Magtanvendelsesstatistik 2024
Resumé
Socialudvalget orienteres om antallet af indberettede magtanvendelser for 2024 på Socialforvaltningens bo- og dagtilbud samt børne- og ungehjem. Socialudvalget får også en status på arbejdet med de nye magtanvendelsesregler samt ressourceanvendelsen på registreringer efter de nye regler. Det bemærkes, at tallene er fra 2024 og dermed refererer til organiseringen i Socialforvaltningen inden omlægningen pr. 1. januar 2025.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget tager opgørelse over indberettede magtanvendelser for 2024 til efterretning.
Problemstilling
Det fremgår af serviceloven og voksenansvarsloven, at kommunalbestyrelsen årligt skal forelægges data om indberettede magtanvendelser på kommunens bo- og dagtilbud for voksne borgere med handicap, psykiske lidelser og udsathed og kommunens børne- og ungehjem for udsatte børn og unge. Derudover skal kommunalbestyrelsen orienteres om årsagerne til disse magtanvendelser.
Som følge af Københavns Kommunes styrelsesvedtægt skal sagen om magtanvendelser forelægges Socialudvalget.
Magtanvendelse er et indgreb i den personlige selvbestemmelsesret og finder sted, når en borger ikke frivilligt medvirker til en given foranstaltning. Borgere, der modtager hjælp efter serviceloven eller voksenansvarsloven, har – ligesom andre borgere – en række grundlæggende rettigheder som fx bevægelsesfrihed, personlig integritet og ret til privatliv. I det daglige arbejde med en borger kan der imidlertid opstå situationer, hvor medarbejderne er nødt til at gøre indgreb i borgerens rettigheder af hensyn til borgeren selv eller af hensyn til andre borgere. Alle former for magtanvendelser skal registreres og indberettes.
Alle indgreb skal opfylde mindsteindgrebsprincippet, proportionalitetsprincippet og skånsomhedsprincippet. Det betyder, at magtanvendelse skal begrænses til det absolut nødvendige og være så lidt indgribende som muligt, at indgrebet skal stå i et rimeligt forhold til formålet, og endeligt, at indgrebet skal være så skånsomt og kortvarigt som muligt. Indgreb må aldrig erstatte socialpædagogisk støtte, omsorg, pleje og relationsarbejde samt konfliktnedtrapning. Se bilag 1 for en introduktion til magtanvendelsesreglerne og de forskellige typer af magtanvendelser.
Det bemærkes, at Folketinget den 4. juni 2024 vedtog en række ændringer af servicelovens regler om magtanvendelse. Disse trådte i kraft hhv. den 1. juli 2024 og den 1. januar 2025. Ændring af reglerne fra den 1. juli 2024 har betydning for antallet af magtanvendelser i 2024. Da Socialudvalget godkendte sagen om magtanvendelsesstatistik for 2023, bad de om at få status på arbejdet med de nye regler samt ressourceanvendelsen på registreringer efter de nye regler.
Løsning
Der er i 2024 registreret i alt 14.105 indberetninger om magtanvendelse på forvaltningens bo- og dagtilbud samt børne- og ungehjem på tværs af alle målgrupper. Heraf er 1.218 akutte magtanvendelser og 12.887 er forhåndsgodkendte magtanvendelser. Der er dermed sket en stigning i brugen af akutte magtanvendelser sammenlignet med 2023, hvor der var 1.034 akutte magtanvendelser. Der henvises til bilag 1 for en definition på akutte magtanvendelser og forhåndsgodkendte magtanvendelser.
Der er sket et fald i det samlede antal indberetninger fra 2023 til 2024 som følge af de ændrede registrerings- og indberetningskrav af forhåndsgodkendte magtanvendelser, som trådte i kraft pr. 1. juli 2024. I 2023 var der i alt 21.131 indberetninger. Bilag 2 indeholder en uddybning af ændring i praksis for registrering og indberetning af forhåndsgodkendte magtanvendelser.
Der ses særligt en stigning i antallet af akutte magtanvendelser for målgrupperne børn med handicap og udsatte børn og unge på i alt 144 fra 2023 til 2024. Forvaltningen tager magtanvendelser over for børn og unge alvorligt, og forvaltningen arbejder derfor aktivt på, hvordan antallet af magtanvendelser kan nedbringes. Det bemærkes, at stigningen overvejende vedrører få børn og unge. Der henvises til bilag 2 for yderligere forklaring på stigningen.
Indberetningerne om magtanvendelser på forvaltningens bo- og dagtilbud samt børne- og ungehjem fordelt på målgrupper for 2022, 2023 og 2024 fremgår af tabel 1.
Forvaltningen ser alvorligt på brugen af magt i det sociale arbejde og arbejder kontinuerligt på at nedbringe brugen heraf. Derfor bliver det også løbende drøftet, om der kan anvendes andre pædagogiske tilgange i konfliktfyldte situationer.
