Mødedato: 15.09.2025, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Endelig vedtagelse af lokalplan Grønttorvsområdet tillæg 6, Valby

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til endelig vedtagelse af lokalplan Grønttorvsområdet tillæg 6, som muliggør opførelse af daginstitution, skolebebyggelse og boliger i byudviklingsområdet Grønttorvsområdet. Forslaget har været i offentlig høring, som har givet anledning til en række ændringer, blandt andet ændringer af bestemmelser om parkering, beplantning, mindre bygninger og bebyggelsens ydre fremtræden. Med Budget 2026 har forligsparterne besluttet at stoppe anlægsprojekt for ny skolekapacitet på Torveporten i Valby. Økonomiforvaltningen har ønsket at fastholde muligheden for skolebyggeri i lokalplanen.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende lokalplan Grønttorvsområdet tillæg 6 (bilag 2) med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning.

Problemstilling

Københavns Kommune er grundejer og bygherre for udvikling af daginstitution og evt. ny skole. Derudover har kommunen været i dialog med én øvrig bygherre for udvikling af boliger. På den baggrund ønskes lokalplanområdet anvendt til skole, daginstitution og boliger. Den nuværende lokalplan fra 2016 giver ikke mulighed for dette, hvorfor der er udarbejdet et lokalplantillæg, som muliggør udviklingsønskerne. Lokalplanområdet er en del af byudviklingsområdet Grønttorvsområdet, som ligger mellem Gammel Køge Landevej, Torveporten og Værkstedsvej og tæt på Københavns Syd Station.

Lokalplanforslaget blev godkendt i Teknik- og Miljøudvalget den 7. april 2025 og har været i høring i otte uger. Høringen har givet anledning til ændringsforslag fra forvaltningen.

Løsning

Kvarteret er kendetegnet ved en varieret bygningsstruktur, hvor tegl som byggemateriale skaber en visuel sammenhæng. Bygningshøjden i området varierer fra bebyggelsen i Håndværkerbyen fra 1948 i 1 etage med shedtag til nærliggende boligbebyggelser opført fra 1952 og frem til nyere tid imellem 3 og 21 etager.

Lokalplantillægget muliggør bebyggelse til skole, daginstitution og boliger. På grund af den nyeste behovsprognose har Børne- og Ungdomsforvaltningen konkluderet, at der ikke længere er behov for at etablere ny skolekapacitet. Børne- og Ungdomsudvalget har den 18. juni 2025 godkendt en ændring af skolestrukturen, hvor der ikke etableres en overbygningsskole på Torveporten, som nærværende lokalplan giver mulighed for. Med Budget 2026 har forligsparterne besluttet at stoppe anlægsprojekt for ny skolekapacitet på Torveporten i Valby og i stedet ændre skolestrukturen mv. på Kirsebærhavens Skole og Lykkebo Skole og endvidere at sikre midler til sikre skoleveje. Økonomiforvaltningen har ønsket at fastholde muligheden for skolebyggeri i lokalplanen.

Der foreligger på nuværende tidspunkt ikke et andet projekt for arealet. Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler i forhold til lokalplanens overordnede fremdrift og de øvrige byudviklingsprojekter, at lokalplanen vedtages uden ændringer af delområdet.

Skolen kan placeres i den nordlige del af lokalplanområdet mod Torveporten og udformes med fire fritliggende bygninger i op til 4 etager inkl. tagetage. Bygningers placering danner et afskærmet gårdrum, der kan anvendes til skolegård, og som er offentligt tilgængeligt.

Daginstitutionen kan etableres i 2 etager og placeres i den vestlige del af lokalplanområdet ud mod Værkstedsvej. I den sydøstlige del af lokalplanområdet muliggøres en bebyggelse til ungdomsboliger i 6 etager langs Gammel Køge Landevej. Bebyggelsen vil få en støjafskærmende funktion på friarealerne i området. I den sydlige del af lokalplanområdet muliggøres rækkehuslignende etagebebyggelse i 3 etager til familieboliger. Der udlægges en privat fællesvej i området, som giver adgang til boligerne fra Værkstedsvej.

Forslaget stiller krav til facadernes farver i form af brun, rødbrun, rød og gul. Der kan desuden opføres facader i materialer som træ, strå, tang, ler, kork, græs mv. Der stilles også krav til variation i facaden i form af facadeskift og varieret relief, karnapper, skift mellem stueetagen og førstesal mv. Der muliggøres tagformer som blandt andet asymmetrisk sadeltag, som giver mulighed for en inddækket tagterrasse på skolebebyggelsen. Ved boligerne muliggøres altaner og tagterrasser på de områder, som ikke er støjbelastede.

