Afrapportering på ledelsestilsynet på børneområdet
Resumé
Socialudvalget orienteres med denne sag om ledelsestilsynet med myndighedsindsatsen på børneområdet i 2025. Dette er det første ledelsestilsyn, efter barnets lov trådte i kraft 1. januar 2024 og efter den nye tilsynsmodel, som det tidligere Socialudvalg godkendte den 18. juni 2025. Ledelsestilsynet viser, at der er områder, hvor indsatsen er tilfredsstillende, men også områder, hvor indsatsen ikke er tilfredsstillende. Ledelsestilsynet giver indtryk af, at meget bliver gjort i praksis, men at det ikke dokumenteres tilstrækkeligt i sagerne. Dokumentation er derfor det overordnede fokus for de opfølgende læringsaktiviteter i Din Sociale Indgang.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget tager afrapporteringen om resultatet af ledelsestilsynet på børneområdet i 2025 til efterretning.
Problemstilling
Socialudvalget godkendte den 18. juni 2025 en ny model for ledelsestilsynet, som er tilpasset fra de tidligere børneregler i serviceloven til barnets lov. Det nye tilsyn omfatter sager på både det udsatte børneområde og børnehandicapområdet, da de to områder er blevet samlet i Din Sociale Indgang per 1. januar 2025. Tilsynet gennemføres en gang om året med afrapportering til Socialudvalget.
Ledelsestilsynet skal være med til at identificere styrker og udfordringer for at skabe læring og styrke kvaliteten i sagsbehandlingen. Der udtages en stikprøve af sager, som gennemgås i forhold til, om væsentlige lovkrav efter barnets lov er overholdt. Sagerne fordeler sig på alle fem lokale bydelsinddelte myndighedsområder og er tilfældigt udtrukket. Tilsynet er bygget op om forvaltningens pejlemærker for implementeringen af barnets lov om henholdsvis inddragelse af barnet, udredning af barnet, udarbejdelse af barnets plan og opfølgning på indsatsen. Tilsynet består af ca. 40 spørgsmål, hvor de fleste af spørgsmålene er udvalgt fra Social- og Boligstyrelsens inspirationsmateriale til ledelsestilsyn, samt et skiftende temanedslag, som kan variere. Som led i sagsgennemgangen måles der på to niveauer – niveau 1 og 2. På niveau 1 gennemgås 150 sager af team- og afdelingsledere i Din Sociale Indgang. Heraf udtages 75 af sagerne til måling på niveau 2, hvor sagerne gennemgås af jurister i Din Sociale Indgang.
Ved siden af forvaltningens eget ledelsestilsyn undersøger Ankestyrelsen i Børnesagsbarometeret opfyldelse af centrale og udvalgte krav i barnets lov for alle landets kommuner. Det første Børnesagsbarometer efter barnets lov, hvori der også indgår et mindre antal børnesager fra Socialforvaltningen, forventes offentliggjort i den nærmeste fremtid.
Som udvalget blev orienteret om i fredagsmail den 17. april 2026, har Rigsrevisionen desuden foretaget en undersøgelse af kommuners anbringelsessager i 2022-2024. Her har Rigsrevisionen opgjort for Københavns Kommune, at der i 56 % ud af 315 anbringelser ikke rettidigt er blevet udarbejdet en børnefaglig undersøgelse.
Løsning
I det første ledelsestilsyn efter barnets lov og den nye model indgår en stikprøve på 75 sager, som jurister (niveau 2) i Din Sociale Indgang har målt på. Det har i dette tilsyn ikke været muligt at anvende resultaterne af målingerne på niveau 1 grundet udfordringer med kun at udtrække sager, der er opstartet efter barnets lov. Ledelsestilsynet i 2025 er derfor kun gennemført af jurister på niveau 2. Der har ikke været et særligt temanedslag ved dette første tilsyn, hvor fokus i stedet har været rettet mod sagsflowet i sagerne og den nye lovgivning.
Med barnets lov skal rådgiverne håndtere en ny hovedlov, nye sagsskridt og et nyt sagsflow. Se også sagen ”Status på implementering af barnets lov”, der behandles på samme møde i Socialudvalget den 16. september 2026 [punkt 7]. Med barnets lov er der blandt andet indført nye regler om screening og afdækning og ændrede regler om løbende inddragelse af barnet og opfølgningen i barnets sag. Flere af de områder, hvor resultatet i tilsynet ikke er tilfredsstillende, er forbundet med ændrede regler indført med barnets lov, men der er også fund, som knytter sig til regler, der ikke er nye med barnets lov. Fx den lovfastsatte frist på fire måneder for udarbejdelse af en børnefaglig undersøgelse, hvor Rigsrevisionens undersøgelse også tegner et billede af, at de børnefaglige undersøgelser ikke bliver udarbejdet rettidigt.
