Mødedato: 06.06.2011, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Drøftelse: Byrum og forbindelse i det sydlige Valby

Se alle bilag

De mange aktuelle lokalplaner i det sydlige Valby - blandt andet Ny Ellebjerg Station, Grønttorvsområdet, Poppelstykket og Valby Idrætspark - giver behov for at se på sammenhænge og overgange på tværs af planområderne.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller,
 

  1. at Teknik- og Miljøudvalget drøfter forvaltningens analyse og strategi for byrum og forbindelser i Valby Syd med henblik på, at strategien kan være inspirationsgrundlag og retningslinje for det igangværende og kommende arbejde med lokalplanlægning i Valby Syd samt handlingsplanen for Valby Syd.

Problemstilling

Den igangværende byudvikling i den sydlige del af Valby med mange forskellige lokalplaner tæt på hinanden skaber behov for at se på tværs og analysere sammenhænge og forbindelser for bedst at understøtte udviklingen af en sammenhængende by og bylivet heri.

Bydelen Valby er i dag stærkt præget af overordnede trafikanlæg, som giver god adgang til Valby, men samtidig giver lokale adgangsproblemer, idet de store trafikanlæg skaber barrierer i bydelen. Valby er samtidig karakteriseret ved et fintmasket stisystem med karakteristiske over- og underføringer af veje og baner i stibroer og -tunneller. Dette stisystem skal understøttes og udvikles i den videre planlægning.

Løsning

Forvaltningen har analyseret det sydlige Valby, i første omgang defineret som området mellem Toftegårds Plads, Vigerslev Allé, Trekronergade, Strømmen, Hammelstrupvej, Valbyparken, Blommehaven, Vinhaven, Folehaven, Retortvej og Vigerslev Allé. Området rummer byudviklingsområderne Ny Ellebjerg, Poppelstykket, Valbyparken og Grønttorvsområdet samt store etageboligområder.

Formålet med at lave analyse har været at sikre sammenhænge på tværs af lokalplanområderne og at se på bylivet på tværs af områderne. Der er og har været behov for at se på byrumstilbuddene på tværs af områderne, så udviklingen samlet set indebærer en række forskellige tilbud, der supplerer og understøtter hinanden.

Det er et mål i planlægningen at byudviklingsområderne og de eksisterende boligområder betjenes bedst muligt med offentlig og privat service: skoler, institutioner for børn, unge og ældre, butikker, genbrugspladser, idrætsanlæg, grønne områder og kollektive trafikterminaler, herunder især S-togsstationer. Det håndteres blandt andet gennem handlingsplanerne for de 5 store byudviklingsområder, hvoraf det sydlige Valby er et.

Byrums- og forbindelsesanalysen har stort fokus på at skabe trygge og trafiksikre forbindelser mellem besøgsmål og oplande, og analysen har derfor også været velegnet som grundlag for input til handlingsplanen for det sydlige Valby.

Analysen er tænkt som et internt arbejdsredskab, der anvendes i dialogen med de forskellige developere og konsulenter ved udviklingen af planerne. Analysen kan derfor hele tiden opdateres med ny viden, f.eks. vil det i den kommende tid være aktuelt at se længere mod vest i forbindelse med udbygningen af jernbaneforbindelsen København-Ringsted samt projektet om frilægning af Harrestrup å.

”Byrum og forbindelser i Valby Syd” er udarbejdet i dialog med Valby Lokaludvalg, der i 2008-09 udarbejdede forslag til Valby Bydelsplan 2009. Der er derfor overensstemmelse mellem byrumsanalysen og de forslag, der indgår i bydelsplanens afsnit om Byrum og stier, herunder den øst-vestgående sti fra Vigerslev til Ny Ellebjerg og den nord-sydgående sti fra Gåsebæksvej / Centrale Valby, langs FL Smidth-området over banen til Grønttorvet, Folehaven og Valbyparken. Valby Bydelsplan 2009 blev vedtaget af Borgerrepræsentationen den 10. juni 2009.

Byrum og forbindelse i Valby Syd supplerer Trafikstrategi Valby, som er udarbejdet på baggrund af Rambølls trafikanalyse fra efteråret 2009 og Borgerrepræsentationens beslutning i december 2009. Et eksempel på hvordan de hænger sammen er Gammel Køge Landevej, hvor Trafikanalysen foreslår, at Gammel Køge Landevej på strækningen fra Toftegårds Plads til Folehaven udvides til 4 spor - enten for biler eller for biler og bus. Dette øger behovet for at skabe sammenhæng og overgange mellem vejens to sider, samt at arbejde med at skabe en positiv oplevelse af byen, når man færdes på Gammel Køge Landevej såvel som bilist som cyklist og fodgænger. Gammel Køge Landevej er historisk Københavns hovedindfaldsvej fra syd og har tidligere fremstået som en grøn allé. Vejens bredde tillader ikke, at alléen genskabes i hele vejens forløb, men ved at skabe grønne lommer på begge sider af vejen kan den igen få et grønt præg.

De trafikale indsatser, som Trafikstrategien peger på, spiller sammen med flere af de indsatser som foreslås i analysen af ”Byrum og forbindelser i Valby Syd”.

Analysen peger på behovet for en række indsatser. En række af disse er allerede gennemført eller ved at blive gennemført, fordi der har været fokus på behovet under udviklingen af områderne (se siderne 22- 23 i bilag 1). Eksempler på igangsatte tiltag er:

  • Planlægning for Torveporten-Følager bymidte som bindeled mellem udviklingsområderne Ny Ellebjerg og Grønttorvet.
  • Udformning af siderne langs Gammel Køge Landevej fra krydset ved Ellebjergvej til broen over banen.
  • Undergang for cykel- gangsti under den kommende ny bro over banen
  • Erstatning af boldbanerne ved Torveporten
  • Poppelstykkets udvikling og forbindelse mod syd
  • Krydset ved Gammel Køge Landevej og Folehaven / Ellebjergvej
  • Fornyelse af område omkring Sjælør Station

Økonomi

”Byrum og forbindelser i Valby Syd” indebærer ikke i sig selv midler til nye anlæg eller øgede driftsudgifter. Analysen ligger til grund for forvaltningens indspil til handlingsplanerne for byudviklingsområderne.

Analysen ligger også til grund for de udbygningsaftaler, der er indgået med developere i området. I forbindelse med lokalplanerne for Ny Ellebjerg Station og Grønttorvsområdet er indgået udbygningsaftaler med bygherrerne om finansiering af en sti langs nordsiden af banen ved Ny Ellebjerg, grøn omlægning af den nye strøggade Torveporten-Følager, en stiforbindelse til Ny Ellebjerg Station og en mere trafiksikker krydsning for cyklister af Folehaven.

Videre proces

”Byrum og forbindelser i Valby Syd” er et internt arbejdsredskab og skal betragtes som et inspirationsgrundlag i det igangværende og kommende arbejde med lokalplanlægning i det sydlige Valby samt handlingsplanen for Valby Syd. Analysen skal ses som et dynamisk produkt, der udvikles og revideres i takt med beslutninger om konkrete plan- og anlægstiltag.

 

 

 

 

         Hjalte Aaberg

                                                                  / Tina Saaby

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 06.06.2011


Indstillingen blev udsat.
Til top