Støtte til bygningsfornyelse i Sundby og Nordvest i 2017
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
-
at der gives støtte til bygningsfornyelse til i alt 262 boliger fordelt på fire ejendomme; én ejendom i Sundby Nord med 29 boliger og tre ejendomme i Nordvest Indre og Ydre med 233 boliger, jf. bilag 1.
-
at der frigives en anlægsbevilling til bygningsfornyelse af de fire ejendomme på 15,48 mio. kr. og modtages indtægter i form af refusion fra staten på 7,74 mio. kr. Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg, jf. økonomiafsnittet og bilag 3.
-
at driftsudgifter til indfasningsstøtte på 0,22 mio. kr. og indtægter fra staten på 0,11 mio. kr. afholdes på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Efterspørgselsstyrede overførsler, jf. bilag 4. Eventuel manglende budgetmæssig dækning af driftsudgifterne finansieres ved omplacering af budget fra Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg i de kommende sager om bevillingsmæssige ændringer.
Problemstilling
Forvaltningen har gennemført en ansøgningsrunde til bygningsfornyelse i Områdefornyelserne i Sundby og Nordvest i 2017, hvor andels- og ejerforeninger og private udlejningsejendomme ansøger digitalt om støtte til deres renoveringsprojekt. Borgerrepræsentationen skal tage stilling til forvaltningens forslag om støtte til fire ejendomme.
Løsning
Til en områdefornyelse søger kommunen staten om ekstraordinære statslige midler til bygningsfornyelse. Ekstraordinære midler er bundet til ejendomme i det geografiske område, områdefornyelsen dækker. Dette til forskel fra den ordinære pulje, hvor midlerne kan anvendes i hele København uden yderligere geografiske bindinger.
Københavns Kommune bevilger årligt i samarbejde med staten støtte til bygningsfornyelse af andels- og ejerforeninger og private udlejningsejendomme med det formål at udbedre installationsmangler og løfte boligstandarden for familier, unge og ældre, samt nedbringe energiforbruget i den eksisterende bygningsmasse.
Ansøgning om bygningsfornyelse er opdelt i to faser. Ved den indledende ansøgningsfase er der i 2017 modtaget to ansøgninger i Sundby Nord, to i Nordvest Ydre og to i Nordvest. Der er ikke modtaget ansøgninger til Sundby Syd. På baggrund af de økonomiske rammer, har forvaltningen opfordret de ansøgere, der har boliger uden bad, eller et stort potentiale for energibesparelse om at sende en kvalificeret ansøgning til forvaltningen. Af bilag 5 fremgår hvilke to ansøgninger, der har fået afslag fra forvaltningen.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller på baggrund af nedenstående prioritering, at der støttes én ejendom beliggende Kirkegårdsvej 12/Ndr. Røsevej 1-1A i Sundby med 29 boliger, og i Nordvest støttes tre ejendomme beliggende Rentemestervej 94, Frederikssundsvej 108 og Tomsgårdsvej 70-110 med i alt 233 boliger. De enkelte ejendomme og arbejderne, der ønskes støtte til, er nærmere beskrevet i bilag 1.
I overensstemmelse med byfornyelseslovens rammer har forvaltningen gennemgået og prioriteret ansøgningerne på baggrund af følgende kriterier fastlagt i Byfornyelsesstrategien (BR 29. oktober 2009, revideret 25. august 2011) (prioriteret rækkefølge):
-
Ejendomme, hvor der mangler installationer (wc, bad eller fjernvarme) i boligerne
-
Ejendomme, der ved renovering nedsætter energiforbruget væsentligt, og bidrager til byens CO2-målsætning
-
Ejendomme, der gennemfører energibesparende arbejder, der kan demonstrere og inspirere til bedre og billigere renoveringer fremadrettet
Inden for hver kategori prioriteres ejendomme, der ligger i et udsat byområder, jf. bilag 1.
Med støtten opnås, at:
- I en ejendom (29 boliger) etableres i alt 18 wc/bad i eksisterende boliger.
- Energioptimering af ejendommene medfører, at to ejendommes energimærkning (228 boliger) flyttes fra kategori D til C, hvilket svarer til en forventet reduktion i varmeforbruget på mellem 21 og 39 %.
- To ejendommes energimærkning (34 boliger) flyttes fra kategori E til D, hvilket svarer til en forventet reduktion i varmeforbruget på mellem 18 og 20 %.
