Mødedato: 30.11.2016, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Uddeling af puljen til frivilligt socialt arbejde 2017

Se alle bilag
Et underudvalg under Socialudvalget har foreslået en fordeling af puljen til frivilligt socialt arbejde, § 18-midlerne, for 2017.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller, 

  1. at Socialudvalget godkender underudvalgets forslag til fordeling af § 18-midler for 2017 for så vidt angår ansøgningen fra Linie 14 (se bilag 1).
  2. at Socialudvalget godkender underudvalgets forslag til fordeling af § 18-midlerne til frivilligt socialt arbejde for 2017 med undtagelse af ansøgningen fra Linie 14 (se bilag 1).
  3. at Socialudvalget tager til efterretning, at for sent ankomne ansøgninger har fået afslag.

Problemstilling

Socialudvalget skal hvert år uddele puljen til frivilligt socialt arbejde i henhold til § 18 i lov om social service.

Der er i år rettidigt modtaget 264 ansøgninger og ansøgt for i alt 42,9 mio. kr.

Der er 11,7 mio. kr. til ny uddeling i 2017. Den samlede § 18-pulje er på 16,8 mio. kr., hvoraf 3,6 mio. kr. er reserveret til tidligere års tildelte tre-årige bevillinger.

Endvidere er der reserveret 1,45 mio. kr. til kommunal finansiering af tre frivilligcentre samt finansiering af et forventet kommende Råd for Frivilligt Socialt Arbejde. De tre frivilligcentre får hver årligt 350.000 kr. for at sikre statens medfinansiering af et tilsvarende beløb.

Socialudvalget godkendte den 18. maj 2016, at Socialforvaltningen, i samarbejde med Kontaktudvalget for Frivilligt Socialt Arbejde, påbegyndte udarbejdelsen af rammerne for et Råd for Frivilligt Socialt Arbejde. Socialudvalget forelægges den 30. november 2016 en indstilling om sammensætning, arbejdsopgaver og finansiering af Rådet for Frivilligt Socialt Arbejde.

Der er afsat 400.000 kr. til et forventet kommende Råd, hvilket er 191.000 kr. mindre end finansieringen af Kontaktudvalget for Frivilligt Socialt Arbejde, som Rådet forventes at erstatte. De 191.000 er medregnet i beløbet til ny uddeling af § 18-midler i 2017.

Ansøgningen fra Linie 14 skal behandles særskilt på grund af inhabilitet fra et medlem i Socialudvalget, jf. beslutningspunkterne 1 og 2. Inhabiliteten skyldes, at medlemmet af Socialudvalget sidder i bestyrelsen i den nævnte forening. 

Løsning

Et underudvalg bestående af Mette Laurberg (A), Anne Mette Omø Carlsen (Ø) og Finn Rudaizky (O) har på baggrund af en oversigt over samtlige ansøgninger (bilag 1) lavet forslag til fordeling af § 18-puljen for 2017. Heri indgår også Socialforvaltningens faglige vurdering.

Det fremgår af det medsendte bilag 1, i hvilke tilfælde underudvalget har valgt at prioritere anderledes end forvaltningen, samt hvorfor. Det er underudvalgets fordeling af midler, Socialudvalget skal godkende.

Underudvalget anbefaler 250 ud af de 264 projektansøgninger til bevilling.

Midler fordelt på tre-årige bevillinger og samskabelsesprojekter

Socialudvalget vedtog den 18. maj 2016, at 15 % af midlerne afsættes til tre-årige bevillinger, hvoraf ansøgere, der ønsker at arbejde samskabelsesorienteret, prioriteres. Med samskabelse menes, at det enkelte projekt ikke på forhånd har defineret problem og løsning, men i stedet vægter at inddrage flere aktører i en proces omkring problemforståelser og mulige løsninger. Samskabelsesprojekterne følges tættere af forvaltningen end de øvrige projekter.

56 projekter har ansøgt om tre-årige bevillinger for i alt 19,6 mio. kr., og heraf har 47 projekter søgt om at komme i betragtning som samskabelsesprojekt. Underudvalget anbefaler 10 projekter til en tre-årig bevilling, heraf anbefales 5 projekter til det særlige samskabelsesspor. Samlet set anbefales for 1,5 mio. kr. De 46 projekter, som ikke er anbefalet til en tre-årig bevilling, behandles på samme vilkår som puljens øvrige ansøgere.

