Mødedato: 07.05.2018, kl. 16:00
Mødested: BLOX, Bryghuspladsen, 1473 København K

Fastholdelse og fremme af de københavnske pølsevogne

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til en række tiltag, der har til formål at fremme og fastholde gadehandel fra stadepladser - herunder traditionelle pølsevogne - i København.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at varigheden af tilladelser til traditionelle stadepladser fremadrettet er maksimalt fem år, mens den vedbliver med at være maksimalt tre år for udviklingsstader, med mulighed for toårig forlængelse.
  2. at forvaltningen gør det mere attraktivt at have en stadeplads uden for Indre By ved at etablere elstik på flere af byens pladser under forudsætning af, at der afsættes midler i kommende budgetforhandlinger.
  3. at forvaltningen giver mulighed for, at stadepladser uden for Indre By kan have borde og eventuelt stole.
  4. at forvaltningen vægter de foreslåede kriterier, som fremgår i løsningsafsnittet, for traditionelle københavnske pølsevogne højst i en konkurrencesituation med andre sammenlignelige ansøgere.
  5. at der hermed er gjort op med medlemsforslaget (bilag 2), stillet af Socialdemokratiet, om håndteringen af stadepladser.

Problemstilling

På mødet i Teknik- og Miljøudvalget den 6. november 2017 stillede Socialdemokratiet et medlemsforslag om, at udvalget drøfter håndteringen af stadepladser og anmoder Teknik- og Miljøforvaltningen om at udarbejde forslag til politisk behandling indeholdende muligheder og scenarier for, hvordan eksistensen af københavnske stadepladser kan fremmes og fastholdes fx gennem forhåndsreservering af stadepladser og eventuel ændring af tildelingskriterier.

Den nuværende ordning for stadepladser er blevet forelagt for Teknik- og Miljøudvalget til drøftelse den 5. februar 2018, hvorefter Teknik- og Miljøforvaltningen er blevet anmodet om at inddrage stadeholdere i udarbejdelsen af en række anbefalinger til fremme og fastholdelse af stadepladser i Københavns Kommune.

Løsning

Teknik- og Miljøforvaltningen har den 27. marts 2018 afholdt en workshop for nuværende stadeholdere for at kvalificere forbedringer af vilkårene for stadepladsholdere og sikre en fortsat bevarelse og bæredygtig udvikling af stadepladser i Københavns Kommune (se bilag 3). På den baggrund er det forvaltningens vurdering, at den primære udfordring består i, at de forskellige ordninger for gadehandel og vilkår for stadepladsholdere er uigennemsigtige for nuværende stadeholdere og andre interesserede. Forvaltningen vurderer, at en forudsætning for at fremme og fastholde traditionelle københavnske pølsevogne er, at alle typer stadepladser løftes gennem fælles tiltag, hvor der ikke skelnes mellem de forskellige stadepladstyper. Desuden søges den københavnske pølsevogn fremmet ved, at traditionelle stadepladser fremover tildeles femårige tilladelser. Endelig vil forvaltningen fortsat søge at fastholde pølsestader på byens mest attraktive pladser.

Varigheden af stadepladstilladelser

Fra stadeholdernes side udtrykkes et ønske om, at stadetilladelserne får en længere varighed end maksimalt tre år, eftersom der er stort investeringsbehov fra start, og det tager tid at opbygge en kundekreds og forankring i lokalområdet. Forvaltningen anbefaler, at der fremadrettet gives stadetilladelser til traditionelle stader på maksimalt fem år, da deres sortiment igennem mange år har vist, at det har en berettigelse et givent sted i byen. For udviklingsstader, som i højere grad tilbyder et sortiment, der lige nu er oppe i tiden, men ikke nødvendigvis er langtidsholdbart, anbefales det at fastholde maksimalt treårige stadepladser. Disse placeres oftest steder i byen, hvor der ikke er tradition for en bestemt stadetype, og/eller der er behov for at afprøve en ny stadetype, jf. bilag 4. Treårige tilladelser til disse opretholdes for at have muligheden for at evaluere, om sortimentet stadigvæk er tidssvarende, med henblik på en eventuel toårig forlængelse af deres stadepladstilladelse. Det forudsætter, at der opstilles en række objektive kriterier, så det kan vurderes, om et udviklingsstade har klaret sig godt og bør forlænges med to år.

Forvaltningen anbefaler følgende kriterier:

  • Kontrolrapport fra Fødevarestyrelsen
  • Kort beskrivelse af den daglige drift inkl. regnskab og eventuelle ønsker fra stadeholderen
  • Dokumentation af egen tilstedeværelse suppleret med stikprøvetilsyn fra forvaltningen
  • Overholdelse af Københavns Kommunes øvrige retningslinjer, fx om social dumping.

Seks måneder inden stadetilladelsen udløber, skal stadeholdere i et udviklingsstade fremsende dokumentation til vurdering, hvorefter forvaltningen inviterer til en samtale med den nuværende stadeholder, hvor dokumentationen inden for de enkelte kriterier gennemgås. Derefter træffer forvaltningen en beslutning om mulighederne for en eventuel forlængelse af tilladelsen til stadepladsen. Den nuværende praksis, hvor stader som udgangspunkt altid annonceres som den hidtidige type stade ved udløb af en tilladelse, fastholdes, jf. bilag 5.

Attraktive stadepladser uden for Indre By

Der er en stor interesse for at have en stadeplads i Indre By. Derimod er der ikke den store interesse for stadepladser uden for Indre By, selvom de kan skabe stor værdi for lokalområdet. For at gøre stadepladser i den øvrige by til et attraktivt alternativ, er der behov for at forbedre rammerne for nuværende og kommende stadepladser.

