Mødedato: 18.06.2025, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Opførelse af 59 almene boliger til udsatte unge

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget skal tage stilling til, om Socialforvaltningen på ny skal forsøge at genoptage samarbejdet med de almene boligorganisationer om realisering af 59 billige almene ungdomsboliger. Opførelse af samlet 70 billige boliger til udsatte unge blev vedtaget ved ”Basisboligaftalen fra 2014 og ved ”Små billige almene boliger til udsatte borgere herunder hjemløse” fra 2015. Det har på nuværende tidspunkt kun været muligt at realisere 8 ud af 20 boliger efter Basisboligaftalen og 3 boliger ud af 50 boliger fra aftalen om små billige boliger til udsatte borgere. Der udestår således opførelse af 59 boliger.

Socialudvalget behandlede senest sagen den 26. april 2023, hvor sagen blev sendt retur til forvaltningen mhp. yderligere oplysninger. Sagen blev herefter opdelt i to, hvor Socialudvalget den 15. januar 2025 behandlede den første indstilling (”Indstilling om 20 almene ungdomsboliger i Fremtidens Sølund og 13 familieboliger i Fælledbyen på Amager”), og hvor denne indstilling er den anden.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningen meddeler Teknik- og Miljøforvaltningen og de almene boligselskaber, 

  1. at Socialforvaltningen ønsker at genoptage arbejdet med at få opført de i alt 59 almene boliger med varig 100 pct. anvisningsret til Socialforvaltningen, som blev politisk vedtaget i hhv. 2014 og 2015 med projekterne ”Basisboligaftalen” og ”Små billige almene boliger til udsatte borgere herunder unge hjemløse”.

Problemstilling

Socialudvalget skal tage stilling til, om Socialforvaltningen skal gå i dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen og de almene boligorganisationer om at forsøge at få opført de resterende 59 almene boliger til udsatte unge med 100 pct. anvisningsret til Socialforvaltningen.

Opførelse af 70 almene boliger øremærket til boligsocial anvisning af udsatte unge blev vedtaget ved ”Basisboligaftalen” fra 2014 og aftalen om Små billige boliger til udsatte borgere – herunder unge hjemløse fra 2015.

Det har kun været muligt at realisere 8 ud af 20 boliger efter basisboligaftalen og 3 boliger ud af 50 boliger fra aftalen om små billige boliger til udsatte borgere. Der er derfor 59 boliger, inden for rammerne af de to aftaler, der endnu ikke er opført. 

Det var planlagt, at alle 70 boliger skulle have været opført i perioden fra 2015 til 2021. Alle boligerne var planlagt opført som almene ungdomsboliger, men kunne også være opført som boliger målrettet Socialforvaltningens målgruppe eller som almene familieboliger. Boligerne skulle realiseres i 5 forskellige byggeprojekter. 2 af byggeprojekterne er blevet realiseret, mens de resterende 3 byggeprojekter blev opgivet som følge af problemer med plangrundlag eller økonomi. De to politiske aftaler og de planlagte byggeprojekter er nærmere beskrevet i bilag 1. 

Teknik- og Miljøforvaltningen og de almene boligorganisationer har haft vanskeligt ved at finde grunde og projekter, hvor boligerne kunne indtænkes. Siden nedlukningerne ifm. Covid-19 og den efterfølgende overophedning på byggemarkedet og kraftigt stigende materialepriser er det kun blevet vanskeligere at opføre billige almene boliger.

De almene ungdomsboliger, der opføres i dag, har for langt de flestes vedkommende en husleje, der ligger betydeligt højere, end de udsatte unge kan betale. 

Det forventes derfor at blive vanskeligt for de almene boligselskaber at indgå i et fornyet samarbejde med Socialforvaltningen om at opføre almene boliger til udsatte unge, hvor huslejen kan holdes inden for målgruppens gennemsnitlige betalingsevne på ca. 3.000-3.500 kr.

Løsning

Socialudvalget kan beslutte, at Socialforvaltningen skal forsøge at genoptage arbejdet med at opført de resterende 59 ungdomsboliger, der er besluttet opført inden for rammerne af  de to politiske aftaler.

Forudsætning for genoptagelse af projekter

Hvis de resterende 12 boliger efter basisboligaftalen  skal opføres, forudsætter det en dialog med KAB om, hvorvidt de ønsker at genoptage samarbejdet om opførelsen. Hvis KAB ikke er interesseret, bør det udviklede koncept udbredes, så andre boligorganisationer kan byde ind på at opføre de 12 basisboliger med 100 pct. anvisning til Københavns Kommune.  

For at kunne genoptage arbejdet med at opføre de resterende 47 billige boliger til udsatte unge, skal der findes en eller flere almene boligselskaber i København, der ønsker at opføre boliger med 100 pct. permanent anvisningsret til Socialforvaltningen.

100 pct. permanent anvisningsret

Ved rammeaftalen for udlejning og anvisning 2024-2027, der blev indgået mellem BL 1. kreds og Københavns Kommune i december 2023, blev det besluttet, at særboliger med 100 pct. varig anvisningsret til Københavns Kommune skal udfases. I aftaleperioden fra 2024-2027 skal nybyggeri kun have 100 pct. anvisningsret ved førstegangsudlejningen og ved evt. genudlejning inden for de første 4 år. Efter de første 4 år vil indplacering i boligerne ske efter almindelige fordelingsprincipper.

Det er derfor tvivlsomt, om der kan findes boligorganisationer, der vil påtage sig at opføre nye boliger med 100 pct. varig kommunal anvisningsret, og at boligerne kun kan realiseres inden for rammerne af den gældende udlejningsaftale mellem BL 1. kreds og Københavns Kommune. 