Økonomiforvaltningen ønsker, at lokalplantillægget muliggør etablering af en daginstitution til syv grupper, der forventes ibrugtaget i 2029. Børne- og Ungdomsforvaltningen oplyser, at deres befolkningsprognose for 2024 viser, at antallet af 0-5-årige børn i Valby øges med ca. 400 fra 2024 til 2030, hvilket øger pladsbehovet med ca. 20 børnegrupper.

Forslag til ændringer af lokalplanforslaget
På baggrund af den offentlige høring foreslår forvaltningen ændringer af lokalplanen. Det foreslås bl.a., at der bliver mulighed for at placere op til 50 % af bilparkeringsdækningen uden for lokalplanområdet, dog kun i området for boligprojektet (Område I), da denne bygherre har sandsynliggjort, at der kan placeres bilparkeringspladser på naboejendommen, som de selv ejer. Muligheder for tagtyper for område I udvides, så der – ud over flade tage eller ensidig taghældning på 5–30 grader – kan etableres sadeltag med hældning på op til 10 grader. Desuden reduceres arealkravet til beplantning i byrummene for skolens taghaver og daginstitutions friarealer (Byrum D og H) fra 25 % til 20 %. Forvaltningen foreslår desuden, at en bestemmelse vedr. husdybde præciseres. Præciseringen sikrer, at husdybden i delområde I ikke bliver så stor, at det vil være muligt at indrette ungdomsboliger med facader til begge sider. Gangareal kan således placeres mod Gammel Køge Landevej.

De præcise forslag til ændringer fremgår af bilag 7.

Høring
Lokalplanforslaget har været i høring fra den 10. april 2025 til den 5. juni 2025. Forvaltningen har modtaget 24 henvendelser på baggrund af høringen. De 24 modtagne henvendelser i høringsperioden vedlægges som bilag 5. I bilag 6 er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger. I høringsperioden blev der afholdt borgermøde den 30. april 2025 samt et møde om sikre skoleveje over Folehaven med skolebestyrelse og -ledelse fra Lykkebo Skole og Valby Lokaludvalg. Borgernes hovedsynspunkter i høringen er anført nedenfor.

Valby Lokaludvalg har følgende hovedsynspunkter (bilag 5, henvendelse nr. 11):

  1. Lokaludvalget bakker op om lokalplantillægget, herunder skole i fire bygninger, daginstitution samt boliger med rækkehuskarakter og blanding af senior- og familieboliger. De finder det positivt, at studieboliger udlejes som kollegieboliger og foreslår, at erhvervsuddannelseselever også omfattes.
  2. Lokaludvalget mener, at der bør findes en alternativ placering til boldbanen, hvor den ikke støjer for beboere, eller alternativt omdannes til en anden ikke støjende funktion. 12 øvrige henvendelser fra borgere deler bekymringen for støj fra boldbanen.

Forvaltningens bemærkninger

  1. Der stilles i lokalplanen krav om studieaktivitet. Forvaltningen vurderer, at erhvervsuddannelseselever er omfattet inden for denne ramme.
  2. Forvaltningen vurderer, at boldbanen giver god aktivitet, hvorfor det anbefales, at boldbanen bevares i byrummet på hjørnet mellem Torveporten og Værkstedsvej (Byrum F). Forvaltningen vurderer desuden, at boldbanen ikke vil forårsage væsentlige støjgener grundet dens begrænsede størrelse og karakter som boldbane til uorganiseret boldspil.

Hovedsynspunkter i øvrige henvendelser

  1. I 9 henvendelser fra borgere udtrykkes der bekymring for øget trafikstøj og trængsel på Værkstedsvej ved aflevering/afhentning til skolen, og der peges på sikkerhed for gående og cyklister. Mange foreslår at flytte hovedadgangen til Gammel Køge Landevej, hvor der i forvejen er busbetjening, for at mindske belastningen på Værkstedsvej.
  2. I 10 henvendelser fra borgere udtrykkes der bekymring for, at en byggehøjde på op til 22 m i delområde III opleves som dominerende i forhold til nabobebyggelsen. Der peges på skygge- og indbliksgener samt forslag om at placere den højere bebyggelse længere mod syd og begrænse højden mod Værkstedsvej.
  3. Bygherre for projektet i delområde I ønsker at kunne placere op til 50 % af de krævede bilparkeringspladser uden for lokalplanområdet for de almene boliger og har redegjort for, at nabogrunden kan rumme pladserne.
  4. Bygherre for projektet i delområde III ønsker at området til mindre bygninger i sydøstlige hjørne af skoleområdet udvides for at muliggøre en transformerstation.
  5. Bygherre for projektet i delområde I ønsker, at der muliggøres sadeltag med maks.10° hældning for at matche projektets arkitektur, som er tænkt udført som træmodulbyggeri.
  6. Børne- og Ungdomsforvaltningen ønsker mere aktivitetsplads til børn ved at reducere beplantningskravet i byrummene for daginstitutionen samt skolens taghaver (ByrumD og H) samt tillade kunstgræs i byrummet for daginstitutionen (Byrum D).
  7. Børne- og Ungdomsforvaltningen ønsker, at der sikres mulighed for at få matteret glas ved puslerum/toiletter i stueetagen.