Fra stadeholdernes side efterspørges flere elstik (også kaldet gøglerstik) på byens pladser. Forvaltningen vurderer, at etableringen af elstik på pladser uden for Indre By kan gøre det attraktivt at have en stadeplads dér. Desuden kan flere elstik i byen understøtte en overgang til en mere stabil energikilde end benzin- eller dieselgeneratorer, opladelige batterier eller gas.

Muligheden for at have borde og eventuelle stole ved stadepladsen er ønsket af stadeholderne. Forvaltningen vurderer, at det kan opfordre til længerevarende ophold ved stadepladser, gøre stadepladsen yderligere attraktiv og bidrage til skabelsen af et levende byrum.

Kriterier for pølsestader

For at fastholde den københavnske pølsevogn i bybilledet anbefaler Teknik- og Miljøforvaltningen, at følgende kriterier skal vægte højest ved tildeling af pølsestader:

  • Et traditionelt pølsevognssortiment, eventuelt suppleret med egne fortolkninger
  • Stadet skal ligne en klassisk pølsevogn (let design, hvid, vinduer på tre sider og 6 m2 stor)
  • Stadeholders erfaring og anciennitet som pølsemand generelt og fra den annoncerede plads
  • Stadets daglige drift/økonomiske bæredygtighed

Det forventes, at tildelingskriterierne vil skabe gennemsigtighed om, hvad der skal til for at komme i betragtning til et pølsestade, og at traditionelle københavnske pølsestader - i type, udseende og sortiment - prioriteres til udvalgte placeringer i byen.

Flere pølsestader i København

Teknik- og Miljøforvaltningen har gennemgået alle placeringer i Københavns Kommune, hvor der lige nu, eller i de senere år, har været traditionelle pølsevogne. På den baggrund vil der blive annonceret 13 pølsestader i 2018, hvoraf syv er igangværende pølsestader og seks er ’nye’ pølsestader. Nogle af disse stadepladser har ikke været besat i den forgangne periode grundet metrobyggeri eller anden ombygning af byens pladser, som ikke har været forenelig med en stadeplads. Det vil i sig selv øge antallet af pølsestader i Københavns Kommune, hvis disse pladser tildeles til traditionelle pølsevogne. Desuden vil der løbende blive taget stilling til, om nyoprettede stadepladser først skal annonceres som traditionelle pølsestader.

For at understøtte og fastholde udviklingen af området, afholder forvaltningen et årligt dialogmøde for nuværende stadeholdere og andre interesserede.

Alternativ

Hvis der er ønske om at øge antallet af traditionelle pølsestader yderligere, anbefaler forvaltningen, at nyoprettede stadepladser som udgangspunkt altid annonceres som traditionelle pølsestader. Da det ikke er givet, at der kan findes pølsestader til annoncerede placeringer, kan det nødvendiggøre, at forvaltningen genopslår stadepladsen. Et genopslag vil give mulighed for, at nye ansøgere kan søge om stadepladsen, herunder ansøgere med en traditionel københavnsk pølsevogn, men det vil også kunne forlænge tiden, inden der kommer en stadeplads på den annoncerede placering.

Økonomi

Såfremt 2. at-punkt godkendes, skal der findes finansiering til etablering af flere elstik på flere af byens pladser. Finansieringen søges fundet i forbindelse med forhandlingerne om Budget 2019. Det koster ca. 100.000 kroner at etablere ét elstik med op til 12 udtag.

Forlængelsen af stadetilladelsen til en varighed á maksimalt fem år vil give en besparelse i sagsbehandlingen, som dog opvejes af den ekstra indsats for dialog og opfølgning på brugen af stadepladserne, så reelt ubenyttede stader opsiges og genudbydes.

Videre proces

Når indstillingen er godkendt, vil de foreslåede kriterier blive implementeret i fremtidige annonceringer og tildelinger af stadepladser. Forvaltningen vil indføre den nye praksis ved at lade alle nye annonceringer ske efter de nye regler. Om tre år vil alle stader, undtagen de få livslange tilladelser, være annonceret efter de nye regler.

Forvaltningen udarbejder et budgetnotat om flere elstik til byens pladser uden for Indre By frem mod budgetforhandlingerne til Budget 2019.

 

Pernille Andersen

/Anne-Sofie Degn

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 7. maj 2018

Socialdemokratiet fremsatte følgende ændringsforslag til et nyt 6. at-punkt (ÆF1):
”At deltidsstadepladserne for de traditionelle københavnske pølsestader kan konverteres til heltidsstadepladser, når den ene deltidsstadeholder stopper.”

Ændringsforslaget (ÆF1) blev vedtaget uden afstemning. Ingen undlod at stemme.

Radikale Venstre fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF2):
”At indstillingens 4. at-punkt udgår.”

Ændringsforslaget (ÆF2) blev ikke vedtaget med fire stemmer mod seks. Et medlem undlod at stemme.

For stemte: B, C, I og Å.
Imod stemte: A, F og Ø.
Undlod af stemme: O.

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt med 11 stemmer mod nul. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, C, F, I, O, Ø og Å.
Imod stemte: -

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt med 11 stemmer mod nul. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, C, F, I, O, Ø og Å.
Imod stemte: -

Indstillingens 3. at-punkt blev godkendt med 11 stemmer mod nul. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, C, F, I, O, Ø og Å.
Imod stemte: -

Indstillingens 4. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

Indstillingens 5. at-punkt blev godkendt med 11 stemmer mod nul. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, C, F, I, O, Ø og Å.
Imod stemte: -

Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
”Alternativet ønsker ikke, at pølsevogne skal prioriteres højere end andre stadepladser.”

Til top