Det er dog muligt, at boligselskaberne vil være mere positivt stemt, når målgruppen er afgrænset til unge, og forvaltningen vil i de konkrete projekter arbejde på at indgå aftale om 100% varig anvisning.

Anlægsudgifter

Derudover er det en forudsætning, at der kan udvikles projekter til en anlægssum, der gør det muligt for målgruppen at betale.

Forvaltningen kan gå i dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen og de almene boligselskaber om, hvorvidt det vil være lettere at realisere boligerne som billige almene familieboliger i stedet for almene ungdomsboliger. Fonden for Blandede Byer har bl.a. afsat midler til opførelse af særligt billige almene familieboliger. Støttemuligheden udløber i 2027.Det er en forudsætning for støtte til opførelse, at boligerne ved ibrugtagning anvises af kommunen.

Derudover har Kommuneplan 2024 gjort det muligt at opføre almene familieboliger ned til 40m2 inkl. andel af fællesarealer, hvor minimumskravet for en familiebolig inkl. andel af fællesarealer før lå på 50m2.

Det er dog meget tvivlsomt om disse nye muligheder kan  huslejen ned på et niveau, som målgruppen kan betale, da byggeriet af almene boliger i København fortsat er hårdt belastet af høje grundpriser og høje priser på byggemarkedet.

Muligheder for nedbringelse af huslejen

Det skal derfor drøftes med boligorganisationerne, om der er andre muligheder for at bringe anskaffelsessummen på byggerierne ned. 

Hvis det ikke er muligt at opføre boligerne til en pris, hvor huslejeniveauet er inden for rammerne af, hvad målgruppen kan betale, vil det være muligt at anvende udslusningsboligtilskuddet. 

Udslusningsboligtilskuddet er et statsligt tilskud, der kan bruges til at reducere huslejen for særlig udsatte personer, så de kan få tildelt en bolig og har mulighed for at fastholde den. Udslusningsboligtilskuddet  kan gives til borgere, uanset om der er tale om en almen ungdomsbolig eller en familiebolig og uafhængigt af, om boligen er omfattet af en aftale om permanent kommunal anvisning eller er omfattet af udlejningsaftalen mellem BL 1. kreds og Københavns Kommune.

Udslusningsboligtilskuddet vil kunne anvendes i kombination med, at der gives støtte til opførelsen af boligerne.

Mulige konsekvenser ved opførelse af boliger der ikke tilgodeser målgruppen

Hvis det lykkes at indgå en aftale med boligorganisationerne om at opføre boliger med 100 pct.  permanent kommunal anvisningsret, er der en risiko for tomgangslejetab, hvis boligerne bliver for dyre til målgruppen, og der ikke er mulighed for at give individuel huslejestøtte i form af eksempelvis udslusningsboligtilskud. 

For at undgå det, vil forvaltningen arbejde på, at der i forbindelse med et byggeprojekt indgås aftale med boligselskabet om, at de får boligen retur til udlejning via deres venteliste, hvis forvaltningen ikke kan bruge den ledige bolig. Der er tidligere indgået en sådan aftale på baggrund af, at små billige boliger generelt ikke er vanskelige for boligselskaberne at leje ud. Det forventes derfor at være en realistisk mulighed.

Hvis ikke det er muligt, vil forvaltningen vende tilbage med behovet for midler til tomgangsleje. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Socialforvaltningen fik til budget 2010 bevilliget 10,8 mio. kr. i grundkapitalmidler med henblik på opførelse af almene boliger til borgere med sindslidelser og handicap.

Borgerrepræsentationen besluttede i oktober 2013 at midlerne kunne anvendes til opførelse af minimum 60 almene boliger til unge med sindslidelse og handicap. De tre projekter med i alt 60 boliger, der fremgår af indstillingen, blev imidlertid ikke realiseret.

Ved opførelse af de 8 boliger, der følger af basisboligaftalen, blev anvendt 866.000 kr. fra grundkapitalmidlerne. Der er ikke siden bevilliget grundkapital til projekter med henvisning til 2010 puljen og udmøntningsaftalen fra 2013. Det svarer derfor til, at der fremskrevet til 2025 er ca. 12 mio. kr. til rådighed af bevillingen fra 2010.

Det er  ikke muligt at isolere den grundkapital, der blev afsat i 2010 fra den grundkapital, der blev afsat til øvrige formål. Der er derfor samlet pr. 26. maj 32.711.043 kr. (anlægs P/L 2026) til rådighed i Socialforvaltningen til udbetaling af grundkapital til almene byggeprojekter.

Grundkapitalen kan komme i spil, når der foreligger konkrete projekter. En indstilling om evt. udmøntning af grundkapital vil blive forelagt Socialudvalget. 

Den grundkapital, der blev afsat  til 50 små billige boliger til udsatte herunder hjemløse”, udgør en del af en større pulje hos Teknik- og Miljøforvaltningen. Teknik- og  Miljøforvaltningen vil fremlægge en indstilling om udmøntning af grundkapitalen, når der foreligger konkrete projekter, hvor midlerne kan anvendes. 

Politisk handlerum

Hvis Socialudvalget ikke tiltræder indstillingen, vil arbejdet med at opføre de 59 almene boliger med 100 pct. anvisningsret til Socialforvaltningen ikke blive forsøgt genoptaget. 

Socialforvaltningen vil fortsætte det tætte samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen om løbende at få indarbejdet særligt billige boliger til boligsocial anvisning inden for rammerne af udlejning- og anvisningsaftalen 2024-2027. Sådanne projekter opføres løbende. 

Videre proces

Hvis indstillingen ikke tiltrædes, vil Socialudvalgets beslutning blive videreformidlet til behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, hvor de to oprindelige bevillinger er givet.

 

 

       Katrine Ring 

       /Anders Johannes Kristensen


Til top