Forvaltningens bemærkninger

  1. Forvaltningen anbefaler, at vejadgangen til lokalplanområdet fra Værkstedsvej fastholdes, da Værkstedsvej vurderes at være mest oplagt til at etablere en overkørsel til lokalplanområdet af hensyn til trafikafvikling og støjafskærmning. Der forventes at komme ca. 750 flere bilture i døgnet, svarende til en forøgelse af trafikken i spidstimen på ca. 75 bilture, hvis der kommer en skole kun med udskoling. En overkørsel som foreslået fra Gammel Køge Landevej vil forringe trafikafviklingen og svække områdets støjafskærmning. Gl. Køge Landevej er en indfaldsvej, og en overkørsel med den ovennævnte mængde trafik vil reducere kapaciteten, hvilket forvaltningen vurderer ikke er hensigtsmæssigt på en indfaldsvej. Forvaltningen anbefaler derfor, at dette ikke ændres i lokalplanen.
  2. Forvaltningen vurderer, at den højere bebyggelse i den nordlige del af området samt mod Gammel Køge Landevej vil styrke den bymæssige kant langs indfaldsvejen til byudviklingsområdet Grønttorvsområdet. Det vurderes desuden, at en lavere bebyggelse i den sydlige del af området sikre en afbalanceret overgang til Håndværkerbyen. Forvaltningen anbefaler derfor, at bebyggelsens højde i delområde III fastholdes.
  3. Forvaltningen vurderer, at bestemmelsen bør justeres, så andelen af parkeringspladser som delområde I kan tilvejebringe uden for lokalplaneområder er op til 50 %. Øvrige delområder tages ud af bestemmelsen, da det kun er bygherre fra projektet i delområde I, som har redegjort for, at bestemmelsen er realiserbar. Projekterne i de øvrige to delområder har redegjort for, at parkeringskravet kan løses inden for lokalplanområdet.
  4. Den ønskede placering af en mindre bygning vurderes at være mulig at imødekomme. Tegning 5c udvides i det sydøstlige hjørne, så en mindre bygning kan indpasses.
  5. Forvaltningen anbefaler, at ønsket om at give mulighed for at opføre bygninger i delområde I med sadeltag imødekommes.
  6. Forvaltningen vurderer, at forslaget bør imødekommes for at skabe en balance mellem beplantede arealer og arealer til øvrige aktiviteter. Lokalplanen ændres derfor, så beplantningsprocenten byrummet for daginstitutionen og skolens taghaver (byrum D og H) reduceres fra 25 % til 20 %, og så kunstgræs tillades i byrummet for daginstitutionen (byrum D).
  7. For at sikre gode indretningsmuligheder, ændres lokalplanen, så der gives mulighed for matteret glas ved fx puslerum/toiletter.

Politisk handlerum
Det kan besluttes, at:

  • Der stilles krav til, at der opføres en støjafskærmning i 4 m højde i fx glas mod boligbebyggelse samt krav til at boldbanen ikke må placeres nærmere byrummets skel mod vej end 3 m. Dette kan besluttes, uden at sagen skal i fornyet høring.
  • Der byttes om på bebyggelserne, så boligbebyggelsen med lave boligbygninger flyttes mod nord til området ved Torveporten og derved tættere på naboboligbebyggelse. Den højere skolebebyggelse i delområde III flyttes til gengæld mod syd. Dette vil kræve, at sagen sendes tilbage til forvaltningen, så der kan udarbejdes et nyt lokalplanforslag. Forvaltningen vurderer dog, at høj og mere offentlig orienteret bebyggelse langs Torveporten bedst understøtter det bymæssige præg og samtidig sikrer den lavere bebyggelse en harmonisk overgang til det bevaringsværdige kulturmiljø Håndværkerbyen i den sydvestlige del af lokalplanområdet.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør Teknik- og Miljøforvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven.

                                                      Søren Wille

                                                                       / Karsten Biering Nielsen

Til top