Mødedato: 05.12.2012, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Status på stofindtagelsesrum

Se alle bilag

Socialudvalget skal orienteres om status på det midlertidige stofindtagelsesrum og situationen på pladsen ved Sundhedsrum og Café.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

1.                  At Socialudvalget tager status for det midlertidige stofindtagelsesrum til efterretning
2.         At Socialudvalget tager status for situationen på pladsen ved Sundhedsrum og Café til efterretning

Problemstilling

Borgerrepræsentationen bevilligede i Overførselssagen 2012 5,0 mio. kr. til drift af stofindtagelsesrum i 2012. For en del af disse midler åbnede kommunen sammen med Mændenes Hjem d. 1. oktober et midlertidigt stofindtagelsesrum på adressen Halmtorvet 9d, hvorved man deler adresse med Sundhedsrummet. Stofindtagelsesrummet er det første stationære stofindtagelsestilbud i Danmark. Socialudvalget har bedt om en status for stofindtagelsesrummet, ligesom Socialudvalget også bedt om en opfølgning på situationen på den nærliggende plads ved Den runde Firkant.

Løsning

Status for det midlertidige stofindtagelsesrum

Målgruppen bruger rummet

De overordnede mål med stofindtagelsesrummet er at mindske gener for brugere og lokalområde. Hvis det skal lykkes, kræver det selvsagt, at rummet bliver brugt af målgruppen. Det har målgruppen gjort fra dag et og siden med en roligt stigende tendens (se tabel 1). I de første fire uger har der i alt været 7.826 indtag fordelt på over 458 forskellige brugere.

Uge 5 og 8 var de mest besøgte uger med omkring 1.200 stofindtag i det midlertidige stofindtagelsesrum. Til sammenligning var der i de mobile stofindtagelsesrum tilsammen - i den første lange periode - gennemsnitligt omkring 450 indtag ugentligt, og i den sidste periode nærmere 700 indtag ugentligt. De mobile rum er nu flyttet over ved siden af det midlertidige stofindtagelsesrum og havde - med en forkortet åbningstid - 248 stofindtag i gennemsnit i de 8 uger. I alt var der i de to tilbud mere end 1.400 stofindtag pr. uge i de mest velbesøgte uger 5 og 8. Det største stofindtagelsesrum i Hamburg, som også går for at være et af de største i Europa, har til sammenligning omkring 1.800 stofindtag ugentligt.


Tabel 1. Antal stofindtag i det midlertidige Stofindtagelsesrum  - status v. 8 uger

uge 1 669
uge 2 791
uge 3 798
uge 4 908
uge 5 1199
uge 6 1100
uge 7 1160
uge 8 1201

Erfaringen er, at det er de rette personer, der bruger rummet. Det vil sige, at det er belastede stofmisbrugere med et længerevarende misbrug. Antagelsen om at unge / nybegyndere af stoffer ikke ville opsøge rummet, har holdt stik. Forvaltningen har også haft opmærksomhed omkring kvindernes brug af stofindtagelsesrummet, og det har vist sig, at de bruger rummet nogenlunde svarende til deres andel af målgruppen (omkring de 22 %).

Forvaltningens hidtidige estimater over målgruppen sagde, at der var 200 injektionsbrugere med fast tilknytning til Vesterbro og 700 med en løsere tilknytning til Vesterbro. Hvis estimatet er præcist er de hidtidige 458 brugere af stofindtagelsesrummet halvdelen af målgruppen. Det er også vurderingen, at ikke alle fra målgruppen bruger rummet. Nogle brugere har en vis skepsis, manglende viden m.v., der fortsat holder dem væk (se bilag 1 for uddybning). Socialforvaltningen og Mændenes Hjem har fokus på barriererne for disse brugergrupper og samarbejder med Politiet m.fl. om at mindske barriererne. Samtidig vil forvaltningen også løbende kunne forbedre estimatet over målgruppen. Man skal også notere sig, at der udover målgruppen af injektionsbrugere også er mange, der ryger stoffer, og de først får et tilbud, når stofindtagelsesrummet i Mændenes Hjem åbner i august.


Sikker drift med enkelte undtagelser

Selvom mange brugere er på centralstimulerende stoffer, der virker opkvikkende (særligt kokain / crack) er det indtil videre lykkedes at skabe et roligt miljø med få konflikter.

Der har været én ”utilsigtet hændelse”, hvor en medarbejder stak sig på en nål, der dog ikke var brugt. Alle procedurer blev alligevel fulgt, så medarbejderen blev sendt til undersøgelse og procedurer for kontakt med brugernes værktøjer til stofindtag blev indskærpet.

Der har været anledning til to ”situationsrapporter”: Et slagsmål uden for rummet og en bruger, der havde en riffeltaske med et formodet gevær i. Geværet blev ikke taget frem og/eller brugt som trussel. Politiet blev selvfølgelig alarmeret.

Resultater for brugerne

De 7.826 stofindtag i rummet er indtaget under sundhedsmæssigt langt mere forsvarlige forhold, end hvis de var foregået på gaden. Der er vask af hænder, rent værktøj, ro og supervision til at finde den rette åre. Der har ikke været nogen overdoser i det midlertidige stofindtagelsesrum i den første måned.

