Mødedato: 13.05.2026, kl. 08:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Anvendelse af lokaler på Enghavevej som foreløbig lokation til integreret ungebehandling i Center for Rusmiddelbehandling

Se alle bilag

Socialforvaltningen foreslår at etablere et samlet rusmiddelbehandlingstilbud for unge i alderen 18-24 år i Center for Rusmiddelbehandlings lokaler på Enghavevej, indtil et permanent tilbud evt. kan etableres andetsteds. Tilbuddet skal samle eksisterende indsatser og sikre en mere sammenhængende og integreret behandling med både socialfaglige og sundhedsfaglige indsatser, herunder medicinsk behandling. Tilbuddet skal desuden supplere ungetilbuddet U-turn, som mangler kapacitet til medicinsk behandling af unge med afhængighed af opioider og benzodiazepiner.  

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningen etablerer et samlet ungebehandlingstilbud i Center for Rusmiddelbehandlings lokaler på Enghavevej for unge i alderen 18-24 år med problematisk brug af rusmidler.

Problemstilling

Ungebehandlingen i Center for Rusmiddelbehandling er i dag spredt på syv forskellige enheder, hvoraf de seks af dem også indeholder behandlingstilbud til ældre aldersgrupper. Kun i ungebehandlingstilbuddet U-turn tilbydes behandling til ungemålgruppen i et egentligt ungemiljø. Aldersgruppen for U-turn er 14-24 år. U-turn har ikke kapacitet til at tilbyde behandling til alle unge op til 24 år. Dette giver et uensartet tilbud til ungemålgruppen og betyder, at mange unge har svært ved at fastholde et sammenhængende behandlingsforløb. Samtidig ses høj andel af afbrudte forløb. Mens andelen af unge der blev afsluttet pga. udeblivelse i U-turn i 2025 var 12 %, lå andelen af afslutning pga. udeblivelse i de øvrige seks enheder på gennemsnitligt 32 %. Det bør nævnes, at årsagerne til udeblivelserne kan være mange og skyldes ikke nødvendigvis manglende sammenhæng i behandlingsforløbet.

Unge med behov for medicinsk behandling, herunder substitutionsbehandling, modtager i mange tilfælde behandlingen i Socialforvaltningens almindelige behandlingsenheder, hvor målgruppen primært er ældre udsatte stofbrugere. En del af de unge – særligt de mest sårbare – er samlet i indsatsen ”U-turn Sund”, hvor der tilbydes integreret social- og sundhedsfaglig behandling i et ungemiljø. Kapaciteten i U-turn Sund er imidlertid begrænset, og en væsentlig gruppe unge, som har udviklet afhængighed af opioider eller benzodiazepiner modtager derfor fortsat integreret behandling i enheder sammen med ældre borgere.

Socialforvaltningen ønsker at samle og styrke ungebehandlingen, så flere unge kan modtage et sammenhængende tilbud i et ungemiljø. Et vigtigt fokus i et nyt ungetilbud skal samtidig være at sikre større fastholdelse af de unge. Forvaltningen har afsøgt mulighederne for en samlokalisering af et samlet ungebehandlingstilbud i eksisterende lokaler, indtil en permanent løsning evt. kan etableres andetsteds.

Med denne sag præsenteres Socialudvalget for et forslag til placering af en samling af ungebehandlingen. På sigt er målet en fuld samlokalisering og kapacitetsudvidelse, så unge ikke længere skal modtage behandling i enheder målrettet ældre borgere samt en generel styrkelse af ungebehandlingen i Center for Rusmiddelbehandling. Samlingen medfører omplacering af medarbejdere.

Løsning

Socialforvaltningen foreslår at samle ungebehandlingen i Center for Rusmiddelbehandlings lokaler på Enghavevej, som skal rumme op til 130 unge og tilbyde:

  • Integreret socialfaglig og sundhedsfaglig behandling, herunder substitutionsbehandling og anden form for medicinsk behandling
  • Fleksible behandlingsforløb med både gruppe- og individuelle indsatser
  • Anonyme rådgivnings- og afklaringsforløb
  • Familie- og netværksinddragelse
  • Samarbejde med jobcenter, psykiatri og civilsamfund
  • Mulighed for både dag- og aftenaktiviteter

Målet med at samle ungebehandlingen er, at de unge fremover tilbydes behandling, der bedre matcher deres individuelle behov, end det er tilfældet i dag.

I lokalerne på Enghavevej samles behandlingstilbuddet til ungemålgruppen, bestående af sundhedsfaglige og socialfaglige indsatser, herunder medicinsk behandling og substitutionsbehandling. 

Tilbuddet tilrettelægges med fokus på at reducere frafald fra behandlingen, bl.a. gennem øget behandlingsintensitet, tæt opfølgning og attraktive gruppetilbud. I tilbuddet skal brobygning til andre kommunale og regionale indsatser samt civilsamfundsindsatser også styrkes.