Beskæftigelse og frivillighed

Socialudvalget besluttede på sit møde den 18. maj 2016, at der i 2017 skal prioriteres 1 mio. kr. af puljens midler til projekter med fokus på ”beskæftigelse og frivillighed”.

Projekterne skal indeholde aktiviteter, der bringer borgeren nærmere en meningsfuld og struktureret hverdag. Det kan f.eks. være aktiviteter, hvor borgeren selv deltager som frivillig, eller aktiviteter, der på anden vis bidrager til, at borgeren kommer i beskæftigelse.

65 projekter har angivet, at de arbejder med temaet beskæftigelse og frivillighed. Heraf anbefales at 8 projekter får en bevilling under temaet Beskæftigelse og frivillighed.

Afslag og reduktioner

Underudvalget anbefaler, at der gives afslag til 14 projekter, jf. bilag 1. 

11 projekter er anbefalet til at få en reduktion på mere end 35 % i forhold til 2016-uddelingen. Se bilag 2, hvor det fremgår, hvilke foreninger der får afslag og reduktioner over 35 %.

Koordinering af § 79 og § 18 i Lov om Social Service

Socialudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget traf i foråret 2013 beslutning om, at ansøgninger til § 18-midlerne, hvor foreningen også modtager støtte efter § 79 (midler til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte), fremadrettet koordineres særligt mellem de to forvaltninger. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen har derfor foretaget en fælles vurdering af de overlappende § 18-ansøgere med det formål at sikre, at en frivillig indsats ikke modtager støtte til den samme aktivitet via to forskellige paragraffer.

Øvrige bevillinger til § 18-ansøgere

Der henvises til bilag 3, der indeholder en oversigt over:

  • § 18-ansøgere der bliver tilgodeset i Københavns Kommunes budget 2017,
  • foreninger, der modtager driftsstøtte fra Socialforvaltningen,
  • foreninger der har ansøgt § 18-midler og samtidig får en tre-årig bevilling i 2017 samt tre-årige bevillinger der udløber i 2016.

For sent modtagne ansøgninger

Socialforvaltningen har modtaget en ansøgning fra Sind Ungdom efter ansøgningsfristens udløb. I henhold til Socialudvalgets beslutning den 18. maj 2016 om for sent modtagne ansøgninger, har denne ansøger modtaget et afslag.

Økonomi

Udgifterne afholdes indenfor Socialudvalgets pulje til støtte til frivilligt socialt arbejde (§ 18-puljen).

Videre proces

Der udsendes bevillingsbreve og afslagsbreve til ansøgerne inden årets udgang.

 

Nina Eg Hansen     

                               /Eva Stokbro Jensen

Beslutning

Konst. kontorchef Eva Stokbro Jensen og specialkonsulent Mia Bjørnø deltog under punktets behandling.

Indstillingens 1.at-punkt blev godkendt.

Der blev stillet følgende ændringsforslag til 2. at-punkt:

”Såfremt Socialudvalget beslutter at yde tilskud til Brugerforeningen i 2017, ydes bevillingen under forudsætning af, at Brugerforeningen tilpasser sit budget til foreningens fremtidige økonomiske vilkår. Det betyder, at Brugerforeningen snarest skal finde en løsning på sin lokalesituation, således at huslejeudgifterne kan reduceres. Tilskuddet skal udbetales i kvartalsvise rater, således at bevillingen kan ophøre, hvis ikke det lykkes Brugerforeningen, at etablere det fornødne økonomiske grundlag for den videre drift af foreningen.”

Ændringsforslaget til 2. at-punkt blev vedtaget med en tilføjelse om, at Brugerforeningen skal fremvise en kontrakt på et nyt lejemål inden udgangen af 2. kvartal 2017.

3. at-punkt blev taget til efterretning.

Anne Mette Omø Carlsen forlod mødet under behandlingen af pkt. 1 på grund af inhabilitet.

Til top