Mødedato: 26.04.2023, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

B-sag. Afsnit om Socialområdet i Københavns Kommune Handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget orienteres om udkast til handleplan mod racisme, diskrimination og hadforbrydelser og skal tage stilling til et særskilt afsnit om socialområdet. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har bedt Socialforvaltningen om at bidrage med et særskilt afsnit til Københavns Kommunes kommende handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser. Det sker bl.a. på baggrund af et høringssvar fra Institut for Menneskerettigheder, hvor de foreslår, at socialområdet inddrages i handleplanen. 

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller, 

  1. at Socialudvalget godkender udkastet til et særskilt afsnit om socialområdet i Københavns Kommunes handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser (bilag 1).
  2. at Socialudvalget tager udkast til handleplan mod racisme, diskrimination og hadforbrydelser til efterretning (bilag 2).

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog den 16. december 2021 et medlemsforslag, som pålægger Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, i samarbejde med andre relevante forvaltninger og med inddragelse af civilsamfundet, at udarbejde en handleplan mod racisme, diskrimination og hadforbrydelser (bilag 2). Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkendte rammer og tidsplan for udarbejdelse af handleplanen den 28. februar 2022.

Et udkast til handleplanen er behandlet i de fagudvalg, som i første omgang var tænkt ind i handleplanen (Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Børne- og Ungdomsudvalget, Økonomiudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget) i juni-august 2022.

Den 15. december 2022 behandlede Borgerrepræsentationen første udkast til handleplanen, som efterfølgende har været i offentlig høring i perioden 20. december 2022 til 30. januar 2023. Der er modtaget 22 høringssvar, hvoraf tre organisationer (Institut for Menneskerettigheder, Ilisimasavut og Inuit Circumpolar Council Greenland (ICC)) kommer med bemærkninger og forslag på socialområdets ressort angående måling af forældrekompetencer (bilag 3). Specifikt foreslår Institut for Menneskerettigheder, at socialområdet inddrages i handleplanen, og på den baggrund har Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen forespurgt Socialforvaltningen om at bidrage med et afsnit om socialområdet.

Socialforvaltningen bemærker i sammenhæng hermed, at der generelt er øget opmærksomhed på inuitbefolkningen og diskrimination heraf bl.a. på baggrund af den kritik, som José Tzay, der er FN’s særlige rapportør for oprindelige folks rettigheder, har fremsat af den danske regering vedr. oprindelige folks rettigheder i forbindelse med sit besøg i Danmark. Som Socialudvalget er orienteret om i fredagsmail af 31. marts 2023, præsenterer José Tzay sin rapport til FN’s menneskerettighedsråd til september 2023.

Socialforvaltningen bemærker yderligere, at regeringen på nationalt plan har afsat 7,8 mio. kr. til at styrke sagsbehandling og samarbejde i børnesager med grønlandske familier i udmøntningen af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedet fra 2023-2026.

Løsning

Socialforvaltningen foreslår, at der indarbejdes et afsnit om socialområdet i handleplanen med henblik på at sikre opmærksomhed på at forebygge racisme og diskrimination i kommunale tilbud på socialområdet (bilag 1). 

Forvaltningen vurderer, at borgercentrenes omstillingsplaner  er en god ramme til at forebygge racisme og diskrimination i de kommunale socialtilbud, da de indeholder mål om at inkludere borgere i udsatte positioner i positive fællesskaber, uanset inuit- eller  etnisk minoritetsbaggrund. I forvaltningen er der en række tiltag, som har til formål at udjævne social ulighed på tværs af inuit- eller etnisk minoritetsbaggrund, eksempelvis tilbydes medarbejdere e-læringskursus i interkulturel kommunikation. Dette fremgår af forvaltningens forslag til særskilt afsnit om socialområdet i handleplanen (bilag 1). Fokus i afsnittet afspejler de høringssvar, der er kommet ind på socialområdet fra bl.a. Institut for Menneskerettigheder omkring måling af forældrekompetencer mv., der har et særligt fokus på familier med inuitbaggrund. 

Herudover gør forvaltningen opmærksom på, at Socialudvalget på det kommende udvalgsmøde den 17. maj 2023 har bedt forvaltningen om at præsentere forslag til indsatser for borgere i udsatte positioner med grønlandsk baggrund. Forslagene vil bl.a. indeholde tiltag, som sigter at styrke den kulturelle forståelse af grønlandsk inuit kultur, der kan anvendes i tilrettelæggelsen af det socialfaglige arbejde i Københavns Kommune. Endelig drøftede Socialudvalget på udvalgsmødet den 15. marts 2023 forslag til meningsfulde samarbejdsområder mellem Kommuneqarfik Sermersooq og Københavns Kommune, der kan indgå i en kommende venskabsbysaftale og skabe rammerne for bl.a. kulturel sparring, videndeling og fælles udvikling.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser i sig selv. 

Videre proces

Efter godkendelse fremsendes Socialudvalgets beslutning til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, som forelægger en samlet sag med en opdateret handleplan og et høringsnotat for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 15. maj 2023. Efter godkendelse i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget layoutes handleplanen og forelægges for Borgerrepræsentationen til endelig godkendelse den 22. juni 2023.  

 

Mikkel Boje

                                         / Eva Stokbro Jensen

Beslutning

1. at-punkt blev godkendt.

2. at-punkt blev taget til efterretning.

Til top