De samlede resultater fra ledelsestilsynet fremgår af tabeller i bilag 1.
Nedslagspunkter fra tilsynet
Nedenfor følger nedslagspunkter fra tilsynet i de 75 sager, som er gennemgået af jurister i Din Sociale Indgang. De 75 målte sager går helt tilbage til, at barnets lov trådte i kraft den 1. januar 2024 og frem, og de fordeler sig på 15 sager med tidlig indsats, 50 sager med støttende indsats og 10 anbringelsessager.
Ledelsestilsynet afdækker det, som er noteret og journaliseret på sagerne og tager ikke højde for, at der konkret kan have været gennemført tiltag – som fx den løbende inddragelse af barnet samt stillingtagen hertil, opfølgningsmøder og orientering om retten til bisidder – som ikke er blevet noteret i sagen. Målingen giver dog også indtryk af, at dele af den centrale sagsbehandling kan antages at blive håndteret i praksis og via mundtlig kommunikation, men at det mangler at blive dokumenteret i sagerne. En af forklaringerne på den manglende dokumentation skal formentlig findes i, at børne- og ungerådgiverne primært er optaget af, at børnene bliver hjulpet relevant med socialfaglige indsatser og støtte, og at de får den hjælp, som de har brug for nu og her, og at de derfor ikke altid får løst den omfattende og vigtige opgave med dokumentation og registrering i barnets sag.
Det overordnede fokus for læringsaktiviteterne i Din Sociale Indgang er derfor korrekt dokumentation i sagerne. Se afsnittet ”Opfølgende læringsaktiviteter” for beskrivelse af tiltag.
Afdækning af barnets/den unges støttebehov
Der er 33 sager om afdækning af barnets/den unges støttebehov. I 31 ud af de 33 sager, hvor der er truffet beslutning om at foretage en afdækning, er det vurderet, at afdækningen er tilstrækkelig til at vurdere barnets/den unges støttebehov. Dette viser positivt, at der generelt foretages relevante indledende vurderinger af støttebehovet i de målte sager.
Børnefaglig undersøgelse
Der er 25 sager, hvor der er udarbejdet en børnefaglig undersøgelse. I samtlige 25 sager foreligger der en afgørelse herom som grundlag for undersøgelsen, og i 21 ud af de 25 sager er det desuden vurderet, at den børnefaglige undersøgelse er det rette redskab til at afdække barnets/den unges støttebehov. Dette viser, at der er fokus på både det juridiske grundlag og den faglige relevans i anvendelsen af børnefaglige undersøgelser. I 13 af de 25 sager er der flere børn eller unge i familien, og i samtlige af de sager er der foretaget en vurdering af, om disse børn og unge ligeledes skal have udarbejdet en børnefaglig undersøgelse. Dette er udtryk for, at der er opmærksomhed på søskendes forhold og eventuelle støttebehov. Ud af de 25 sager er fristen på fire måneder for udarbejdelse af undersøgelsen overholdt i 15 af sagerne. For de 10 sager, hvor fristen ikke overholdt, er der dog i to af sagerne beskrevet en relevant (dvs. lovmedholdelig) årsag hertil. Årsager til, at fristerne ikke kan overholdes, kan fx være, at der afventes oplysninger fra eksterne aktører, såsom psykiatri, Børnehus eller politiet.
Underretning, screening, afgørelser, bisidder og barnets plan
Andre nedslagspunkter fra tilsynet viser, at der i 62 ud af 75 sager er foretaget en 24 timers vurdering af en underretning i sagen. I 55 ud af 75 sager er der foretaget en screening i sagen. Blandt de 20 sager, hvor der ikke er registreret screening, ses den manglende screening dog primært at forekomme i allerede eksisterende sager. Derudover viser nedslagspunkter fra tilsynet, at der i 8 ud af 13 sager ikke er udarbejdet en barnets plan i forbindelse med anbringelsen, at barnet i 29 ud af 60 sager ikke er blevet oplyst om deres ret til en bisidder, og at der i 36 ud af 51 sager med støttende indsats foreligger en afgørelse om indsatsen. En del af forklaringen skal som nævnt formentlig findes i utilstrækkelig dokumentation på sagerne, fx fordi det kan ses af sagen, at der er givet en støttende indsats, men uden at afgørelsen fremgår af sagen.
