersen
                                                        / Anne-Sofie Degn

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 21. september 2015

Indstillingen blev godkendt.

Til top