Mødedato: 13.12.2021, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Skiltning ved Peter von Scholtens gravmonument, Nørrebro

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til medlemsforslag om skiltning ved Peter von Scholtens gravsted på Assistens Kirkegård på Nørrebro.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at mindepladen ved Peter von Scholtens gravsted på Assistens Kirkegård bibeholdes,
  2. at eventuel supplerende skiltning på eller ved gravstedet skal følge nuværende praksis for skiltning og formidling på kirkegårde,
  3. at der hermed er gjort op med medlemsforslaget stillet af Enhedslisten på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 7. juni 2021, jf. bilag 2.

 

Problemstilling

På sit møde den 7. juni 2021 vedtog Teknik- og Miljøudvalget et ændret medlemsforslag om skiltning ved Peter von Scholtens gravmonument på Assistens Kirkegård, hvormed Teknik- og Miljøforvaltningen blev pålagt at forelægge en indstilling for Teknik- og Miljøudvalget med forvaltningens anbefaling til den fremadrettede skiltning ved gravstedet baseret på den nuværende praksis for skiltning på kirkegårde samt dialog med Dansk Vestindisk Selskab. Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Venstre benyttede sig af initiativretten, jfr. Styrelsesloven § 11, til at løfte behandling af medlemsforslaget op til Borgerrepræsentationen (jf. bilag 2).

På mødet den 24. juni 2021 traf Borgerrepræsentationen beslutning om medlemsforslaget, som vedtaget på Teknik- og Miljøudvalget den 7. juni 2021. (jf. bilag 3). 

Baggrunden for forslaget om at fjerne mindepladen var, at Teknik- og Miljøforvaltningen den 11. juli 2020 modtog en borgerhenvendelse angående skiltningen ved Peter von Scholtens gravsted på Assistens Kirkegård. Borgeren stillede i sin henvendelse spørgsmål ved skiltets indhold i forhold til Peter von Scholtens virke på De Vestindiske Øer. Forvaltningen blev på baggrund af henvendelsen opmærksom på skiltning og dens atypiske karakter. Forvaltningen var derfor allerede før medlemsforslaget begyndt at undersøge om formidlingen af gravstedet kunne tilpasses. Arbejdet med medlemsforslaget, herunder dialogen med Dansk Vestindisk Selskab, betød imidlertid, at forvaltningen blev opmærksom på dels, at der ikke var tale om et skilt, men en mindeplade, dels de særlige juridiske forhold omkring mindepladen – jf. løsningsafsnittet. Det er på baggrund heraf, at mindepladen indstilles bibeholdt.

 

Løsning

Historisk grundlag for etablering af mindeplade
Ved Peter von Scholtens gravsted er der opsat en mindeplade i metal med en hædrende inskription om Peter von Scholten (jf. bilag 4). Mindeplader opsættes typisk på en husmur eller ved et gravsted til minde om en bestemt person eller begivenhed med tilknytning til stedet. Mindepladen over Peter von Scholten er den eneste synlige genstand på gravstedet, der bærer hans navn og identificerer hans grav, da hans gravminde ikke er en sten med indskrift, men et mausoleum (en bygning).

Mindepladen for Peter von Scholten blev afsløret ved en højtidelighed den 3. juli 1973 i anledning af, at gravstedet blev overtaget af Københavns Begravelsesvæsen som historisk grav. Inden overtagelsen havde Dansk Vestindisk Selskab bekostet en gennemgribende renovering af gravstedet med støtte fra Fonden til Fædrelandets Vel. Det var en forudsætning for Dansk Vestindisk Selskabs finansiering af renoveringen, at Københavns Kommune i forbindelse med overtagelsen forpligtede sig til at opretholde gravstedet som historisk grav/monument over Peter von Scholten. Administrationen omkring historiske grave hviler på den præmis, at de opretholdes, så længe kirkegården består.

Teknik- og Miljøforvaltningen har søgt at afdække, hvilken beslutning og/eller aftale og nærmere vilkår, der ligger til grund for mindepladen. Det har hverken i Københavns Kirkegårdes arkiv, Stadsarkivet, Borgerrepræsentationens forhandlinger eller Dansk Vestindisk Selskabs arkivalier i bl.a. Rigsarkivet været muligt at finde dokumentation for en aftale med specifikke vilkår vedrørende mindepladen. En håndskreven note i Københavns Kirkegårdes arkiv fastslår alene, at mindepladen er tegnet af daværende stadsarkitekt Frode Jørgensen. Hertil kommer optegnelse fra legatkontoret i Københavns Magistrat 1. afdeling af 10. maj 1972 om imødekommelse af Dansk Vestindisk Selskabs ansøgning om at gøre gravmælet til historisk grav fra udgangen af 1973 (jf. bilag 5). Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer derfor, at mindepladen er opsat efter en form for fælles overenskomst mellem Dansk Vestindisk Selskab og Københavns Kommune.

