Mødedato: 25.04.2007, kl. 16:00

Initiativer til løsning af opståede problemer i Gaderummet

Se alle bilag

Initiativer til løsning af opståede problemer i Gaderummet

Socialudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 25. april 2007

 

 

5.      Initiativer til løsning af opståede problemer i Gaderummet

 

SUD 142/2007  J.nr. 121/2007

 

 

 

Socialudvalget skal tage stilling til, hvilke initiativer der skal iværksættes ifm. den aktuelle konflikt mellem Gaderummets bestyrelse og Gaderummet med henblik på at sikre betryggende rammer for brugerne af Gaderummet.

 

Beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

1.  At Socialforvaltningen indgår aftale med at et privat konsulentfirma, der får til opgave:

·        At udbetale en overlevelseshjælp til Gaderummet.

·        At udarbejde forslag til en fremtidig bestyrelseskonstruktion og ledelseskonstruktion for Gaderummet.

·        At sikre en øjeblikkelig efterlevelse af de påbud, som er indeholdt i tilsynsrapporten, sammen med Gaderummets ansatte.

2.  At der gennemføres en uafhængig revisionsmæssig undersøgelse af Gaderummets økonomiske og regnskabsmæssige forhold. 

3.  At Socialudvalget inden sommerferien forelægges en samlet opfølgning på ovenstående punkter.

 

Problemstilling

Socialforvaltningen gav på Socialudvalgets møde d. 7. februar 2007 en foreløbig orientering om den opståede konflikt mellem dele af Gaderummets bestyrelse på den ene side og Gaderummets ledelse og medarbejdere på den anden. Siden har forvaltningen haft møder dels med bestyrelsen for fonden Gaderummet, dels med Gaderummets leder Kalle Birch-Madsen. Det er forvaltningens vurdering på denne baggrund, at den nuværende situation er helt fastlåst, og at det ikke vurderes som realistisk, at det nuværende samarbejde mellem Gaderummets bestyrelse og Gaderummets ledelse og medarbejdere kan fortsætte.

 

Herudover viser det gennemførte tilsyn for Gaderummet, at stedet på en række punkter ikke lever op til Socialforvaltningens godkendelse af stedet (Bilag 1 og 3).

 

Endelig har bestyrelsesformanden i forbindelse med konflikten anført, at han mener, at der foregår betydelige uregelmæssigheder ifm. Gaderummets regnskabsførelse (bilag 6).

 

Såfremt der ikke findes en tilfredsstillende løsning af ovenstående, kan forvaltningen ikke anbefale at Gaderummet fortsat godkendes. Konsekvensen heraf vil være at tilskuddet til Gaderummet vil bortfalde, og at en større gruppe udsatte unge vil miste deres støttetilbud.

 

Løsning

Konflikten mellem bestyrelsen og Gaderummets ledelse

Konflikten opstod ved årsskiftet primært mellem bestyrelsesformanden Ole Henriksen og Gaderummets daglige leder Kalle Birk Madsen. Selve anledningen til konflikten er vanskelig at kortlægge, men synes at være en kombination af personlige forhold samt uenighed om Gaderummets drift. Som et resultat af konflikten fremkom en række beskyldninger fra såvel bestyrelsesformand Ole Henriksen mod Kalle Birk Madsen og omvendt. Til belysning af dele af konflikten er vedlagt bilag 6,7 og 8.

 

Konsekvensen af konflikten blev, at Gaderummets leder, medarbejdere og daglige bruger på et "husmøde" fremsender et mistillidsvotum til Bestyrelsesformand Ole Henriksen og samtidig afsætter bestyrelsesformanden (bilag 7 og 8). Dette er dog ikke juridisk muligt, da "husmødet", ikke er en part jf. vedtægterne og stedets godkendelse.

 

Efterfølgende opstår tillige en mere juridisk diskussion mellem de to parter ift., om hvem der reelt udgør bestyrelsen for Gaderummet. Forvaltningen har i vedlagte bilag 2 foretaget en juridisk vurdering heraf. Det er forvaltningens vurdering at den formelle forhandlingspart er fondens bestyrelse.

 

Det er imidlertid samlet set forvaltningens vurdering at konflikten mellem dele af bestyrelsen og Gaderummets ledelse (med støtte fra medarbejdere) har fået en karakter, hvor den ikke kan løses i mindelighed. Det er ligeledes forvaltningens vurdering, at bestyrelsen ikke har den fornødne opbakning fra Gaderummets ansatte og brugere, der mulig gør at bestyrelsen reelt har mulighed for at udføre sit arbejde.

 

Vedr. tilsynsrapportens påbud

I november 2006 fremsendte forvaltningens Tilsynskontor en kritisk tilsynsrapport til Gaderummet. Rapporten, der indeholder 6 påbud, er vedlagt som bilag 3.

 

Såvel Gaderummets bestyrelsesformand, Gaderummets daglige leder og Gaderummets ansatte meldte meget kritisk tilbage, at man ikke var enig i rapporten og dens påbud (se bilag 10-12). Efterfølgende besluttede bestyrelsen dog på et møde med forvaltningen, at man ville fremsende en mere imødekommende tilbagemelding og ville søge at efterkomme samtlige påbud. Denne tilbagemelding kom dog aldrig frem til forvaltningen grundet konflikten mellem bestyrelsen og ledelsen.

