Håndtering af byggesager i Forfatterkvarteret, Valby
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til midlertidige retningslinjer for behandling af byggesager i Forfatterkvartet i Valby, frem til at Teknik- og Miljøudvalget har godkendt forslag til bevarende lokalplan for Forfatterkvarteret. Efter påbegyndelse af en bevarende lokalplan, har forvaltningen modtaget tre byggeønsker i området, og ønsker derfor afklaring på hvordan disse skal håndteres.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at Teknik- og Miljøforvaltningen behandler indkomne byggeønsker efter retningslinjerne nedenfor i afsnittet Løsning, indtil der er offentliggjort et forslag til bevarende lokalplan for Forfatterkvarteret.
Problemstilling
Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 18. november 2024, at der indledes proces for nedlæggelse af § 14-forbud på Karensvej 18. Dette er med henblik på at udarbejde en bevarende lokalplan, der regulerer ny bebyggelse på ejendommen og i Forfatterkvarteret i øvrigt, samt udpeger bevaringsværdige bebyggelser. I forlængelse af dette besluttede Teknik- og Miljøudvalget den 10. marts 2025, at der indledes proces for nedlæggelse af § 14-forbud på Bjørnsonsvej 45C med henblik på at sikre, at et kommende byggeri på ejendommen vil være omfattet af den bevarende lokalplan, der udarbejdes for Forfatterkvarteret.
Efterfølgende har forvaltningen modtaget byggeønsker fra tre grundejere i området. Det drejer sig om tilbygninger på henholdsvis 42 m2 og 40 m2, på to dobbelthuse Trekronergade 41 og Trekronergade 97. Endvidere er der byggeønske om udskiftning og isolering af tag på Kløverbladsgade 9 (bilag 2). Forvaltningen forventer, at indtil der er offentliggjort et bevarende lokalplanforslag, løbende vil indkomme byggeønsker i området.
Løsning
Forvaltningen anbefaler, at der indledes en proces for nedlæggelse af § 14-forbud på Trekronergade 41 og Trekronergade 97 for at sikre, at de kommende tilbygninger på ejendommene vil være i overensstemmelse med en kommende bevarende lokalplan (bilag 2).
De to sager forventes at blive forelagt Teknik- og Miljøudvalget i tredje kvartal af 2025.
Forvaltningen anbefaler, at der meddeles tilladelse til tagudskiftning Kløverbladsgade 9. Det eksisterende røde tegltag udskiftes med nyt rødt tegltag. Gesimsen, der afslutter facaden, forhøjes med en teglsten, så der bliver plads til isolering under det nye tag. Lignende løsning er udført på den anden halvdel af dobbelthuset. Det vurderes, at dette vil være i overensstemmelse med den kommende lokalplan (bilag 2).
For at ensrette sagsgangen i kommende byggesager foreslår forvaltningen, at sagerne håndteres efter kriterierne nedenfor. I tvivlstilfælde eller i sager, der falder udenfor de opstillede kriterier, orienteres Teknik- og Miljøudvalget om sagen (bilag 2).
Indledende høring
Der er foretaget indledende høring af Valby Lokaludvalg i forbindelse med den bevarende lokalplan, der er under udarbejdelse, der vil blive hørt igen, når forslag til lokalplan sendes i offentlig høring. Lokaludvalget har følgende hovedsynspunkter:
- Husene i Forfatterkvarteret har mange tidstypiske detaljer og mange fælles arkitektoniske træk, som bør bevares. De tidstypiske huse danner et harmonisk helhedsindtryk. Det taler for en høj beskyttelse mod nedrivning.
- En lokalplan vil sikre bevaring af kvarterernes værdier skabe bevidsthed og stolthed blandt beboerne om disse værdier.
- Tilbygninger og nybyggeri bør ske i sammenhæng og harmoni med, at det eksisterende kvarter sikres.
- De grønne forhaver, hække/stakitter er fællesnævner og væsentlige for kvarterernes udtryk. De grønne forhaver bør sikres, da de er truet af omdannelse til befæstede arealer til parkering mm.
- Kvarterets haver har mange gamle træer, der bør bevares.
- Kvarterernes beboere bør inddrages mest muligt i alle stadier af planens tilblivelse.
Forvaltningens bemærkninger
Ad. 1-3. Forvaltningen er enig i lokaludvalgs synspunkter, herunder bl.a. at tilbygninger bør ske i harmoni med de eksisterende bygninger og områdets karakter i øvrigt.
Ad. 4-5. Forvaltningen er enig i, at de grønne træk og mange bevaringsværdige træer bør sikres i lokalplanen.
Ad. 6. Forvaltningen vil i samarbejde med lokaludvalget inddrage beoerne i området i udformningen af lokalplanen
Politisk handlerum
Det kan besluttes,
- at alle byggeønsker skal behandles politisk.
- at der gives videre rammer for, hvad forvaltningen kan give byggetilladelse til, fx til tilbygninger eller andre ændringer, der ikke er synlige fra gade.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt kriterier for håndtering af byggeønsker frem til offentliggørelse af planforslaget, vil forvaltningen behandle byggeønsker som vist ovenfor. Udvalget orienteres også om evt. sager, der falder udenfor de opstillede kriterier.
Forvaltningen forventer at forslag til bevarende lokalplan for Forfatterkvarteret i Valby kan behandles i Teknik- og Miljøudvalget i september/oktober, hvorefter det sendes i offentlig høring i otte uger. Lokalplanen ventes endeligt vedtaget første kvartal 2026.
Søren Wille
/ Karsten Biering Nielsen