Orientering om politisk fastsættelse af serviceniveauer med fokus på kropsbårne hjælpemidler

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

1. at Socialudvalget tager orienteringen om muligheden for politisk fastsættelse af serviceniveau på hjælpemiddelområdet samt udvalgets kompetence i forhold til behandlingen af konkrete borgersager til efterretning.

Problemstilling

Socialudvalget har på udvalgsmøde den 17. september 2025 efterspurgt en faktuel orienteringssag om mulighederne for politisk fastsættelse af serviceniveauer inden for servicelovens bestemmelser med særligt fokus på kropsbårne hjælpemidler (servicelovens § 112).

Forespørgslen udspringer af en konkret borgersag, som i løbet af juli 2025 blev dækket i pressen. Forvaltningen er på baggrund af denne sag og lignende sager nu i gang med at se på arbejdsgangene for behandlingen af sager om bevilling af benproteser.

Løsning

I det følgende redegøres først for mulighederne for politisk at fastsætte et serviceniveau for ydelser efter serviceloven med fokus på hjælpemidler. Dernæst redegøres for udvalgets kompetence i forhold til behandlingen af konkrete borgersager.

Politisk fastsættelse af serviceniveauer

Servicelovens karakter af rammelov indebærer, at den enkelte kommunalbestyrelse har en vis fleksibilitet i sin sammensætning af løsninger og brug af faglige metoder. På visse områder giver det derfor kommunalbestyrelsen et politisk handlerum til at fastsætte lokale kvalitetsstandarder eller serviceniveauer (vejledende retningslinjer) for kommunens hjælp til bestemte typer af behov eller målgrupper (jf. servicelovens § 138 og barnets lov § 154). Dog vil der altid være tale om en konkret og individuel vurdering.

For de bestemmelser i serviceloven, der indebærer en stor grad af skøn, kan et politisk fastsat serviceniveau fungere som en ramme for sagsbehandleren, og samtidig kan et serviceniveau over for borgerne beskrive, hvad de i udgangspunktet kan forvente at få af hjælp og støtte fra kommunen.

Uanset at der er et rum for skøn og lokale serviceniveauer, skal kommunen altid vurdere, om den påtænkte indsats afhjælper borgerens behov i den konkrete sag, og kommunen skal altid foretage en konkret og individuel vurdering i hver enkelt borgersag. Et serviceniveau kan således ikke blive en bindende retningslinje, ligesom politikerne ikke kan beslutte at undlade at inddrage lovbestemte hensyn som fx økonomiske hensyn i et politisk besluttet serviceniveau.

Særligt om muligheden for at fastsætte serviceniveau for hjælpemidler

Socialforvaltningen tildeler hjælpemidler på baggrund af de kriterier for tildeling af hjælpemidler, som serviceloven foreskriver. Det følger af servicelovens § 112, at kommunen skal yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet

1) i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne,

2) i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller

3) er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv.

Det følger videre af hjælpemiddelbekendtgørelsens § 3, at kommunen skal yde støtte til anskaffelsen af det bedst egnede og billigste hjælpemiddel ud fra en samlet vurdering af borgerens situation. Ved denne vurdering kan der bl.a. indgå oplysninger om borgerens behov og helbredsmæssige tilstand. Desuden indgår oplysninger om hjælpemidlets kvalitet, driftssikkerhed, betjeningsmulighed, driftsudgifter, holdbarhed, krav til service, garanti, service- og reparationsmuligheder.

Af bekendtgørelse nr. 92 af 31/01/2025 om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter lov om social service § 3 fremgår: ”Kommunalbestyrelsen skal yde hjælp til anskaffelse af det bedst egnede og billigste hjælpemiddel….”.  Det er derfor ikke muligt med et politisk fastsat serviceniveau at fravige kravet i bekendtgørelsen om, at støtten ydes til det ’bedst egnede og billigste’ hjælpemiddel. Bekendtgørelsen indsnævrer derfor mulighederne for at fastsætte et politisk serviceniveau på området. Det er således fx ikke muligt at udarbejde et serviceniveau, hvoraf fremgår, at borgerens ønsker for et specifikt hjælpemiddel skal tillægges primær vægt, idet der skal tages højde for, at der skal være tale om det bedst egnede og billigste hjælpemiddel.

I nogle andre kommuner har de politisk vedtagne kvalitetsstandarder på hjælpemiddelområdet, som beskriver serviceniveauet. Ser man på disse, omhandler de typisk forhold som fx kadencen for udskiftning af hjælpemidlet og leverandører på området, som kommunen har valgt at indgå samarbejde med.

Der er ikke i dag fastsat et politisk besluttet serviceniveau på hjælpemiddelområdet i Socialforvaltningen eller i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Det kan politisk besluttes at vedtage et serviceniveau i Socialforvaltningen på hjælpemiddelområdet, som vedrører fx udskiftning og leverandører, ligesom i andre kommuner. Det kan i princippet også besluttes at fastsætte et niveau for hver enkelt type hjælpemiddel eller mere specifikt for hver enkelt type kropsbårent hjælpemiddel, fx for hvornår man er berettiget til en arm- eller benprotese, ortopædiske sko, dropfodsskinne eller paryk. Et sådant serviceniveau for kropsbårne hjælpemidler vil dog være mere kompliceret at fastsætte, da det ville skulle forholde sig til en række forhold, som fx aktivitetsniveau i forbindelse med job, uddannelse, fritids- og familieliv samt fysiologi, for at kunne fastsætte hvilken type/model hjælpemiddel, en borger er berettiget til – samtidig med, at der skal tages højde for, at der skal være tale om det bedst og billigst egnet hjælpemiddel.

