Mødedato: 21.09.2015, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Forsøg med skilte og kampagne mod tomgangskørsel

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage det skitserede forsøg med skilte på udvalgte steder i byen samt en kampagne mod tomgangskørsel til efterretning.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at det skitserede løsningsforslag med opsætning af skilte og kampagne mod tomgangskørsel tages til efterretning.
  2. at der hermed er gjort op med medlemsforslaget om tomgangsforbud fremsat af Dansk Folkeparti på Borgerrepræsentationens møde den 28. maj 2015.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog på mødet den 28. maj 2015 et medlemsforslag fremsat af Dansk Folkeparti om ”At Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at udarbejde et forslag til politisk behandling om et forsøg med skilte på udvalgte steder, der informerer om tomgangsforbud. Forslaget skal fremlægges til politisk behandling inden udgangen af september 2015”. Medlemsforslaget fremgår af bilag 1.

Et forsøg med opsætning af skilte mod tomgangskørsel kan ikke afholdes indenfor forvaltningens budget, og forvaltningen har derfor parallelt med denne indstilling udarbejdet et budgetnotat med samme indhold til budget 2016. Budgetnotatet er lagt på Teknik- og Miljøudvalgets budgetnotatsdagsorden den 31. august 2015, jf. bilag 2.

Løsning

Borgerrepræsentationen vedtog i 1990 et tomgangsregulativ, som har til formål at forebygge unødig luftforurening og støjgener. Ifølge regulativet må motoren i et holdende motordrevet køretøj ikke være i gang længere end højst nødvendigt og maximalt 1 minut. Politiet skal sikre håndhævelsen af regulativet, men har dog oplyst forvaltningen om, at de primært har fokus på håndhævelse af færdselssikkerhed og fremkommelighed. Kommunen har ansvar for at informere og understøtte overholdelsen af regulativet.

Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at som følge af teknologiudvikling og skærpede emissionsregler, er problematikken med tomgangskørsel meget mindre i dag, end da regulativet blev vedtaget. Forvaltningen modtager årligt kun få klager over køretøjer, der holder i tomgang. Klagerne stammer typisk fra tomgangskørsel ved varelevering eller ved tomgang på store parkeringspladser og holdepladser for busser og taxier. Klagerne modtages i sommerperioden og skyldes ofte, at chaufførerne holder klimaanlægget kørende af hensyn til passagererne.

En undersøgelse fra 2013 ”Sundhedseffekter og relaterede eksterne omkostninger af luftforurening i Københavnudført af Århus Universitet på vegne af Københavns Kommune viser, at lokale kilder til luftforurening (biler og brændeovne) bidrager til omkring 80 for tidlige dødsfald i Hovedstadsregionen, mens al luftforurening i København (fra danske og udenlandske kilder) bidrager til omkring 540 for tidlige dødsfald. Forvaltningen vurderer, at tomgang bidrager meget begrænset til den samlede partikelforurening.

På baggrund af medlemsforslaget har forvaltningen skitseret et løsningsforslag, der indeholder opsætning af skilte i en forsøgsperiode og har desuden foreslået en kampagne mod tomgangskørsel. Kampagnen var ikke en del af medlemsforslaget, men forvaltningen vurderer, at en kampagne vil supplere opsætningen af skilte, så formålet om mindre tomgangskørsel kan opnås. 

Forsøg med opsætning af skilte
I forvaltningens løsningsforslag indgår opsætning af skilte ved udvalgte parkerings- og holdepladser samt indfaldsveje til København.

