Mødedato: 19.06.2025, kl. 14:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Budget 2026 – status på budgetnotater mv.

Se alle bilag
Med sagen orienteres Sundheds- og Omsorgsudvalget (SOU) om status samt videre proces for budgetnotater til Budget 2026. Derudover orienteres om mindre ændringer (nyt bevillingsudløb og ændret måltalseffekt) til udvalgets budgetbidrag 2026, og der forelægges to nye, tværgående investeringsforslag til Budget 2026, som fagudvalgene skal have mulighed for at drøfte. 

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller over for Sundheds- og Omsorgsudvalget,

  1. at tage orientering om status på budgetnotater til Budget 2026 til efterretning, jf. bilag 1 
  2. at tage orientering om ændringer til SOUs budgetbidrag til Budget 2026 til efterretning.
  3. at tage de to nye, tværgående investeringsforslag, der behandles ifm. Budget 2026, jf. bilag 2 til efterretning.

Problemstilling

Budgetnotater

SOU har løbende bestilt budgetnotater på sundhed- og Omsorgsområdet. I tillæg hertil har SUF udarbejdet forvaltningsinitierede budgetnotater i kategorierne ’need to’, ’fastholdelse og rekruttering’ samt ’1-3 forvaltningsspecifikke udfordringer’. SOU forelægges nu de budgetnotater, som er udarbejdet pt. samt status på de notater, som fortsat er under udarbejdelse. 

Forelæggelsen sker i juni, så der er mulighed for at orientere sig i de forskellige budgetnotater, og så der er tid til at forberede eventuelle spørgsmål til notaterne. Det foreløbige overblik skal desuden understøtte muligheden for at bestille yderligere budgetnotater, hvis SOU eller enkelte partier ønsker dette. Den samlede budgetpakke gennemgås på SOUs budgetseminar i august.

To nye, tværgående investeringsforslag

Til forhandlingerne om Budget 2026 har Økonomiforvaltningen (ØKF) udarbejdet to tværgående investeringsforslag, der også vedrører SOUs område. Tværgående investeringsforslag forelægges Økonomiudvalget (ØU) på udvalgets budgetseminar den 19.-20. august 2025, og forinden skal forslagene forelægges til mulig drøftelse i relevante fagudvalg.

Forslagene bidrager med et begrænset effektiviseringsmåltal fra budget 2027 og frem. 

Løsning

Budgetnotater samt ny budgetnotatsite

SUF har pt. 5 need to budgetnotater, som drøftes med Økonomiforvaltningen: 
  • SU01 Flerårig plan for omprioritering på ældrebevillingen (need to, rettidig omhu og specifik udfordring)
  • SU02 Ekstra omkostninger til vederlagsfri fysioterapi i privat praksis (need to)
  • SU03 Sekretariatsbetjening af sundhedsråd og implementering af sundhedsreformen (need to og specifik udfordring)
  • SU04 Ny bygning til hjælpemiddelcenteret (need to, screeningsundersøgelse)
  • SU05 Organisatorisk understøttelse af sammenlægninger som følge af ressortændringer på SUFs/SOFs område (FORTROLIGT)

Derudover fremlægger SUF 3 fastholdelse og rekrutteringsnotater: 

  • SU06 Styrket arbejdsmiljø og karriereudvikling i SUF
  • SU07 Udvidelse af rekrutteringsgrundlaget for sygeplejersker og SOSU'er
  • SU08 Permanentgørelse og udvidelse af rekrutteringsfunktionen

Den samlede oversigt over budgetnotater samt status på udarbejdelsen fremgår af bilag 1. 

SUF opfordrer til, at såfremt der ønskes yderligere budgetnotater, så bestilles disse hurtigst muligt mhp. at udarbejdelse kan igangsættes før sommerferien. 

SOUs budgetnotatsite aktiviseres den 13. juni forud for SOUs møde den 19. juni. Sitet vil indeholde de budgetnotater, som er udarbejdet af SUF, og vil løbende blive opdateret i takt med, at budgetnotaterne er klar. Alle notater tilstræbes at være udarbejdet senest ifm. SOUs budgetseminar d. 21. august 2025. SUF orienterer som vanligt via mail til bestiller samt partisekretær, når budgetnotater bestilt af SOU eller politisk parti er klar på sitet.

Det vil fortsat være det tværgående budgetnotatsite, som vil indeholde alle udarbejdede budgetnotater på tværs af Københavns Kommune (KK), og som bruges ifm. budgetforhandlingerne. SUF lægger op til, at SOUs eget budgetnotatsite er aktivt frem til, at det tværgående site åbner den 22. august. Herefter vil alle budgetnotater være tilgængelige på det tværgående site. 

