Sammenlægning af tre aktiverende og forebyggende tilbud på Høffdingsvej 34
Resumé
Socialudvalget skal tage stilling til, om tre matrikler, hvor der i dag er aktiverende og forebyggende tilbud efter servicelovens § 79, skal opsiges og samles i et tilbud, der bliver placeret på Høffdingsvej 36 på 3. og 4. sal i en tilstødende bygning til Autismehuset. Det gælder de tre aktiverende og forebyggende tilbud Café Rose, Ottilia og Pinta, som er generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte, som er målrettet borgere med psykisk sårbarhed og psykiatriske diagnoser, og som ikke forudsætter visitation. Sammenlægning foreslås ikke for at spare på området, men har til formål at sikre en bedre ressourceudnyttelse af tilbuddene til gavn for borgerne. En afledt effekt af tilknytningen til Autismehuset er, at målgruppen for de aktiverende og forebyggende tilbud vil få gavn af både de beskæftigelsesrettede indsatser og den sociale kantine, som etableres i Autismehuset. Der ses desuden en stigning i antallet af borgere med kombinerede diagnoser, der går på tværs af tilbuddene, som forvaltningen vil få bedre forudsætninger for at understøtte.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at lejekontrakterne for de tre aktiverende og forebyggende tilbud (serviceloven § 79) Café Rose, Ottilia & Pinta opsiges og samles til ét tilbud på Høffdingsvej 36 i Valby i tilknytning til Autismehuset.
Problemstilling
Kapaciteten og de økonomiske ressourcer anvendes ikke optimalt for Café Rose, Ottilia og Pinta på nuværende tidspunkt. Det skyldes følgende:
- I Café Rose udbydes aktuelt kun kursusaktiviteter (rehabiliterende gruppeforløb for brugerne) cirka 4 timer ugentligt, hvilket er stedets eneste åbningstid som konsekvens af en omlægning af tilbuddet i maj 2024. Baggrunden for omlægningen var, at Café Rose kun havde 2-3 ugentlige åbningsdage med 4-5 brugere i gennemsnit dagligt, hvilket var for få brugere til tilbuddets budget. På trods af omlægningen har det dog ikke været muligt at øge brugerantallet. Huslejeudgiften er knap 480.000 kr. (2024-tal), hvorfor anvendelsen af matriklen ikke står mål med udgifterne til lokalerne.
- De fysiske rammer i Ottilia og Pinta er ikke optimale for et aktiverende og forebyggende tilbud. Dels er det ikke muligt at anvende køkkenerne til at drive café, og dels er aktivitetsrummene for små. Der kan således kun køre små hold, som betyder, at undervisernes tid ikke udnyttes effektivt, og der opstår ventelister.
- Ottilia og Pinta har aktuelt en samlet personalegruppe på 13,2 fuldtidsstillinger fordelt på 17 medarbejdere. Medarbejdergruppen skal dække begge matrikler, hvilket begrænser omfanget af aktiviteter og fleksibiliteten i åbningstider på de to tilbud.
- Tilbuddene har lave besøgstal sammenlignet med kommunens øvrige aktiverende og forebyggende tilbud på trods af nogenlunde samme antal medarbejdere og årsværk. I 2024 havde Café Rose dagligt besøg af 6 brugere, Ottilia 15 brugere og Pinta 10 brugere. Der er således potentiale for at udvide antallet af brugere, hvis man samler de tre tilbud i nogle større lokaler og kan bruge medarbejdernes ressourcer mere effektivt og fleksibelt på tværs af en matrikel.
Løsning
For at sikre en bedre ressourceudnyttelse af tilbuddene til gavn for borgere, foreslår forvaltningen at samle de tre tilbud til ét tilbud på Høffdingsvej 36, der ligger i tilknytning til Autismehuset. Det vil give et fagligt styrket, helhedsorienteret og mere fleksibelt tilbud til borgerne.
Et mere helhedsorienteret aktiverende og forebyggende tilbud
En sammenlægning giver mulighed for at lave et aktiverende og forebyggende tilbud, som udbyder flere forskellige former for aktiviteter og samværstyper, hvilket vil give et mere helhedsorienteret tilbud for borgerne. Brugerne vil kunne deltage, uanset om de er i stand til at følge en kursusrække eller ej. Tilbuddet vil blive mere brobyggende mellem samvær, aktiviteter og kurser, da flere forskellige aktiviteter kan udbydes af flere medarbejdere til flere borgere på samme sted, såsom beskæftigelsesfremmende aktiviteter, kurser ift. livsmestring, genopbygning af identitet og et grundlæggende recovery-fokus
Mere robusthed, større fleksibilitet og bedre udnyttelse af ressourcer
En sammenlægning af de tre tilbud vil medføre, at åbningstiderne vil kunne udvides til eftermiddage, aftener og evt. weekender, som er efterspurgt hos målgruppen. Det minimerer barrierer for deltagelse fra brugerne fx i perioder, hvor de har det svært op til eller efter indlæggelser i psykiatrien. Udover at gavne borgerne, vil sammenlægningen styrke robustheden i personalegruppen, da flere medarbejdere kan bemande ét samlet tilbud. Personalemøder vil nemmere kunne afholdes uden for tilbuddets åbningstid, og driften vil blive styrket og være mere stabil ifm. ferier og sygdom. Det vil være ressourcebesparende, at personalegruppen ikke skal bevæge sig mellem flere matrikler ift. vagtplanlægning og transport. Det vil også optimere den fysiske kapacitet, da kontorpladser samles på en matrikel, og flere af tilbuddets kvadratmeter kan anvendes til borgerrettede aktiviteter.