  • Opsætning af skilte med teksten "Tomgang max 1 min" på store parkeringspladser og holdepladser i en forsøgsperiode på tre måneder fra juni-august 2016. Skiltningen kan eksempelvis opsættes ved indkørsler til Kødbyen, ved Hovedbanegården mod Tivoli og busholdepladsen ved Valby Station. Skiltningen på disse steder vurderes at have mest effekt, da budskabet vil nå ud til en bred målgruppe (bilister, taxachauffører og buschauffører).
  • Opsætning af skilte med teksten "Tomgang max 1 min" ved store indfaldsveje til København, hvor der kører mere end 55.000 biler i døgnet. Det foreslås, at der opsættes skilte ved krydset mellem Helsingørmotorvejen–Lyngbyvej, Holbækmotorvejen–Folehaven og Øresundsmotorvejen–Amagermotorvejen.

Det foreslås, at et forsøg evalueres gennem en interviewundersøgelse, hvor andelen af respondenter, der har bemærket skiltet, fået kendskab til tomgangsregulativet og har oplevet mindre støjgener, vil være en indikator for effekten.

Der skal søges tilladelse hos Vejdirektoratet til opsætning af skiltene i en forsøgsperiode. Hvis det viser sig, at opsætning af skiltene reducerer tomgangskørsel, kan de, såfremt der opnås dispensation fra færdselsloven, forblive opstillet efter forsøgsperioden uden yderligere omkostninger.

Kampagne mod tomgangskørsel
Forvaltningen foreslår, at der som supplement til opsætning af skilte gennemføres en kampagne mod tomgangskørsel. Kampagnen skal udformes på baggrund af en kortlægning af målgrupper, mv. (se bilag 2). Selve kortlægningen vil også kunne anvendes til at identificere, hvor permanent opsætning af skilte vil have mest effekt.

Økonomi

Forsøget med opsætning af skilte mod tomgangskørsel samt kampagne kan ikke afholdes indenfor forvaltningens budget, og der skal derfor findes ekstern finansiering for at løsningsforslaget kan realiseres.

Forslaget har et samlet budget på 1,1 mio. kr., heraf 450.000 kr. til opsætning af skilte (tabel 1) og 650.000 kr. til kortlægning af tomgang og kampagne (tabel 2).

Tabel 1 Omkostningerne ved etablering af forsøgsskiltningen

Aktivitet

Omkostning ekskl. moms (kr.)

Bemærkning

Opsætning af skilte ved parkeringspladser

50.000

8 stk. fordelt på tre p-pladser

Oplysningsskilte ved kommunegrænsen

150.000

4 stk. fordelt på store indfaldsveje til København

Interviewundersøgelse om skiltningsforsøg

150.000

Evaluering af forsøg med skiltning

Projektledelse

100.000

 

I alt

450.000

Tabel 2 Omkostninger til analyse og kampagne

Aktivitet

Omkostning ekskl. moms (kr.)

Bemærkning

Analyse, inkl. kortlægning, spørgeskemaundersøgelse om tomgang.

225.000

Formålet er at få kendskab til målgrupper og årsager til bilisters tomgangsadfærd, identificere de steder hvor tomgang kan forekomme, således en indsats mod tomgangskørsel kan målrettes.

Beregning af tomgangs betydning for luftkvalitet

75.000

Vurdering af tomgangsemissioner

Kampagneaktiviteter

350.000

Såfremt forsøget med skiltning har vist sig effektivt, vil opsætning af permanente skilte andre steder i byen også indgå.

I alt

650.000

Videre proces

Såfremt der findes finansiering til det skitserede løsningsforslag, vil Teknik- og Miljøforvaltningen søge tilladelse til opsætning af skilte, og de udpegede indsatser vedrørende forsøget vil blive sat i gang.

Såfremt forsøget iværksættes, vil resultatet af forsøgene samt kortlægningen af tomgangskørsel blive forelagt Teknik- og Miljøudvalget med henblik på en beslutning om evt. permanent skiltning om forbud mod tomgangskørsel. Kampagnen bliver igangsat på baggrund af resultaterne af kortlægningen af tomgangskørslen og forelægges Teknik- og Miljøudvalget til godkendelse inden.

 

Pernille Andersen                                     

                                                                  /  Jakob Møller Nielsen

 

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 21. september 2015

Indstillingen blev godkendt.
Til top