Det har – som tilsigtet – vist sig, at stofindtagelsesrummet er en mulighed for at få kontakt til de udsatte stofmisbrugere og tilbyde dem andre muligheder for hjælp end blot stofindtagelse. Der sker således en del brobygning i stofindtagelsesrummet i form af henvisninger til sundhedstilbud, væresteder, socialrådgivning og misbrugsbehandling (se bilag 1 for uddybning).

Forvaltningen vil fortsat være i tæt dialog med Mændenes Hjem om at styrke brobygningsindsatsen. Blandt andet arbejdes der på at etablere fremskudt visitation til stofmisbrugsbehandling og et forsøg med såkaldt behandlingspraktik (helt korte introducerende behandlingsforløb, der kan følges op med egentlig behandling, hvis brugeren kan fastholde motivationen). Begge tiltag indgår i den indstilling om udmøntning af midler fra Budget 2013 til Stofindtagelsesrum, som blev behandlet på møde i Socialudvalget, november 2012.

Resultater i forhold til omgivelserne

Politiet på Station City, Vesterbrokoordinatoren, Mændenes Hjem og Socialforvaltningen er af den opfattelse, at der samlet set har været færre stofmisbrugsrelaterede gener på Indre Vesterbro i oktober end i september, hvor det midlertidige stofindtagelsesrum endnu ikke var åbnet. Der har imidlertid også være en beboerklage fra nærområdet (om indtrængen og stofindtag i opgang), ligesom der også har været en episode, hvor en gymnasieelev har stukket sig på en kanyle ved et uheld. Disse meget uheldige episoder til trods, er det stadig Socialforvaltningens indtryk, at der er sket en generel bedring.
 

Det kan være svært at vurdere, hvad der skyldes årstid og vejr, men det virker sandsynligt, at stofindtagelsesrummet med 7.826 stofindtag er en del af forklaringen. Dertil kommer, at der med åbning af stofindtagelsesrum og flytning af de mobile rum er trukket flere stofmisbrugere til pladsen ved Den runde Firkant, som før opholdt sig ved Mændenes Hjem. Endelig har politiet i gennemsnit fjernet næsten 1 pusher fra gaden om dagen de sidste to måneder, hvilket også kan bidrage til et fredeligere gademiljø. 

 

Situationen på pladsen ved Den Runde Firkant

 

Status på pladsen

Ledere i Den runde Firkant melder, at der af og til er småkonflikter på pladsen, og det midlertidige stofindtagelsesrum har også noteret et slagsmål på pladsen i oktober måned. Når man tager højde for den høje koncentration af en potentielt konfliktfyldt målgruppe, er det imidlertid vurderingen, at pladsen er relativt fredelig og der har på ingen måde været episoder som dem TV2 filmede i august 2012. Det er også den opfattelse forvaltningen har fået ved en række observationer af pladsen i september og oktober måned. Politiet på Station 2 og Vesterbrokoordinatoren fra Teknik- og Miljøforvaltningen har samstemmende vurderinger.

 

Forebyggende initiativer

Mændenes Hjem og Den runde Firkant har fulgt op på forvaltningens ønsker til forebyggende og konfliktnedtrappende initiativer. En sikkerhedsgruppe omfattende ledere og sikkerhedsrepræsentanter for Café, Sundhedsrum og stofindtagelsesrum har konkretiseret initiativerne. Målet er at have fælles, udførlige retningslinjer så alle personaler omkring pladsen handler ud fra samme kodeks, uanset om de arbejder i café, Sundhedsrum eller stofindtagelsesrum:

 

  1. Udarbejdelse af fælles retningslinjer for ”lukning” af plads i samarbejde med Politiet i uoverskuelige situationer.
  2. Udarbejdelse af retningslinjer for hvordan man i en kort periode kan lukke et enkelt tilbud ned for evt. debriefing. 
  3. Udarbejdelse af fælles retningslinjer for hvornår man anmelder begivenheder/situationer til politiet.
  4. Udarbejdelse af fælles retningslinjer for hvornår der skrives situationsrapporter
  5. Udarbejdelse af retningslinjer for hvordan man håndterer og hvordan man ikke håndterer konflikter på pladsen.
  6. Implementering af ambulanceplaner i alle tilbud.
  7. Udarbejdelse af retningslinjer for rapportering, dokumentation og opfølgning af situationer og situationsrapporter.  

 Man er kommet langt med arbejdet, og deadline for endelig implementering af alle tiltag er d. 31.12.2012.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser

Videre proces

Forvaltningen vender tilbage med ny status på det midlertidige stofindtagelsesrum og situationen på Plads for Alle d. 13. marts 2013.

Anette Laigaard / 
                                Eva Stokbro Jensen

Beslutning

Kontorchef Gitte Bylov Larsen, vicekontorchef Eva Stokbro Jensen, Ivan Christensen, forstander Mændenes Hjem, Rasmus Koberg Christiansen, leder af Stofindtagelsesrummet overværede punktets behandling.

 

Indstillingen blev godkendt.

Til top