Link til SOUs budgetnotatsite: SOU budgetnotatsite

Forvaltningen gør opmærksom på, at der kan komme rettelser til budgetnotaterne (eksempelvis i forbindelse med den kommende regulering af pris og løn (p/l), som vil medføre ændrede udgifter i budgetnotaterne). I så fald vil den nyeste udgave erstatte en ældre, og den nye udgave vil stå med dato efter titlen.

Ændringer til SOUs budgetbidrag til Budget 2026

Der er tre ændringer til SOU’s budgetbidrag til budget 2026, ændringerne gennemgås nedenfor.

1) Bevillingsudløb til Budget 2026

Efter SOUs 2. behandling af bevillingsudløb til 2026 den 24. april 2025 er ØKF blevet opmærksom på et tværgående bevillingsudløb til 2026 vedr. forbedring af kvalitet og stabilitet i fremmedsprogstolkeydelser. Dette udløb fremgik derfor ikke af notatet om bevillingsudløb til 2026, som SOU blev forelagt i april.

Bevillingsudløbet stammer fra Overførselssagen 2022/2023 og omhandler merudgifter til fremmedsprogstolkeydelser pga. krav om en mindstebetalingssats til fremmedsprogtolke og krav til løn for transporttid ved fremmødetolkning. På SOUs område er der tale om et udløb på 130 t.kr. Der skal dog gøres opmærksom på, at indsatsen udløber i midten af 2026. 

Der er tale om et tværgående bevillingsudløb, som påvirker både SUF, Socialforvaltningen (SOF), Børne- og Ungeforvaltningen (BUF), Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen (BIF), Kultur- og Fritidsforvaltningen (KFF) samt ØKF. En eventuel videreførelse af indsatsen skal løftes ved budgetforhandlingerne. 

2) Tværgående forslag i SOUs effektiviseringsbidrag til Budget 2026

SOUs effektiviseringsmåltal til Budget 2026 blev indfriet med bl.a. to tværgående investeringsforslag. SUF oplyste ifm. 1. behandling af Budget 2026, at det ene forslag ’Optimering af affaldshåndtering i KK’ bidrog med -8.000 kr. til indfrielse af effektiviseringsmåltallet til Budget 2026. SUF er efterfølgende blevet opmærksom på, at effektiviseringen først kan udmøntes fra 2027. Dette er håndteret indenfor rammen, således SOU fortsat har afleveret det fastsatte måltal samt videreført de besluttede bevillingsudløb. 

3) Nye tværgående investeringsforslag 

ØKF har udarbejdet to nye tværgående investeringsforslag til Budget 2026 vedr. ’Nyt fælles tidsregistreringssystem i Københavns Kommune’ og ’Øget genbrug af inventar’.

De to tværgående forslag omhandler:
  • Nyt fælles tidsregistreringssystem i KK: Det forslås at indkøbe et nyt fælles tidsregistreringssystem til administrative medarbejdere i KK. Med forslaget konsolideres ca. 15 forskellige systemer til tidsregistrering på tværs af forvaltninger til ét, og medarbejdere og ledere vil fremover kun skulle registrere arbejdstid, ferie og fravær i én løsning.
  • Øget genbrug af inventar (fortrolig): Det foreslås at opskalere og driftsoptimere KK Genbrugslager. Formålet er at øge om-sætningen af genbrugeligt inventar, hvilket forventes at mindske kommunens udgifter til nyindkøb og reducere kommunens CO2-udledning.

Tabel 1. tværgående investeringsforslag til Budget 2026

Tværgående investeringsforslag   2026 2027 2028 
 Nyt fælles tidsregistreringssystem i Københavns Kommune   0  0  -39
 Øget genbrug af inventar (fortrolig)*  Jf. bilag  Jf. bilag  Jf. bilag

*Effektiviseringen i 2026 kan ikke nå at blive indarbejdet i udvalgenes effektiviseringsbidrag, da disse allerede er afleveret. Effektiviseringen lægges etårigt i kassen og måltallet for 2027 vil indgå som en stigende profil til Budget 2027.

Økonomi

Jf. ovenfor.

Efter udmøntning i Overførelsessagen 2024-2025 resterer der 237,3 mio. kr. i investeringspuljen og 5,2 mio. kr. i innovationspuljen til udmøntning ifm. forhandlingerne om Budget 2026.

Videre proces

Processen frem mod vedtagelse af Budget 2026 er som følger:

  • Den 19.- 20. august 2025: Budgetseminar for ØU
  • Den 20. august 2025: ØU 1. behandler budgetforslag 2026
  • Den 21. august 2025: Budgetseminar for SOU
  • Den 22. august 2025: Den tværgående budgetnotatsite åbner
  • Den 28. august 2025: BR 1. behandler budgetforslag 2026
  • Den 2. oktober 2025: BR 2. behandler budgetforslag 2026.

Anna Schou Johansen

/ Camilla Vang Taankvist

Til top