Håndtering af medlemsforslag om ’etablering af plejehjem med fokus på skæve eksistenser og socialt udsatte københavnere’
Resumé
En enstemmig borgerrepræsentation vedtog den 27. marts 2025 at henvise ’Medlemsforslag om etablering af et plejehjem med fokus på skæve eksistenser og socialt udsatte københavnere’ (bilag 1) til udvalgsbehandling i Sundheds- og Omsorgsudvalget. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen udarbejder i samarbejde med Socialforvaltningen et fælles budgetforslag om etablering af et socialplejehjem til budgetforhandlingerne for 2026. Medlemsforslaget er i tråd med et afdækningsarbejde, som Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) startede op med Socialforvaltningen (SOF) i sommeren 2024 samt et nationalt fokus på behovet for flere socialplejehjem.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget tager til efterretning, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen udarbejder et budgetforslag om etablering af et socialplejehjem i samarbejde med Socialforvaltningen til budgetforhandlingerne for 2026.
Problemstilling
Den 27. marts 2025 vedtog Borgerrepræsentationen enstemmigt at henvise ’Medlemsforslag om etablering af et plejehjem med fokus på skæve eksistenser og socialt udsatte københavnere’ til udvalgsbehandling i Sundheds- og Omsorgsudvalget.
I medlemsforslaget foreslås det at pålægge SUF og SOF at fremlægge et budgetforslag til Budget 2026 om etablering af et socialplejehjem. Derudover foreslås det, at forvaltningerne indleder dialog med relevante parter fra civilsamfundet, der har erfaringer med at drive denne type plejehjem.
Medlemsforslaget er i tråd med en eksisterende både politisk og administrativ opmærksomhed på området i kommunen, blandt organisationer på området og på nationalt politisk niveau. Det gælder bl.a. et afdækningsarbejde, som SUF igangsatte med SOF i sommeren 2024 vedrørende behov og muligheder for at etablere et socialplejehjem. Afdækningsarbejdet peger på, at der er udsatte ældre i København, som kan have gavn af et tilbud, som er mere direkte målrettet deres behov.
Derudover er forslaget i tråd med et nationalt fokus – bl.a. i Folketingets Ældreudvalg og blandt civilsamfundsorganisationer – på behovet for flere socialplejehjem i takt med den stigende levealder blandt udsatte borgere. I år vil Social- og Boligstyrelsen desuden udmelde en ansøgningspulje til forsøgsordning med plejehjemspladser for udsatte ældre som led i aftale om reserven på social- sundheds- og arbejdsmarkedsområdet (SSA-reserven) i 2025.
Løsning
SUF udarbejder i samarbejde med SOF et fælles budgetforslag om etablering af et socialplejehjem til forhandlingerne om Budget 2026.
Med afsæt i afdækningen, der er fortaget af forvaltningerne, vil der være tale om et socialplejehjem målrettet borgere (ca. +55 år), som både har et plejebehov som følge af aldersrelateret fysisk funktionsnedsættelse, komplekse sundhedsudfordringer og et socialfagligt støttebehov som følge af sociale problemer fx relateret til hjemløshed og misbrug – ofte med underliggende psykiske vanskeligheder. Socialplejehjemmet skal rumme en større tværfaglighed – personalemæssigt og metodisk – som imødekommer målgruppens behov i højere grad end eksisterende tilbud i hhv. SUF og SOF.
En nærmere konkretisering af målgruppe, visitationskriterier mv. forvaltningerne imellem vil ske i forlængelse af eventuel prioritering af budgetnotatet.
Både socialborgmesteren og begge forvaltninger har desuden været i dialog med Kirkens Korshær og Røde Kors Hovedstaden, der har erfaringer med at drive tilbud for lignende målgrupper. De har begge vist interesse for et potentielt samarbejde.
Forvaltningerne vil ved prioritering af budgetnotatet også være opmærksomme på muligheden for at søge om tilskud fra Social- og Boligstyrelsens ansøgningspulje til forsøgsordning med plejehjemspladser for udsatte ældre. Ansøgningspuljen udmeldes i 3. kvartal 2025.
Økonomi
Der er ingen økonomiske konsekvenser forbundet med indstillingen.
Videre proces
SUF udarbejder i samarbejde med SOF et fælles budgetforslag til etablering af et socialplejehjem, som kan indgå i forhandlingerne om budget 2026.
Katrine Ring
/ Eva Stokbro Jensen