Mødedato: 16.06.2025, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Resultat af foranalyse om forslag til nulemissionszone

Se alle bilag

På baggrund af Budget 2023 er mulighed for nulemissionszone i København undersøgt med en foranalyse og med ændring af lov om miljøbeskyttelse er det muligt at beslutte en nulemissionszone i et afgrænset byområde. Der skal derfor tages stilling til at sende forslag om etablering af nulemissionszone på Indre Vesterbro i offentlig høring og sideløbende i høring hos Miljøstyrelsen. Sammenlignet med andre undersøgte zoneafgrænsninger vil en nulemissionszone på Indre Vesterbro trods en mindre geografisk størrelse have væsentlig effekt på miljø og klima og medføre begrænset omvejskørsel. Det foreslås, at zonen træder i kraft for persontrafik primo 2027 og for erhvervstrafik medio 2028. Dette forudsætter dog, at der afsættes midler i forhandlingerne om Budget 2026.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Københavns Kommune sender forslag om at etablere en nulemissionszone på Indre Vesterbro med ikrafttrædelse for persontrafik primo 2027 og for erhvervstrafik medio 2028 i otte ugers offentlig høring og i høring hos Miljøstyrelsen, jf. løsningsafsnit.
  2. at Teknik- og Miljøforvaltningens forslag til drift og etablering af nulemissionszonen indgår i forhandlingerne om Budget 2026, jf. løsningsafsnit og økonomiafsnit.

Problemstilling

Ved Budget 2023 (BR 6. oktober 2022) (B, C, D, I, O, V, Ø og Å) blev der afsat 0,8 mio. kr. til foranalyse og udarbejdelse af forslag til at indføre nulemissionszoner, jf. bilag 2. Med ændring af lov om miljøbeskyttelse, som trådte i kraft den 1. januar 2025, gives kommunalbestyrelsen bemyndigelse til at beslutte én nulemissionszone i et afgrænset, sammenhængende byområde for enten persontrafik (beboere undtaget) eller for al trafik. Miljøstyrelsen kan gøre indsigelse mod kommunens forslag til zone inden for 10 uger efter modtagelse af høringssvar, hvis styrelsen vurderer, at etableringen strider mod overordnede samfundsmæssige interesser eller ikke overholder kravene i lovgivningen. Etablering af zonen skal varsles mindst seks måneder før ikrafttrædelse for private køretøjer og mindst 12 måneder før ikrafttrædelse for erhvervskøretøjer. Teknik- og Miljøudvalget har besluttet (TMU 10. marts 2025), at den kommende nulemissionszone omfatter al trafik (persontrafik og erhvervstrafik), at den videre analyse af mulige nulemissionszoner afgrænses til zonerne Indre Nørrebro, Indre og Ydre Nørrebro sammenlagt, Indre Østerbro og Indre Vesterbro (se bilag 2 for illustration af geografisk afgrænsning), samt at mulighederne for at differentiere indfasningsperioden på erhvervskørsel inddrages i dialogen med lokale aktører.

Løsning

Anbefaling til valg af nulemissionszone
Forvaltningens analyse peger på, at de fire forslag til nulemissionszoner har forskellige fordele og ulemper. Zonen Indre Vesterbro har næststørst effekt ift. klima og miljø af de fire zoner (ca. 20 % mindre end Indre + Ydre Nørrebro), men medfører til gengæld under en fjerdedel så meget omvejskørsel som Indre + Ydre Nørrebro. Zonen Indre + Ydre Nørrebro, hvis areal er næsten dobbelt så stort som Indre Vesterbro, giver de største effekter i forhold til klima og miljø, men medfører til gengæld mest omvejskørsel og afledt trængsel. Forvaltningen indstiller på den baggrund at sende Indre Vesterbro i høring. Anbefalingen skal ses i relation til, at oplysningsgrundlaget i en offentlig høring om etablering eller udvidelse at en nulemissionszone (jf. bekendtgørelsen til lovgivningen, bilag 4) foruden oplysninger om antal beboere, elbiler og ladestandere i zonen, adgang til offentlig transport mm. bl.a. skal indeholde:

  • en konsekvensvurdering, der redegør for, at den påtænkte zone ikke vil medføre uforholdsmæssig øget omvejskørsel for fossile køretøjer
  • en konsekvensvurdering for det eksisterende erhverv i den påtænkte zone
  • eventuel beskrivelse af miljøgevinsten og de støj- og klimamæssige virkninger ved etablering eller geografisk udvidelse af en nulemissionszone.

Gennemgang af de enkelte zonerIndre + Ydre Nørrebro: Zonen har den største effekt på klima og miljø, men har til gengæld væsentlig mere omvejskørsel og afledt trængsel end de andre zoner, hvilket skyldes, at Jagtvej er inkluderet i zonen. Dette medfører trængsel på de alternative veje rundt om zonen og kan øge sandsynligheden for, at zonen ikke kan godkendes af Miljøstyrelsen. Zonen har samtidig den største påvirkning på erhvervslivet målt på antal arbejdspladser og næststørst antal varebiler, der skal omlægges til el. Muligheden for parkering i randområderne i dagtimerne målt på belægningsprocent varierer. Sammenlignet med de andre zoneforslag ligger denne zone i midterfeltet.