 

På møde mellem forvaltningen og Kalle Birch Madsen den 14/3 2007 bløder Kalle Birch Madsen ved advokat Knud Foldschacks mellemkomst op på den hidtidige klare afvisning og fremsender efterfølgende via advokat Knud Foldschack en positiv skriftlig tilbagemelding vedr. efterlevelse af påbuddene (se bilag 4 og bilag 5).

 

Vedr. psykiatrisk tilsyn

I vedlagte bilag 9 fremgår en henvendelse fra ledelsen på Hvidovre Hospital hvori ledelsen anfører, at de efter nu at have forsøgt et samarbejde med Gaderummet i snart 2 år må konstatere, at det ikke er muligt at få den fornødne opbakning fra Gaderummets ledelse. Dette er bekymrende dels fordi det er forudsat i forvaltningens godkendelse og dels fordi en række af de unge i gaderummet har betydelige psykiatriske problemer.

 

Vedr. de bestyrelsesmæssige og ledelsesmæssige forhold

Det er forvaltningens samlede vurdering, at Gaderummets daglige leder ikke i fornødent omfang har sikret, at Gaderummet drift har været i overensstemmelse med forvaltningens godkendelse af stedet. Dette skal bl.a. ses på baggrund af den kritiske tilsynsrapport og henvendelsen fra Hvidovre Hospital.

 

Det er ligeledes forvaltningens vurdering at Gaderummets bestyrelse ikke i fornødent omfang har sikret at Gaderummet drift har været i overensstemmelse med forvaltningens godkendelse af stedet Dette skal bl.a. ses i lyset af at bestyrelsen ikke på et tidligere tidspunkt har forholdt sig mere uafhængigt kritisk til en række af de driftsmæssige forhold i Gaderummet, som nu fremtræder som kritisable

 

Vedr. Gaderummets regnskabsførelse

Bestyrelsesformanden har fremsendt en række bekymrende skrivelser om uretmæssig regnskabsførelse (se bilag 6). Forvaltningen anbefaler, at forvaltningen iværksætter en uafhængig revisionsmæssig undersøgelse heraf.

 

Forslag til løsning

Forvaltningen anbefaler at forvaltningen indgår aftale med et privat konsulentfirma.

 

Det foreslås at det private konsulentfirma indenfor en tidsramme på 2 måneder får til opgave:

·        Midlertidig udbetaling af fortsat støtte til Gaderummet (overlevelseshjælp), samt sikre en forsvarlig brug af tilskudsmidlerne.

·        At udarbejde forslag til en fremtidig bestyrelseskonstruktion og ledelseskonstruktion for Gaderummet, der sikrer en efterlevelse af såvel godkendelsen samt tilsynsrapporten. Såvel fonens bestyrelse og Gaderummets ansatte bør høres i denne forbindelse.

·        Sammen med Gaderummets ansatte og daglige leder, at sikre en øjeblikkelig efterlevelse af de påbud, som er indeholdt i tilsynsrapporten, samt tage initiativ til udarbejdelse af et mere imødekommende forslag til en aktiv inddragelse af psykiater.

 

Samtidig anbefaler forvaltningen, at der gennemføres en revisionsmæssig undersøgelse af Gaderummets økonomiske og regnskabsmæssige forhold.

 

For at ovenstående forslag skal være muligt at gennemføre, og da Gaderummet er en selvejende institution, mener forvaltningen, at det er en forudsætning, at såvel Gaderummets bestyrelse, Gaderummets daglige leder og Gaderummets ansatte accepterer ovenstående forslag. Såfremt dette ikke er tilfældet, mener forvaltningen ikke, at der kan ske en fortsat udbetaling af støtte til Gader ummet.

 

Økonomi

Udgifterne ved gennemførelse af de foreslåede undersøgelser skønnes til samlet ca. 0,3 mill. kr. og vil blive afholdt inden for den eksisterende budgetramme på bevillingsområde Voksne med særlige behov.

 

Videre proces

Resultatet af den foreslåede proces vil blive forelagt Socialudvalget inden sommerferien med indstilling om, hvad der videre skal ske i sagen.

 

Bilag

Bilag 1. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens godkendelsesskrivelse af 23. december 2005.

Bilag 2. Notat om Gaderummets ledelsesmæssige forhold.

Bilag 3. Tilsynsrapport Gaderummet 2006.

Bilag 4. Referat af møde d. 14. marts 2007 mellem Gaderummets leder, Kalle Birch Madsen, samt bisiddere og forvaltningen.

Bilag 5. Brev af 23. marts. 2007 fra Knud Foldshack vedr. den fortsatte drift af Gaderummet.

Bilag 6. Brev fra bestyrelsesformand Ole Henriksen af 6. april 2007 til Socialudvalget.

Bilag 7. Husmødereferat fra Gaderummet af 28. januar 2007.

Bilag 8. Mistillidsvotum til bestyrelsesformanden af 22. januar 2007.

Bilag 9. Brev fra Hvidovre Hospital om samarbejdet med Gaderummet          

Bilag 10. Kalle Birk-Madsens tilbagemelding af 6. december på tilsynsrapporten

Bilag 11. Ole Henriksens tilbagemelding af 6. december på tilsynsrapporten.

Bilag 12. Medarbejderne i Gaderummets tilbagemelding på tilsynsrapporten.

Bilag 13. Beslutningsprotokol fra Socialudvalgsmødet den 18. april 2007

 

 

         Anette Laigaard

                                                                 / Sven Bjerre

 


 

Til top