Mødedato: 10.03.2026, kl. 14:30
Mødested: Plejecentret Bonderupgård - Randbølvej 61, 2720 Vanløse

Orientering om Budget i balance

Se alle bilag
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) vil på SUNDs udvalgsmøde den 10. marts 2026 mundtligt orientere om baggrunden for behov for omstilling på ældrebevilling, servicetjek af demografimodellen samt den kommende opdatering af plejeboligplanen (plan for opførelse af plejehjem frem mod 2035).

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller over for Sundheds- og Omsorgsudvalget

  1. at tage orientering om budget i balance til efterretning.

Problemstilling

En væsentlig del af SUNDs kommende 2. behandling af budgetbidraget til Budget 2027 d. 9. april 2026 er, at udvalget skal godkende et budget i balance inden for udvalgets bevillinger på hvert styringsområde (service, anlæg, overførsler mv. og finansposter). Et budget i balance betyder, at alle udgifter og indtægter skal være budgetlagt, og at der ikke kan være udisponerede midler. Der skal være taget stilling til eventuelle ubalancer og udfordringer på enkeltområder og aktiviteter, som skal være håndteret via f.eks. omprioriteringer i driften eller besparelser i udvalgets budget. 

SUND har ifm. 1. behandling af Budget 2027 taget de indledende skridt til at opnå et budget i balance, men, som SUF orienterede om, er der til Budget 2027 behov for yderligere greb. Årsagen til dette er dels, at planlagte plejehjemsbyggerier er forsinket, da det ikke har været muligt at bygge nye plejehjem de senere år, dels at borgernes efterspørgsel på ældreområdet har ændret sig – efterspørgslen efter plejehjemspladser har således været faldende.

På baggrund af hensigtserklæringer i SU01 og SU50 fra Budget 2026 samt Indkaldelsescirkulæret til Budget 2027 har SUF og Økonomiforvaltningen (ØKF) samarbejdet om de bagvedliggende beregninger, som vil ligge til grund for 1) oplægget til omprioritering på ældrebevillingen, 2) det vanlige servicetjek af demografimodellen samt 3) den kommende opdatering af plejeboligplanen. Alle tre er væsentlige elementer i SUFs budget i balance.  

Løsning

Omprioritering på ældrebevilling

På SUNDs budgetseminar d. 5. februar 2026 blev udvalget kort præsenteret for arbejdet med omprioritering på SUFs ældrebevilling fra 2027 og frem. SUND skal ifm. 2. behandling af Budget 2027 d. 9. april godkende forvaltningens oplæg til en ændret tildeling mellem plejehjem, sygepleje og plejehjem – herunder også forsættelse af indsatserne fra budgetnotaterne SU01 og SU50. 

Servicetjek af demografimodel

Hvert fjerde år gennemfører ØKF i samarbejde med forvaltningerne et serviceeftersyn af demografimodellen. Demografimodellen regulerer budgettet i forhold til de befolkningsændringer, der er på fx ældreområdet. Formålet er at sikre, at serviceniveauet opretholdes, når demografien ændrer sig. I regi af arbejdet med et servicetjek af modellen har SUF og ØKF haft fokus på plejehjemsområdet og det fremtidige behov for plejehjem. Et vigtigt element i dette arbejde har været en revurdering af forudsætningerne om sund aldring ift. ydelser og aldersgrupper.  

Opdatering af plejeboligplan

Som følge af den ændrede efterspørgsel på plejehjemspladser skal SUFs plejeboligplan for perioden 2027-2035 justeres. Opdateringen omfatter følgende:

  • Reperiodisering af plejeboligplanen som følge af væsentlige forsinkelser i den nuværende plejeboligplan
  • Opdatering af antallet af plejeboliger, der skal opføres. Opdateringen sker ud fra den tilpassede demografimodel.
  • Det nationale maksimumbeløb for opførelse af plejeboliger forhøjes for igen at gøre det muligt at opføre almene boliger i udvalgte højprisområder.
  • SUF fremlægger en opdateret plejeboligplanen til forhandlingerne om Budget 2027 i september.

Økonomi

De endelige økonomiske konsekvenser vil fremgå af materialet til SUNDs 2. behandling af Budgetbidraget til Budget 2027. 

Videre proces

9. april 2026: SUND 2. behandling af budget 2027

21. april 2026: Der afrapporteres på serviceeftersynet af demografimodellen til ØU

4. maj 2026: Frist for fremsendelse af budgetbidrag til ØKF

16. juni 2026: Afrapporteringen på budget i balance til Økonomiudvalget.

Anna Schou Johansen 

                                        / Camilla Vang Taankvist

Til top