Mødedato: 19.12.2022, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Høringssvar til udkast til Københavns Kommunes Handicappolitik 2023-2026

Se alle bilag

Københavns Kommunes nuværende handicappolitik udløber ved udgangen af 2022, hvorfor der skal vedtages en ny, der gælder for perioden 203-2026. Socialforvaltningen har sendt udkast til ny handicappolitik i høring i fagudvalgene. Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til udvalgets høringssvar, som indeholder mindre tekstnære bemærkninger.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender:

  1. at det vedlagte høringssvar, jf. bilag 4, udgør Teknik- og Miljøudvalgets høringssvar til Københavns Kommunes Handicappolitik 2023-2026 og sendes til Socialforvaltningen. Socialforvaltningen forelægger politikken til Borgerrepræsentationen til videre behandling og godkendelse.

 Problemstilling

Københavns Kommunes nuværende handicappolitik udløber ved udgangen af 2022. På den baggrund har Socialforvaltningen i samarbejde med kommunens øvrige forvaltninger udarbejdet udkast til en ny handicappolitik for Københavns Kommune gældende for perioden 2023-2026. Udkastet er vedlagt som bilag 2. Socialforvaltningen besluttede på mødet den 21. september 2022 at sende udkastet til høring i kommunens fagudvalg. Høringsperioden er 28. oktober 2022 til 3. januar 2023. Borgerrepræsentationen skal vedtage den nye handicappolitikpolitik – forventeligt medio 2023.

Løsning

Socialforvaltningen er tovholder for arbejdet med at udarbejde en ny handicappolitik, og alle forvaltninger har bidraget til målsætninger, som særligt vedrører den enkelte forvaltning. Teknik- og Miljøforvaltningen har bidraget til målsætning 3 om universelt design, som er i tråd med forvaltningens fortsatte arbejde med at forbedre den fysiske tilgængelighed i byen. Fx forbedrer forvaltningen kontinuerligt tilgængeligheden ved at bygge ramper af asfalt op til kantstenen, så der bliver nemmere adgang mellem fortove og kørebane, samt etablerer ledelinjer og opsætter signalanlæg med lydfyr, som svagtseende og blinde kan orientere sig efter. På baggrund af forslag fra Handicaprådet er forvaltningens uddannede tilgængelighedsrevisorer i gang med at planlægge undervisningsforløb, som skal styrke udgående tilsynsmedarbejderes kompetencer indenfor tilgængelighed på offentlige veje.

Københavns Kommune har allerede mange initiativer og tilbud til borgere med handicap (jf. Københavns Kommunes handicappolitik 2018-2022). Den nye handicappolitik bygger ovenpå dette arbejde og er retningsgivende for politiske prioriteringer på handicapområdet i de kommende år.

Den overordnede vision med handicappolitikken er fortsat at sikre, at borgere med handicap har mulighed for at leve et selvstændigt liv med høj livskvalitet.

Handicappolitikken har seks overordnede målsætninger:

  1. Mere tillid mellem borgere med handicap og medarbejdere i Københavns Kommune.
  2. Lettere adgang til hjælp.
  3. Københavns Kommune vil arbejde med universelt design, så byen bliver mere tilgængelig for flere.
  4. Børn og unge med handicap trives og lærer bedre i dagtilbud, fritidstilbud og skole.
  5. Flere skal have adgang til beskæftigelse og uddannelse – Københavns Kommune vil føre an som det gode eksempel.
  6. Hverdagsliv med livskvalitet.

Målsætningerne er foldet ud i politikken. Efter hver målsætning fremgår det, hvilken forvaltning/hvilke forvaltninger der skal bidrage til at nå de enkelte målsætninger.  Den enkelte forvaltning er ansvarlig for at udarbejde en indsatsplan for forvaltningens arbejde hermed. Indsatsplanen skal forelægges de respektive fagudvalg i 2023. Teknik- og Miljøforvaltningen skal bidrage til målsætning 3 om universelt design og målsætning 5 om, at flere skal have adgang til beskæftigelse og uddannelse. Socialforvaltningen vil i 2025 være tovholder på udarbejdelse af en fælles status for arbejdet på tværs af forvaltningerne.

Høring

Udkast til Københavns Kommunes Handicappolitik 2023-2026 er i høring i fagudvalgene i perioden 28. oktober 2022 til 3. januar 2023. Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet et udkast til Teknik- og Miljøudvalgets høringssvar til handicappolitikken på baggrund af en intern høring i forvaltningen. Høringssvaret er vedlagt som bilag 4.

Teknik- og Miljøforvaltningen har kun mindre tekstnære bemærkninger. Se alle bemærkninger i bilag 4.

Socialforvaltningen har inddraget Københavns Kommunes Handicapråd i arbejdet med at udarbejde en ny handicappolitik, og rådet har givet bemærkninger til et tidligt udkast til den nye handicappolitik. Desuden har en gruppe centrale interessenter herunder bl.a. Centerrådet, Brugerrådet, Dialogforum, Frivilligrådet, Ældrerådet, Udsatterådet og Handicapaktivisterne været inviteret til at give bemærkninger til udkastet til politikken forud for nærværende politiske behandling i Teknik- og Miljøudvalget og de øvrige politiske fagudvalg. Interessenternes input er vedlagt som bilag 3. Handicappolitikken har været offentliggjort på høringsportalen ’Bliv Hørt’, hvor borgere og andre interessenter har haft mulighed for at give deres bidrag til politikken i perioden 28. oktober til 1.december 2022.

Politisk handlerum

Teknik- og Miljøudvalget har på mødet mulighed for at komme med konkrete ændringsforslag eller tilføjelser til høringssvaret.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt høringssvaret til Københavns Kommunes Handicappolitik 2023-2026, vil Teknik- og Miljøforvaltningen sende høringssvaret til Socialforvaltningen. Udvalgets høringssvar vil indgå i det videre arbejde med handicappolitikken, inden den forelægges Socialudvalgets primo 2023 og derefter oversendes til Borgerrepræsentationen til videre behandling og godkendelse.

                            

                                  Søren Wille

                                                                   / Karsten Biering Nielsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 19. december 2022

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

 

”For det Konservative Folkeparti er det væsentligt at folk med handicap ikke stilles ringere når det kommer til affaldssortering, når der lukkes affaldsskakte eller der ikke installeres affaldsskakte ved nybyggeri.”

 

Til top