Underjordisk parkeringsanlæg på Jarmers Plads og Dantes Plads, Indre By
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik og Miljøudvalget godkender,
- at forundersøgelse om opførsel af to underjordisk parkeringsanlæg på Jarmers Plads og Dantes Plads i Indre By tages til efterretning, jf. bilag 1.
Problemstilling
I Overførselssagen 2015-2016 (BR 28. april 2016) (A, B, C, I, F, O og V) blev der afsat 1,8 mio. kr. til: ”Forprojektering for etablering af underjordiske parkeringsanlæg på Dantes Plads og Jarmers Plads. Såfremt disse parkeringsanlæg etableres, er parterne enige om at nedlægge et antal parkeringsplader på terræn svarende til en fjerdedel af de tilvejebragte pladser, jf. budgetaftalen 2016.”
Teknik- og Miljøudvalget skal med denne indstilling tage forundersøgelsen til efterretning.
Løsning
Som en del af forprojekteringen har forvaltningen gennemført en forundersøgelse for at belyse de muligheder og konsekvenser, som vil være forbundet med nyetablering af underjordisk parkeringsanlæg på Dantes og Jarmers Plads. Forundersøgelsen giver tillige en indikation på, hvilken samlet anlægspris, der kan forventes, således at projektet kan indgå i forhandlingerne om Budget 2018. Forundersøgelsen har undersøgt muligheden for både fuldautomatiske og konventionelle parkeringsanlæg, herunder antallet af parkeringspladser, byrumspotentiale samt anlægs- og driftsøkonomien, jf. bilag 2.
Dantes Plads er på nuværende tidspunkt i udbud om etablering af privat, underjordisk parkeringsanlæg, jf. indstillingen fra Teknik- og Miljøudvalgs møde den 27. februar 2017. Udbuddet og forundersøgelsen er koordineret undervejs, hvorfor forundersøgelsen er tilrettelagt således, at resultaterne vil kunne bruges både som baggrund for et kommunalt anlægsprojekt eller som udgangspunkt for dialog med en privat bygherre.
Forvaltningen vurderer på baggrund af forundersøgelsen, at etablering af underjordiske parkeringsanlæg på de to placeringer er konstruktionsmæssigt muligt, men kompliceret, hvilket også afspejles i priserne. Kompleksiteten ses ved, at det generelt er forbundet med store vanskeligheder at anlægge underjordiske parkeringsanlæg i områder med tæt bebyggelse, bevaringsvarige bygninger, fortidsminder, ligesom de særlige jordbundsforhold i København kan fordyre projekterne.
Det vil generelt være lidt billigere at anlægge et fuldautomatisk underjordisk parkeringsanlæg frem for konventionelt underjordisk anlæg, mens et konventionelt anlæg vil være billigere i drift. Mængden af mekaniske og elektroniske dele gør fuldautomaske anlæg dyrere i drift end konventionelle anlæg. Driftsudgiften for et fuldautomatisk anlæg er baseret på priser for driften af kommunens tre eksisterende fuldautomatiske anlæg.
Forvaltningen anbefaler som bedste løsning at etablere et konventionelt anlæg på Jarmers Plads, hvor prisen for ca. 209 parkeringspladser vil være ca. 1,1 mio. kr./plads, svarende til i alt 234 mio. kr. Investeringer i parkeringsanlægget kan over en 15-årig periode modregnes i reduktionen af bloktilskuddet til kommunen. Ved at anlægge et konventionelt underjordisk parkeringsanlæg på Jarmers Plads har området, der nu fremstår uudnyttet, mulighed for at blive omdannet til et nyt sammenhængende grønt og rekreativt byrum med forbindelse til byen og til gavn for bløde trafikanter, idet der ikke vil være krydsende biltrafik. Ramperne til anlægget placeres i kanten af pladsen. Trafikken på Nørre Voldgade flyttes nord for Jarmers Tårn, som integreres i pladsdannelsen for at tilgodese tårnets kulturhistoriske værdi i overensstemmelse med intentionerne i Fællesskab København om en levende by, hvor københavnerne opholder sig 20 % mere i byens rum, og hvor 75 % oplever byen som grøn og med kant.
I forhold til et parkeringsanlæg på Dantes Plads er et parkeringsanlæg på Jarmers Plads placeret mere synligt og der er let adgang fra H.C. Andersens Boulevard. Derudover er Dantes Plads allerede i dag et veldefineret, åbent og grønt byrum, der blev renoveret og indviet i 2013.
Jarmers Plads
Der er udarbejdet forundersøgelse af tre forskellige typer af parkeringsanlæg på Jarmers Plads, et konventionelt og to fuldautomatiske, et lille og et stort. Jarmers Plads fungerer i dag som parkeringsplads med 41 parkeringspladser. Området har en belægningsgrad på 98 % kl. 12 og 77 % kl. 22. Tabel 1 viser de forskellige typer anlæg, det vurderede minimum antal parkeringspladser, pris pr. parkeringsplads, den samlede pris for anlægget og antal træer der fælles og nyplantes. Alle anlægsoverslagene indeholder 25 % i uforudsete udgifter og 25 % i risikotillæg.