Dialog med Dansk Vestindisk Selskab
Teknik- og Miljøforvaltningen har været i dialog med Dansk Vestindisk Selskab om sagen. Selskabet tilkendegiver, at mindepladen blev opsat som konsekvens af en lang proces med politisk deltagelse fra såvel Københavns Kommune som De Vestindiske Øer. Selskabet mener ikke, at mindepladen skal nedtages. Dette fremgår bl.a. af en artikel fra Dansk Vestindisk Selskabs medlemsblad den 3. juni 2021, hvor også selskabets holdning til selve indskriften på mindepladen fremføres (jf. bilag 6). Dansk Vestindisk Selskab har peget på, at en beslutning om fjernelse af mindepladen kan føre til, at sagen indbringes for Folketingets Ombudsmand eller forfølges ved almindelige domstole.

Forvaltningens vurdering og anbefaling vedr. mindepladen
Som følge af overtagelsen i 1973 tilhører Peter von Scholtens gravsted Københavns Kommune. Selve mausoleet er i henhold til gældende lovgivning erklæret bevaringsværdigt af Nationalmuseet. Nationalmuseet har imidlertid ikke udpeget mindepladen som bevaringsværdig. Almindeligvis vil dét, at et gravminde tilhørende Københavns Kommune ikke er erklæret bevaringsværdigt, medføre, at kommunen benytter sig af den ret, der følger af ejerskabet, og fjerner gravmindet fra graven.

Teknik- og Miljøforvaltningen kan imidlertid i dette tilfælde ikke i lyset af aftaleforpligtelsen og procesrisikoen, anbefale at følge den almindelige fremgangsmåde. Dansk Vestindisk Selskab betragter mindepladen på gravstedet som en del af den aftale, der blev indgået i 1972, hvilket forvaltningen ikke kan afvise, er tilfældet. Såfremt Dansk-Vestindisk Selskab i forbindelse med en juridisk proces ved de almindelige domstole eller som led i behandlingen af sagen i et administrativt forvaltningsorgan, herunder Folketingets Ombudsmand, kan dokumentere eller sandsynliggøre, at mindepladen er en del af aftalen fra 1972, vil aftaleforpligtelsen tilsidesætte den ret, kommunen som udgangspunkt har til at disponere frit over et ikke-bevaringsværdigt gravminde tilhørende kommunen. Det må i den forbindelse lægges til grund, at kommunen vil blive holdt ansvarlig for en sådan uhjemlet disposition med deraf eventuelle retslige følger. Derfor indstilles det, at mindepladen forbliver i gravstedet.

Forvaltningens anbefaling vedr. eventuelt supplerende skiltning på gravstedet
Nuværende praksis for formidling på kirkegårde omfatter bl.a. en markering af gravsteder af kulturhistorisk interesse med små identifikationsskilte, der referer til oversigtskort over seværdige gravsteder gengivet i fx brochurer om kirkegården. Enkelte identifikationsskilte er udstyret med QR-koder, der giver adgang til små film med information om det aktuelle gravsted og/eller afdøde. Forvaltningen forfatter ikke uddybende, evaluerende tekster om afdøde og deres virke, men fokuserer i formidlingen først og fremmest på kirkegårds- og begravelseskultur, dvs. udformningen af gravsteder og gravsten og forskellige tiders tilgang til gravskikke og mindekultur mv.

Forvaltningen anbefaler derfor, at eventuel supplerende skiltning/formidling af Peter von Scholtens gravsted sker i overensstemmelse med denne praksis og fokuserer på dét, som i kirkegårdskulturel henseende er interessant ved gravstedet, nemlig at det er Assistens Kirkegårds eneste mausoleum.

 

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

 

Videre proces

Såfremt der er et politisk ønske, vil Teknik- og Miljøforvaltningen vende tilbage til Teknik- og Miljøudvalget med en indstilling om formidlingen fremover på de københavnske kirkegårde, herunder beskrivelse af platforme og brug af kilder.

 

Søren Wille

                                                        /Nikolaj Hvingtoft Hansen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 13. december 2021

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Partierne opfordrer til, at der digitalt gengives et mere retvisende og nuanceret billede af Peter von Scholtens rolle i historien om slaveriet og dets afskaffelse.”

 

Det Konservative Folkeparti, Venstre og Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

 

“Partierne understreger, at man ikke vil gå med til at ændre historiske facts med ændringer i fremstilling, f.eks. på von Scholtens gravsted, som sletter spor fra vor historiske fortid.”

Til top