Medlemsforslag om rådgivningstilbud til forældre og andre primære omsorgspersoner til LGBT+ børn og unge
Det foreslås,
- at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen udarbejder et forslag til politisk behandling om et rådgivningstilbud til forældre og andre primære omsorgspersoner til LGBT+ børn og unge jf. motiveringen
(Stillet af Det Konservative Folkeparti)
Motivering
Adskillige undersøgelser peger på, at LGBT+ børn og unge mistrives på en lang række parametre. Fx angiver 40% af LGBT+ personer mellem 13-25 år en lav livstilfredshed, og hver femte viser tegn på svær angst og depression, hvilket svarer til dobbelt så mange, som børn og unge der ikke er LGBT+ personer (VIVE 2024).
Forældre og primære omsorgspersoner er en vigtig nøgle i at styrke trivslen for LGBT+ børn og unge, i det manglende støtte fra familie og omsorgspersoner er en risikofaktor ift. at udvikle mistrivsel på længere sigt. Vi ved, at forældre og voksne omsorgspersoner til LGBT+ børn og unge ofte står alene med opgaven i at støtte deres barn/unge, da samfundets strukturer og systemer ofte usynliggør, mistænkeliggør eller afviser LGBT+ personer. Hvis ikke de selv er eller kender nogen, som er en del af LGBT+ målgruppen, står de uden forudsætninger og redskaber til, hvordan de griber det an støtte deres LGBT+ barn/ung. Derfor er det vigtigt, at forældre og andre primære omsorgspersoner har adgang til relevant støtte og rådgivning.
Rådgivningstilbuddet skal være en målrettet forældreindsats, der skal støtte forældre og omsorgspersoner med viden, hands-on værktøjer og netværk. Indsatsen skal bestå af faciliterede gruppesamtaleforløb og 1:1 psykosocial rådgivning, hvor forældrene kan stille spørgsmål og dele deres eventuelle tvivl, som det kan være rart at drøfte med en kvalificeret rådgiver.
LGBT+ Danmark oplyser, at de fra januar 2025 indgået har indgået et 1-årigt udviklingssamarbejde med HelseFonden og et 2-årigt samarbejde med Frederiksberg kommune om at udvikle en målrettet forældreindsats med faciliterede gruppesamtaleforløb og 1:1 psykosocial rådgivning. Frederiksbergforældre kan således gratis gennem Frederiksberg Kommune få kontakt til LGBT+ Danmark, der tilbyder en eller flere rådgivningssamtaler, hvor der er plads til at udforske og sætte ord på det, der er vigtigt for forælderen/forældrene og deres barn/unge.
Forslagsstillerne mener det er oplagt, at København skal have et lignende tilbud. LGBT+ Danmark oplyser, at finansieringsbehovet for et samlet rådgivningstilbud for forældre, der kan nå 200-250 forældre pr. år vil være 0,5 millioner årligt, men dette skal naturligvis undersøges nærmere. Københavns Kommune har i forvejen samarbejde med LGBT+ Danmark fx peer-to-peer tilbuddet TRANSIT, som er et gruppesamtaleforløb for københavnere, der har overvejelser om sit køn eller sin kønsidentitet
Forslagsstillerne henstiller til, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen ifm. udarbejdelsen af forslag til politisk behandling kontakter Frederiksberg Kommune, HelseFonden og LGBT+ Danmark for at høre om deres erfaringer med dette rådgivningstilbud til forældre og andre primære omsorgspersoner til LGBT+ børn og unge.