I budgetforhandlingerne 2026 fik Autismehuset 6,8 mio. kr. bl.a. til etablering af social kantine og køkken samt beskæftigelsesrettede indsatser. Målgruppen for de aktiverende og forebyggende tilbud kan få gavn af både de beskæftigelsesrettede indsatser og den sociale kantine, da det aktiverende og forebyggende tilbud vil samles i en tilknytning som Autismehuset.
Der vil også være stordriftsfordele ved at samle tilbuddene tæt på hinanden i tilknytning til Autismehuset, da der udover adgang til den sociale kantine også vil være værksteder og faciliteter i stueetagen i Autismehuset, der kan benyttes og deles på tværs, men fx med forskellige åbningstider, således at borgergrupperne ikke benytter tilbuddene samtidigt. Det vil betyde, at faciliteterne ikke står ubrugte i mange timer ugentligt.
Større synergier mellem områderne i Center for Aktivitet, Beskæftigelse og Støtte i egen bolig (CABS)
En sammenlægning og flytning i tilknytning til Autismehuset vil komme borgerne og områderne i CABS til gavn, da der vil være mulighed for at etablere kontor med flekspladser til § 85 vejlederne, der arbejder med målgruppen med psykisk sårbarhed i selve de aktiverende og forebyggende tilbud. Det vil styrke samarbejdet og skabe synergier mellem vejlederne og tilbuddet. Ligeledes kan det bidrage til at styrke samarbejdet med de vejledere, der samarbejder med målgruppen med autisme, som også får kontorfaciliteter i huset.
En sammenlægning vil ikke påvirke målgruppen negativt, da erfaringer viser, at målgruppen for de aktiverende og forebyggende tilbud selv kan transportere sig til tilbud i andre bydele, end hvor de selv bor. Mange brugere af Ottilia og Pinta benytter begge tilbud, hvilket vidner om mobilitet hos borgerne på tværs af de to tilbud. Erfaringer fra andre aktiverende og forebyggende tilbud viser, at Ungehuset CPH er bydækkende og har brugere fra hele kommunen. Det samme gør sig gældende i Kompasset på Amager. Der vil fortsat være tilbud placeret i Sydhavn til målgruppen.
Den nuværende afstand mellem Ottilia og Høffdingsvej er omkring en halv kilometer. Afstanden mellem Pinta og Høffdingsvej er 4,7 kilometer, og afstanden mellem Café Rose og Høffdingsvej er knap 2 kilometer. Der ligger andre aktiverende og forebyggende tilbud i nærheden af både Pinta og Café Rose, og den del af borgergruppen der ikke kan transportere sig til Høffdingsvej, kan derfor gøre brug af disse. I starten kan der tilbydes følgeskab til Høffdingsvej til den del af målgruppen, der er mest udfordret på at være selvtransporterende fra de tre tilbud, ligesom der kan laves opsøgende arbejde ift. at hjælpe borgere ind i tilbuddet.
Sagen blev behandlet på HovedMED d.13.august. Bemærkninger fra mødet er vedlagt som bilag (bilag 3). Bemærkningerne fra mødet er besvaret i indstillingen.
Økonomi
Samlet set var der i 2024 huslejeudgifter til de tre nuværende matrikler for cirka 1,3 mio. kr. Fordelingen ses nedenfor i tabel 1.
§ 79-tilbud |
Nuværende huslejeudgift |
Ottilia |
408.992 kr. |
Pinta |
416.721 kr. |
Café Rose |
477.131 kr. |
I alt |
1.302.844 kr. |
Det forventes, at huslejen for 3. og 4. sal på Høffdingsvej vil være svarende til det huslejebeløb, der på nuværende tidspunkt er til rådighed for de tre adresser på cirka 1,3 mio. kr. Huslejen er endnu ikke forhandlet, da det afventes, om sammenlægningen godkendes af Socialudvalget. Der forventes en udgift i forbindelse med opsigelse af de nuværende lejemål, men disse er ikke afklaret. Fremadrettet vil den nuværende tildelte økonomi for de tre tilbud kunne finansiere driften af det nye samlede tilbud.
Politisk handlerum
Hvis Socialudvalget ikke godkender indstillingen, vil ændringen ikke blive gennemført og tilbuddene vil fortsætte som hidtil.
Videre proces
Hvis Socialudvalget godkender indstillingen, vil forvaltningen igangsætte arbejdet med at opsige de nuværende tre lejemål og indgå kontrakter med den nye lokalitet på Høffdingsvej mhp. indflytning i udgangen af 2025 eller starten af 2026 efter dialog med nuværende udlejer.
Katrine Ring
/ Eva Stokbro Jensen