Det aktuelle antal unge i behandling i Center for Rusmiddelbehandlingen overstiger dog den forventede kapacitet på Enghavevej, hvilket stiller krav om prioritering og en tydelig visitationsmodel, som skal udarbejdes inden tilbuddet iværksættes. Der nedsættes derfor en arbejdsgruppe, som har til opgave at tilrettelægge visitationen til Enghavevej, herunder koordinering med visitationen til U-turn. Der vil desuden være tale om en gradvis overgang fra de øvrige behandlingsenheder til Enghavevej, og hvor særligt ny-indskrevne unge visiteres til Enghavevej. Unge som er indskrevet i igangværende tilbud og som ønsker at blive i deres nuværende behandlingsenhed overflyttes ikke til tilbuddet.

Personalemæssige konsekvenser

Etableringen af det samlede behandlingstilbud forudsætter, at relevante medarbejdere overflyttes fra de eksisterende behandlingsenheder i Center for Rusmiddelbehandling. Forvaltningen forventer følgende bemanding i tilbuddet:

  • 7 socialfaglige behandlere
  • 5 sygeplejersker
  • 2 læger
  • 1 afdelingsleder

Medarbejderne forventes overflyttet fra følgende behandlingsenheder: Ørnevej, Vigerslev Allé, Hørsholmsgade, Nyrupsgade, Spaniensgade og Prags Boulevard.

Som led i samlingen lukkes familiebehandlingstilbuddene ”Familieorienteret rusmiddelbehandling” på Enghavevej og ”Fremskudt Familieorienteret Rusmiddelbehandling” på Prags Boulevard. Indsatserne består i dag af familie- og netværkssamtaler, forældreunderstøttelse samt samarbejde med bl.a. Familieambulatorierne, ”Barndom i Balance – Opvækst og Rusmidler” (BiBa) og Center for Børn og Unge – særligt i sager om graviditet og familier med børn.

Behovet for indsatserne består, og opgaverne bortfalder ikke, men organiseres anderledes. Medarbejderne integreres i de eksisterende behandlingsenheder, hvor familieindsatsen fremover indgår som en del af de borgernære teams. Familieperspektivet bliver dermed en integreret del af den samlede behandling frem for en parallel funktion, med tættere ledelsesforankring og kobling til de øvrige indsatser. Der vil fortsat være fokus på komplekse sager, herunder graviditet og samarbejde med eksterne aktører.

Ressourcerne til ungebehandlingen vil følge opgaven. Der flyttes således ikke ressourcer fra U-turn til tilbuddet på Enghavevej, da U-turn i kraft af ”U-turn Sund” har udvidet sin kapacitet, som allerede er fuldt udnyttet.

Den samlede omorganisering tilrettelægges med inddragelse af medarbejderne i de berørte enheder, og forvaltningen vil i videst muligt omfang søge at imødekomme medarbejdernes ønsker, samtidig med at der sikres den nødvendige kapacitet og faglige sammensætning i tilbuddet.

HovedMED drøftede sagen den 24. april 2026. Se referat i bilag 1. HovedMED vil endvidere blive inddraget ift. procesplan og kriterier ved forflyttelse af medarbejdere på møde den 12. juni 2026.

Der skal gennemføres en godkendelsesproces i Socialtilsynet af det nye tilbud.

Økonomi

Etableringen af det samlede tilbud vil ske inden for den nuværende budgetramme gennem omfordeling af ressourcer i Center for Rusmiddelbehandling. 

Ved overførselssagen for 2025/2026 blev der bevilliget 0,6 mio. kr. til en screeningsbevilling for afdækning af egnede lokaler til et permanent tilbud. Hvis der på den baggrund senere besluttes at etablere et permanent tilbud, vil det forventeligt forudsætte en større samlet bevilling til Center for Rusmiddelbehandling.

Politisk handlerum

Socialudvalget kan undlade af godkende indstillingen. I så fald etablerer Socialforvaltningen ikke et samlet ungebehandlingstilbud i Center for Rusmiddelbehandlings lokaler på Enghavevej for unge i alderen 18-24 år med problematisk brug af rusmidler.

Videre proces

Hvis indstillingen godkendes, vil forvaltningen yderligere inddrage HovedMED på møde den 12. juni 2026 om forestående proces og påbegynde ansøgning til Socialtilsynet. Ungepanelet vil blive inddraget forud for etablering af tilbuddet. Forvaltningen forventer, at tilbuddet kan åbne i efteråret 2026, afhængigt af den forestående MED- og godkendelsesproces.

 

Katrine Ring                                          

                                            / Eva Stokbro Jensen

 

Til top