Inddragelse af barnets holdninger og synspunkter og løbende opfølgning
Der er udfordringer med den løbende inddragelse af barnets holdninger og synspunkter (ændrede regler med barnets lov), og den løbende opfølgning, der skal foretages i barnets sag (ændrede regler med barnets lov). Den løbende inddragelse af barnet vurderes bl.a. at mangle i otte ud af 15 sager med tidlig indsats, mens den mangler i fem ud af 25 sager, hvor der er udarbejdet en børnefaglig undersøgelse. I 40 ud af de 75 sager er der ikke afholdt samtale med barnet i forbindelse med en underretning. Den løbende opfølgning er i 21 ud af 60 sager med støttende indsats eller anbringelse ikke afholdt første gang inden for de lovpligtige første tre måneder. Inddragelse af barnet er vigtigt, så barnet kan give udtryk for sine holdninger og får indflydelse på egne forhold. At barnet skal inddrages er ikke nyt med barnets lov, men det er nyt med barnets lov, at inddragelse skal ske løbende fremfor på bestemte tidspunkter i sagsbehandlingen, hvilket kan gøre det mere komplekst, fører til mere dokumentation og i nogle tilfælde vanskeligt at administrere. Herudover skal en del af forklaringen som nævnt formentlig findes i utilstrækkelig dokumentation på sagerne, fx fordi det kan ses i sagen, at der er påtænkt opfølgningsmøde eller børnesamtale, men uden at mødet eller samtalen dokumenteres og fremgår af sagen.
Opfølgende læringsaktiviteter
På baggrund af fundene i tilsynet og efter input fra de fem børnemyndighedsområder har Din Sociale Indgang planlagt læringsaktiviteter med overordnet fokus på korrekt dokumentation i barnets sag, som der vil blive arbejdet med frem til næste ledelsestilsyn.
De konkrete aktiviteter, som iværksættes, vil bl.a. omfatte en bedre systemunderstøttelse i fagsystemet DUBU, som skal hjælpe børne- og ungerådgiverne til at sikre og dokumentere den løbende inddragelse af barnet. Forvaltningen vil dertil undersøge, om en bedre systemunderstøttelse kan hjælpe til en bedre fristoverholdelse. Herudover indføres en højere grad af ledelsesmæssig styring i forhold til frister og dokumentationskrav, hvor der er behov for det, ligesom tiltagene målrettes de børnemyndighedsområder, hvor der er mest brug for hjælp. Der vil også være obligatorisk undervisning og wokshops i ”den gode afgørelse” og i de krav, der gælder for den løbende opfølgning i sagen. Desuden udarbejdes ensartede skemaer på tværs af områderne til brug for de løbende, lokale sagsgennemgange med leder for at understøtte de juridiske og socialfaglige krav til sagsbehandlingen. Det forventes, at der vil kunne ses en effekt af læringsaktiviteterne ved næste tilsyn.
Sideløbende er der en række øvrige tiltag, bl.a. DSI-uddannelsen for nye medarbejdere i Din Sociale Indgang, som også omfatter børne- og ungerådgiverne. De øvrige tiltag er uddybet i sagen ”Status på implementering af barnets lov”.
Næste ledelsestilsyn
Ud fra nuværende model vil Din Sociale Indgang skulle gennemføre den næste måling i 2. og 3. kvartal i 2026, og Socialudvalget modtage afrapportering i sommeren 2027. Din Sociale Indgang vurderer, at det er mest hensigtsmæssigt for driften, at ledelsestilsynet afvikles i starten af kalenderåret. Dette vil samtidig give mulighed for at arbejde videre med læringsaktiviteter i samme kalenderår, og læringen forventes derudover at kunne implementeres hurtigere. Forvaltningen vil derfor fremadrettet gennemføre målingen i ledelsestilsynet i starten af kalenderåret med afrapportering til Socialudvalget i samme kalenderår, som målingen gennemføres. Det vil betyde, at næste måling bliver rykket fra 2. og 3. kvartal i 2026 til starten af 2027, hvor der vil blive målt på sager fra 2026.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Din Sociale Indgang arbejder videre med læringsaktiviteter og styrket ledelsesfokus på arbejdet og vil gennemføre næste ledelsestilsyn i 1. kvartal 2027. Socialudvalget vil modtage næste afrapportering forventeligt i 4. kvartal i 2027.
Katrine Ring
/ Eva Stokbro Jensen