Mødedato: 19.06.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 244 "Ydre Nordhavn" - Opfyldning af ØTC-bassin, Østerbro

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til at sende forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan Ydre Nordhavn i høring. Forslaget vil muliggøre opfyldning af dokken - kaldet ØTC-bassinet - i Ydre Nordhavn, til kote 3  meter over dansk normal vandoverflade.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 244 ”Ydre Nordhavn” (bilag 1) offentliggøres på Københavns Kommunes hjemmeside ”Bliv Hørt” og udsendes i offentlig høring i 8 uger.

Problemstilling

For at sikre yderligere deponeringskapacitet for ren og forurenet jord i Københavns Kommune, vedtog Borgerrepræsentationen den 10. november 2016 forslag til at bortskaffe ren jord på kort sigt. For at skabe mest mulig kapacitet blev blandt andet indstillingens løsningsforslag II med en fuld opfyldning af dokken, kaldet ØTC-bassinet, til kote 3 meter over dansk normal vandoverflade, vedtaget. Da dokken ifølge lokalplanen skal retableres som havnebassin, forudsætter en fuld opfyldning, at der udarbejdes et tillæg til lokalplanen for Ydre Nordhavn.

Løsning

Med denne indstilling fremsættes tillæg nr. 1 til lokalplan Ydre Nordhavn, der muliggør en opfyldning af dokken. Herudover fastholdes bestemmelserne i lokalplan 244.

Dokken har i perioden 1996-1999 været brugt til at udskibe tunnelelementer til Øresundstunnelen. Vandforbindelsen mellem dokken og Øresund blev lukket i 2012 ved opfyldning med hjemmel i lov om Metroselskabet I/S og Arealudviklingsselskabet I/S, da krydstogtterminalen i Nordhavn blev etableret. Dermed kan dokken ikke længere indrettes som havnebassin, da der ikke er adgang for ind- og udsejling af skibe og henligger derfor som inaktivt vandbassin. Området kan fortsat anvendes til havneformål samt handels-, lager-, oplags-, transport-, værksteds- og industrivirksomheder med en naturlig tilknytning til havnen, som angivet i lokalplan 244.

Endelig vedtagelse af bestemmelserne i tillæg nr. 1 til lokalplanen om overførsel af arealet til byzone forudsætter, at første revisionsgennemgang af landsplandirektiv Fingerplan 2017, som blandt andet indeholder at overføre ØTC-bassinet til byzone, er vedtaget af erhvervsministeren, hvilket forventes at ske medio 2017.

Intern høring

Der er foretaget intern høring i forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanforslaget, herunder af Østerbro Lokaludvalg, der vil blive hørt igen, når forslaget sendes i offentlig høring. Følgende synspunkter har været fremført af lokaludvalget:

  1. Lokaludvalget mener, at bassinet frem for at fyldes op til kote 3 kun bør fyldes op, så bassinet stadig kan anvendes rekreativt som led i den havnepark, der indgår i Nordhavnsudviklingen. Havneparken skal skabe afstand mellem de kommende boligområder og de støjende havnefunktioner som krydstogtkaj og containerhavn.
  2. Lokaludvalget foreslår derfor, at der tages initiativ til, at den nuværende Fingerplan ændres, så sidste etape af Nordhavns landområde indgår. Fingerplan 2017 er i offentlig høring nu. Lokaludvalget henviser til Revisionsforslagets paragraf 6, litra 5.

Forvaltningens bemærkninger

  1. Området ligger indenfor kommuneplanens perspektivområde og må som sådan ikke byudvikles før 2027. Lokalplantillægget muliggør alene en opfyldning af bassinet til kote 3 meter, jf. Borgerrepræsentationens beslutning på mødet den 10. november 2016 om at forberede og etablere løsningen hurtigst muligt. Indretning og udformning af området, herunder fastlæggelsen af eventuelle vandarealer og rekreative områder må afvente den fremtidige planlægning af området, hvor lokaludvalgets ønsker vil kunne indgå. Området kan fortsat anvendes til havneformål og tekniske anlæg.
  2. Forslag til Fingerplan 2017 er det foreløbige resultat af Fingerplanrevisionens første revisionsgennemgang (spor 1). Forslag til kommunens høringssvar blev godkendt af Borgerrepræsentationen den 18. maj 2017. Inddragelse af sidste etape af Nordhavns landområde i Fingerplanen er ikke en del af høringssvaret. Erhvervsstyrelsen forventer at igangsætte Fingerplanrevisionens anden revisionsgennemgang (spor 2) i løbet af juni 2017 og vil i den forbindelse blandt andet indkalde forslag fra kommunerne. Forvaltningen har noteret sig lokaludvalgets forslag, som vil indgå i forvaltningens overvejelser om det videre arbejde med anden revisionsgennemgang.

Miljøvurdering

Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at lokalplanen ikke medfører miljømæssige konsekvenser, der betyder, at der skal udarbejdes en miljørapport i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt lokalplanforslaget, sender Teknik- og Miljøforvaltningen planforslaget i høring i 8 uger. Planforslaget kan sendes i offentlig høring umiddelbart efter, at Teknik- og Miljøudvalget har godkendt lokalplanforslaget, jf. Borgerrepræsentationens delegation af den 12. november 2015.

Efter offentlighedsfasen vil forvaltningen gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslaget. Denne forventes forelagt Borgerrepræsentationen ultimo 2017.

 

Pernille Andersen

/Jakob Møller Nielsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 19. juni 2017

Indstillingen blev godkendt.

Til top