Tabel 1. Parkeringsanlæg på Jarmers Plads
Jarmers Plads |
Antal pladser |
P-plads nedlagt i terræn |
Estimeret udgift pr. plads (1.000 kr.) |
Samlet udgift (1.000 kr.) (*) |
Træer der fældes (Nye træer) |
Konventionelt |
209 |
-47 |
1.122 |
234.454 |
-2 (20) |
Fuldautomatisk lille |
213 |
-47 |
1.058 |
225.405 |
-2 (15) |
Fuldautomatisk stort |
366 |
-47 |
955 |
349.686 |
-2 (15) |
(*) De estimerede udgifter er med etablering af byrum ovenpå parkeringsanlægget og tallene er effektiviseret med 2,7 %. Priserne er ikke medregnet 40 % i medfinansiering af parkeringsdeklarationer.
Langs H.C. Andersens Boulevard ligger et større fjernvarmeanlæg. Dette ligger i vejen for det konventionelle parkeringsanlæg, men fjernvarmeanlægget er planlagt taget ud af drift i 2021, hvorefter anlæg af parkeringsanlægget kan ske uhindret.
Krydset H.C. Andersens Boulevard og Nørre Voldgades nuværende form er indrettet til at håndtere en lang større trafikmængde, end der er behov for efter at vejarealet ved Nørreport er blevet reduceret. Derfor forslås det, at reducere de eksisterende vejbaner på Nørre Voldgade ud for Jarmers Tårn, og derved skabe en større pladsdannelse mellem Jarmers Tårn og den eksisterende bebyggelse. Trafikafviklingen i krydset forventes uændret, dog vil bilister fra Hammerichsgade kunne opleve en større ventetid i myldretiden. Hammerichsgade indgår i den trafikplan for området ved banegraven, som forvaltningen har under udarbejdelse, jf. Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 6. februar 2017 om ”Udvikling af Vesterport banegrav”.
Brugerne af parkeringsanlægget på Jarmers Plads skønnes at være lokale beboere, gæster og arbejdspladserne i området. For såvel et konventionelt som et fuldautomatisk anlæg gælder det, at indkørslen sker fra lokalgaden langs med H.C. Andersens Boulevard og udkørsel via Vester Voldgade, hvorfor det ikke har konsekvens for trafikken på de omkringliggende veje. Ved begge typer parkeringsanlæg nedlægges alle parkeringspladserne på terræn samt fem parkeringspladser på Nørre Voldgade på grund af det nye vejforløb. Ved etablering af et konventionelt anlæg vil Jarmers Plads blive en samlet grøn og rekreativ plads, mens pladsen ved et fuldautomatisk til dels vil blive optaget af vejadgang til elevatorbygningerne midt på pladsen. Dog vil det være muligt at lave et fuldautomatisk anlæg med underjordisk indkørsel.
Dantes Plads
Der er udarbejdet forundersøgelse af tre forskellige typer af parkeringsanlæg på Dantes Plads, et konventionelt og to fuldautomatiske, et lille og et stort. Dantes Plads fungerer i dag som et rekreativt byrum med 49 parkeringspladser, beliggende mod H.C. Andersens Boulevard. Området har en belægningsgrad på 88 % kl. 12 og 79 % kl. 22.
Tabel 2 viser de forskellige typer anlæg, det vurderede minimum antal parkeringspladser, pris pr. parkeringsplads, den samlede pris for anlægget og antal træer der fælles og nyplantes. Alle anlægsoverslagene indeholder 25 % i uforudsete udgifter og 25 % i risikotillæg.
Tabel 2. Parkeringsanlæg på Dantes Plads
Dantes Plads |
Antal pladser |
P-plads nedlagt i terræn |
Estimeret udgift pr. plads (1.000 kr.) |
Samlet udgift (1.000 kr.)(1) |
Træer der fældes (Nye træer) |
Konventionelt |
228 |
-30 |
979 |
223.148 |
-24 (25) |
Fuldautomatisk lille |
232 |
-49 |
914 |
212.026 |
-20 (24) |
Fuldautomatisk stort |
405 |
-49 |
850 |
344.316 |
-20 (24) |
(1) De estimerede udgifter er med etablering af byrum ovenpå parkeringsanlægget og tallene er effektiviseret med 2,7 %. Priserne er ikke medregnet 40 % i medfinansiering af parkeringsdeklarationer.
Brugerne af parkeringsanlægget på Dantes Plads skønnes at være lokale beboere og arbejdspladserne i området. Dette er understøttet af, at anlægget ligger i et område med en del ensretninger på Vester Voldgade og de omkringliggende gader, hvor gennemkørende trafik er meget begrænset. Dette betyder, at det kun er trafik, som har ærinde og kendskab til området, som vil benytte anlægget. Ved anlæg af det konventionelle anlæg bevares 19 parkeringspladser på terræn og alle parkeringspladserne på terræn nedlægges ved anlæg af fuldautomatisk.
Dantes Plads opleves i dag som et åbent og veldefineret byrum. Ved anlæg af det konventionelle anlæg bevares denne åbenhed og kontakt på tværs af pladsen. Nedkørselsramperne til parkeringsanlægget placeres i skyggesiden af pladsen med ind/udkørselsvej fra Vester Voldgade og elevatortårne placeres centralt på pladsen, så den åbne karakter og sigtelinjerne bevares. Pladsens særlige bølgende teglbelægning, der i dag er karakteristisk for Dantes Plads, kan genskabes i store træk, men det bliver mindre og kortere bølger. Ved anlæg af fuldautomatisk anlæg optages mere plads i terræn af de tekniske anlæg (elevatorbygningen). Dog vil det være muligt at lavet fuldautomatisk anlæg med underjordisk indkørsel.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for kommunen.
Videre proces
Forundersøgelsens danner grundlag for et budgetnotat, som kan indgå i forhandlingerne om Budget 2018.
Pernille Andersen
/Anders Møller
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 19. juni 2017
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.