Indre Vesterbro: Zonen har den næststørste effekt på klima og miljø. Den afledte mængde omvejskørsel er næststørst, men dog væsentligt mindre end Indre + Ydre Nørrebro. Effekten på erhvervslivet målt ved antal arbejdspladser er næststørst, mens effekten målt på antal varebiler, der skal omstilles til el, er størst. Zonen har de ringeste muligheder for parkering i randzonerne i dagtimerne.

Indre Østerbro: Zonen medfører den mindste effekt på klima og miljø, mens den afledte mængde omvejskørsel er næstmindst. Zonen har den mindste effekt på erhvervslivet målt ved antal arbejdspladser, og næst mindste effekt målt på antallet af varebiler, der skal omstilles til el. Endelig har zonen de bedste muligheder for parkering i randområderne i dagtimerne.

Indre Nørrebro: Zonen medfører den næstmindste effekt på klima og miljø, mens også den afledte mængde omvejskørsel er lille. Det skyldes, at zonen allerede i dag har begrænsede muligheder for gennemkørsel. Effekten på erhvervslivet målt ved antal arbejdspladser ligger i midterfeltet af de foreslåede zoner, mens antallet af varebiler, der skal omstilles til el, er mindst. Muligheden for parkering i randområderne i dagtimerne varierer. Sammenlignet med de andre zoneforslag ligger den i midterfeltet.

Nedenstående skema viser den geografiske størrelse på zonerne og de vurderede effekter (pr. år):

 

Indre Nørrebro

Indre + Ydre Nørrebro

Indre Vesterbro

Indre Østerbro

Areal i km2

1,7

3,0

1,6

1,7

Klima (ton CO2 pr. år)

-12.300

-21.100

-17.400

-10.900

Bymiljø (luftforurening og støj)

(enhed: samfundsøkonomisk værdi i mio. kr. pba. transportøkonomiske enhedspriser pr. år)

8

14

12

7

Omvejskørsel(km i bil pr. døgn)

3.000

33.000

10.000

7.000

Erhvervsliv (antal arbejdspladser / fossile varebiler i zonen, der skal omlægges til el)

22.800 / 330

34.100 / 690

30.400 / 710

16.100 / 470

Parkering i randområder (belægningsprocent kl. 12 /antal p-pladser)

53-96% / 21.000

53-96% / 25.000

63-96% / 25.000

45-73% / 14.000

Forvaltningen har været i dialog om blandt andet indfasningsperioden i forbindelse med etablering af en nulemissionszone med lokaludvalgene i de udvalgte bydele (Nørrebro, Vesterbro og Østerbro), med Frederiksberg Kommune samt med Dansk Industri, Dansk Erhverv, DTL – Danske Vognmænd, FDM og Dansk PersonTransport. I dialogen er der foruden bemærkninger til indfasningsperioden kommet overordnede bemærkninger til nulemissionszoner, hvilke er sammenfattet i bilag 3.

Anbefaling i forhold til indfasningsperiode
På baggrund af analysen og dialog med aktørerne foreslås en ikrafttrædelse for persontrafik primo 2027 og for erhvervstrafik medio 2028.

Udgifter til etablering og drift
Det er forvaltningens umiddelbare vurdering, at der skal afsættes midler til følgende:

  • Opsætning af skilte ved ind- og udkørsler til zonen samt infotavler inde i zonen (0,6-2,0 mio. kr.).
  • Etablering og drift af softwaresystem til administration af ordningen (1,5 – 10 mio. kr.).
  • Kommunikation (0,5 mio. kr.).
  • Ekstra p-vagt til kontrol af ordningen (0,7 mio. kr. årligt).
  • Sagsbehandling (dispensationer og klager) (1,3 mio. kr. årligt).
  • Mindreindtægter på parkeringsområdet (0,4-0,7 mio. kr. årligt).

 

Politisk handlerum

Teknik- og Miljøudvalget kan beslutte, at:

  • En anden nulemissionszone end den indstillede (dvs. Indre Østerbro, Indre Nørrebro eller Indre og Ydre Nørrebro samlet) sendes i offentlig høring og i høring hos Miljøstyrelsen.
  • Vælge andre ikrafttrædelsestidspunkter end de foreslåede for erhvervstrafik og/eller persontrafik. Det kan fx være, at ikrafttrædelse for alle typer trafik træder i kraft i 2028.
  • Pålægge forvaltningen at gennemføre en længere offentlig høringsperiode, hvilket dog kan forsinke den samlede tidsplan. 

Økonomi

Gennemførelse af etablering og drift af nulemissionszonen afhænger af, at Borgerrepræsentationen afsætter finansiering i Budget 2026, jf. ovenstående. Teknik- og Miljøforvaltningen er forpligtet til at udarbejde budgetnotat på baggrund af foranalyse, jf. Økonomiforvaltningens årlige indkaldelsescirkulære.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen udarbejde et budgetnotat om etablering og drift af zonen, der kan indgå i forhandlingerne om Budget 2026. Teknik- og Miljøforvaltningen er forpligtet til at udarbejde budgetnotat på baggrund af foranalyse, jf. Økonomiforvaltningens årlige indkaldelsescirkulære.

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil forvaltningen udarbejde høringsmateriale, som sendes i otte ugers offentlig høring og i høring hos Miljøstyrelsen, som også skal modtage de høringssvar, der kommer ind som led i den offentlige høring. Hvis Miljøstyrelsen ikke har indsigelse pba. forslaget og de indkomne høringssvar, vil zonen efterfølgende skulle godkendes endeligt af Borgerrepræsentationen.

 

Søren Wille

/Peter Højer

 

Til top