Det er særligt på handicapområdet, at tilbuddene oplever en betydelig lettelse ift. anvendelse af ressourcer på at registrere brugen af forhåndsgodkendte magtanvendelser, herunder stofseler, da medarbejderne før lovændringen skulle registrere, hver gang man anvendte en forhåndsgodkendt magtanvendelse. Efter lovændringen registrerer og indberetter man i stedet den forhåndsgodkendte magtanvendelse, når godkendelsesperioden er slut, og deri angives et skønsmæssigt tal for, hvor mange gange i perioden (dagligt/ugentligt/månedligt/årligt) indgrebet kan være forekommet. Områdechef i Center for Længerevarende boformer, Katrine Israelsen Maden, vil på mødet uddybe regelændringerne og brugen af ressourcer, herunder ift. stofseler.
Tabel 1. Fordeling af indberettede magtanvendelser på forvaltningens målgruppeområder for 2022, 2023 og 2024
| 
 | Magtanvendelser 2022 | Magtanvendelser | Magtanvendelser 2024 | Fordeling af magtanvendelser på antal borgere (2024) | 
| Handicap - børn* | 96 | 65 | 129 | 25 | 
| Handicap – voksne | 13.825 | 20.233 | 13.061** | 107 | 
| Psykiatri | 44 | 35 | 33 | 26 | 
| Udsatte - voksne | 8 | 3 | 7 | 4 | 
| Udsatte-Børn og unge | 729 | 795 | 875 | 138 | 
| I alt | 14.702 | 21.131 | 14.105 | 300 | 
*Der skelnes i tabellen mellem børn med handicap og udsatte børn og unge, da tallene er fra 2024 og referer til den gamle organisering i Socialforvaltningen.
**Heraf 12.885 forhåndsgodkendte magtanvendelser som vedrører stofseler, velfærdsteknologi mv.
Bilag 1 giver en introduktion til magtanvendelsesreglerne og de forskellige typer af magtanvendelse. Bilag 2 indeholder en forklaring på udviklingen inden for de enkelte målgrupper på forvaltningens egne tilbud. Bilag 3 giver en oversigt over indberettede magtanvendelser fordelt på forvaltningens tilbud i 2024, mens bilag 4 indeholder en oversigt over de indberettede magtanvendelser på voksenområdet for 2024 for københavnske borgere, der er visiteret til et privat tilbud eller et tilbud i en anden kommune.
Kategorisering af magtanvendelser for 2024
Tabel 2 giver en oversigt over fordelingen af magtanvendelser på voksenområdet, der falder uden for servicelovens kapitel 24. På voksenområdet er det servicelovens kapitel 24, der beskriver situationer, hvor magtanvendelser kan være tilladte. Det er fx situationer, hvor personalet fører borgeren tilbage til dennes bolig, fordi borgeren er til fare for sig selv eller andre. Magtanvendelser, som ikke er nævnt i servicelovens kapitel 24, er kun lovlige, hvis de er tilladt efter anden lovgivning. Der kan på tilbuddene forekomme magtanvendelser, som kan være foretaget i henhold til reglerne om nødret/nødværge i straffeloven, som er lovlige.
Tabel 2. Fordeling af magtanvendelser på voksenområderne for 2024, der falder uden for servicelovens kapitel 24
| 
 | I alt 2022 | I alt 2023 | I alt 2024 | Handicap (2024) | Psykiatri (2024) | Udsatte grupper (2024) | 
| Magtanvendelser, der falder uden for servicelovens kapitel 24 | 62 | 51 | 176 | 147 | 27 | 2 | 
Tabel 3 nedenfor giver en oversigt over fordelingen af indberettede magtanvendelser på børne- og ungeområdet. På børne- og ungeområdet er det voksenansvarsloven og folkeskoleloven, der beskriver de tilladte magtanvendelser. Tilladte magtanvendelser efter voksenansvarsloven kan være situationer, hvor personalet fx fastholder et barn eller en ung, fordi vedkommende er til fare for sig selv eller andre. Tilladte magtanvendelser efter folkeskoleloven kan være i situationer, hvor det er nødvendigt for en lærer midlertidigt at gribe fysisk ind med det formål at genoprette ro og orden, fx at forhindre en elev i at skade sig eller andre, eller at ødelægge ting.
Magtanvendelser der falder uden for voksenansvarsloven omhandler fx situationer, hvor en mindre indgribende foranstaltning burde have været anvendt, eller situationer hvor der er tale om nødret/nødværge, der er lovlige efter straffeloven. Magtanvendelser der hverken har hjemmel i voksenansvarsloven eller falder ind under nødret/nødværge efter straffeloven er ulovlige.
Magtanvendelserne i tabel 3 er delt op efter, om de er tilladte efter voksenansvarsloven (§§ 8-14, 16 og 19), eller om der er tale om magtanvendelser, der falder uden for disse bestemmelser, men som kan være lovlige på andet grundlag.
Tabel 3. Fordeling på børne- og ungeområderne for 2024
| 
 I alt 2022 | 
 I alt 2023 | Børn med handicap (2024) | Udsatte børn og unge (2024) | |
| Magtanvendelser efter lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, (§§ 8-14, 16 og 19) og folkeskoleloven | 707 | 802 | 83 | 800 | 
| Magtanvendelser, der falder uden for voksenansvarsloven | 118 | 58 | 46 | 75 | 
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Socialudvalget får i 2026 en opgørelse over indberettede magtanvendelser for 2025.
Katrine Ring
/ Eva Stokbro Jensen