- Den forventede gennemsnitlige energibesparelse for de fire ejendomme er på 24 %. Klimaplanens mål i 2025 er en 20 % energireduktion. Af bilag 1 fremgår de enkelte ejendommes energispring og forventede besparelser. Forvaltningens samlede miljøvurdering fremgår af bilag 2.
Der ændres ikke ved tilgængeligheden i de indstillede projekter. Alle ejendommene er opført før 1950, og derfor er der i deres nuværende indretning ikke taget højde for tilgængeligheden for mennesker med funktionsnedsættelser.
Tinglysning af en deklaration om hel eller delvis tilbagebetaling af tilskud til Københavns Kommune ved salg eller ejerskifte inden for 20 år vil som hidtil ske for alle ejendommene, jf. bilag 1. Den tilbagebetalte støtte indgår i de fremadrettede byfornyelsesmidler til nye projekter.
Der er ingen udgifter til genhusning i denne indstilling.
Øvrige indstillinger med byfornyelsesmidler
Sideløbende har forvaltningen behandlet ansøgninger om bygningsfornyelse fra ejendomme i den ordinære pulje til hele København. Disse indstilles særskilt samtidig med denne, jf. indstilling ”Støtte til bygningsfornyelse i København 2017”.
Økonomi
Beslutningen om byfornyelse og finansiering af udgifterne sker i medfør af lovbekendtgørelse nr. 1228 af 3. oktober 2016 om byfornyelse og udvikling af byer. De af Borgerrepræsentationen vedtagne principper for finansiering af byfornyelsesaktiviteter (BR 30. marts 2017) ligger til grund for fordelingen af midler i denne indstilling.
Den samlede støtte til ejendommen i Sundby Nord er opgjort til 4,28 mio. kr. (statslig og kommunal). Støtten indeholder 1,5 % forsikringsbidrag til byggeskadefonden (obligatorisk) på kr. 0,18 mio. kr. Staten refunderer 50 % svarende til 2,14 mio. kr. af det statslige tilsagn.
Den samlede støtte til de tre ejendomme i Nordvest Indre og Ydre er opgjort til 11,20 mio. kr. (statslig og kommunal). Støtten indeholder 1,5 % forsikringsbidrag til byggeskadefonden på 0,47 mio. kr. Staten refunderer 50 % svarende til 5,6 mio. kr. af det statslige tilsagn.
Med et samlet støttebeløb på 15,48 mio. kr. og ejernes egenfinansiering på 27,95 mio. kr. opnås en samlet investering på 43,43 mio. kr. De byfornyelsesarbejder, der påtænkes udført, svarer til i alt 52 årsværk.
De samlede udgifter og indtægter er fordelt over årene 2018-2021 således:
|
2018 |
2019 |
2020 |
2021 |
I alt |
Udgifter (mio. kr.) |
4,64 |
4,64 |
3,10 |
3,10 |
15,48 |
Indtægter (mio. kr.)* |
2,32 |
2,32 |
1,55 |
1,55 |
7,74 |
Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling, Byfornyelse, anlæg, funktion 0.25.15.3. * De statslige rammer i denne indstilling er fra 2016 og 2017, jf. bilag 3.
Resterende ekstraordinære midler forventes at blive anvendt til ansøgningsrunder i 2018.
Kommunen yder tilskud til huslejestigningen i lejeboligerne som følge af de støtteberettigede forbedringsudgifter, så huslejen hæves gradvist (indfasningsstøtte). Støtten udgør det første år 2/3 af huslejestigningen og nedsættes over 10 år med lige store andele.
Udgifter til indfasningsstøtte på 0,22 mio. kr. for årene 2019-2028 (hvoraf staten refunderer 50 %, svarende til 0,11 mio. kr.) afholdes på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Efterspørgselsstyrede overførsler, funktion 5.57.77.1 (Indfasningsstøtte), jf. bilag 4. Eventuel manglende budgetmæssig dækning af driftsudgifterne finansieres ved omplacering af budget fra Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg i årene fra 2019 til 2028 i de kommende sager om bevillingsmæssige ændringer.
Videre proces
Ejerne af de ejendomme, der opnår støtte, vil blive bedt om at indsende udbudsprojekt til forvaltningen til godkendelse inden igangsætning. Projekterne forventes at være gennemført og regnskabsgodkendt senest i 2021.
Pernille Andersen
/Anders Møller
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 6. november 2017
Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag:
”At pengene alene anvendes til bygninger med installationsmangler i form af manglende bad, toilet eller central varme.”
Ændringsforslaget blev ikke vedtaget med tre stemmer mod otte. Ingen undlod at stemme.
For: C, I og V.
Imod: A, B, F og Ø.
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.