Til sammenligning vil det være en mere simpel øvelse at fastsætte et serviceniveau for visse andre ydelser efter serviceloven, som omhandler hyppighed eller omfang af en ydelse, fx antal timers afløsning eller aflastning til ægtefælle, forældre eller andre nære pårørende, der passer en person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne (servicelovens § 84 og barnets lov § 90, nr. 2). Et andet eksempel på, hvor der er et politisk råderum for fastsættelse af et politisk serviceniveau, er opspareordningen på ledsagerordning (servicelovens § 97) i forhold til, hvilken rækkefølge de opsparede ledsagetimer skal anvendes. Efter ønske fra Handicaprådet blev opsparingsordningen i 2022 ændret, så borgerne brugte de ældst opsparede timer, modsat tidligere de senest opsparede timer. Derved kunne meget aktive borgere få et større antal af de opsparede timer til rådighed, inden de bortfaldt. Det kunne også have være besluttet med et politisk vedtaget serviceniveau.  

Det er væsentligt at bemærke, at en eventuel politisk beslutning om et højere serviceniveau vil kræve finansiering.

Der gælder en fritvalgsordning på hjælpemiddelområdet, som betyder, at borgeren selv kan vælge leverandør af hjælpemidler og mod en eventuel merpris købe et dyrere hjælpemiddel, end det kommunen har bevilget. Det er ikke muligt for kommunen  at fastsætte et serviceniveau, som medfører, at borgeren ikke selv skal afholde en eventuel prisdifference, hvis borgeren vælger et dyrere hjælpemiddel, end det kommunen har bevilget. Det skyldes reglen i bekendtgørelsen om at støtten ydes til ’bedst egnede og billigste’ hjælpemiddel, som ikke kan fraviges ved et politisk fastsat serviceniveau.

Endelig bemærkes, at ansvaret for visitation til hjælpemidler flyttes fra Socialforvaltningen til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen senest den 1. august 2026 og om muligt tidligere. Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen er i den forbindelse ved at tilrettelægge arbejdsgange og samarbejdsaftaler omring visitationsprocessen til de borgere i Socialforvaltningen, der vil have brug for hjælpemidler. Selvom beslutningskompetencen ressortomlægges til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, vil beslutningerne fortsat skulle træffes i tæt samarbejde/dialog med Socialforvaltningen.

Eventuelle ændringer på området bør afstemmes med den praksis, der er i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

Særligt om flytning mellem kommuner

Når en borger flytter fra en kommune til en anden, bliver tilflytningskommunen opholdskommune og dermed den kommune, som efter retssikkerhedsloven har pligt til at yde hjælp. Tilflytningskommunen skal derfor i forbindelse med borgerens flytning træffe afgørelse om hjælp til borgeren, og borgeren beholder derfor ikke nødvendigvis den samme hjælp, som pågældende modtog i fraflytningskommunen.

Specifikt i forhold til hjælpemidler gælder det, at borgere, der flytter til en anden kommune, kan medtage bevilgede hjælpemidler, som de fortsat har behov for. Dette gælder også hjælpemidler, der er ydet som udlån, f.eks. tekniske hjælpemidler. Kropsbårne hjælpemidler er personlige  

Fraflytningskommunen skal underrette tilflytningskommunen om bevillingen af hjælpemidler, og tilflytningskommunen er forpligtet til at føre tilsyn og afholde udgifter i forbindelse med eventuelle reparationer. Hvis et hjælpemiddel er ydet som udlån, skal det tilbageleveres til den oprindelige kommune uden omkostninger for borgeren eller for kommunalbestyrelsen i den oprindelige kommune, når eller hvis borgeren ikke længere har behov for hjælpemidlet.  

Nogle ydelser er bevilget som en løbende bevilling. Dette er ydelser, der udbetales eller ydes regelmæssigt, typisk med et bestemt tidsinterval eller et bestemt beløb, f.eks. støttekontaktperson, personlig pleje, tabt arbejdsfortjeneste samt visse hjælpemidler til bl.a. diabetes og stomi. Hvis en borger med en løbende bevilling flytter til en anden kommune, opretholdes den løbende bevilling umiddelbart ved tilflytning, indtil tilflytterkommunen evt. træffer en ny afgørelse.

Politikernes kompetence i forhold til enkeltsager

Overordnet kan anføres, at det ikke er muligt for Socialudvalget uden videre at gå ind i behandlingen af en enkelt konkret sag. Hvis udvalget ønsker kompetencen til at træffe afgørelse i fx tildeling af kropsbårne hjælpemidler, vil det for det første kræve, at Socialudvalget trækker sin aktuelle delegation af kompetencen til at træffe afgørelser i borgersager om ydelser m.v. tilbage, jf. vedtagelsen af delegationsfortegnelsen på udvalgsmøde den 12. januar 2022. Der henvises til en beskrivelse af Socialudvalgets kompetence til at træffe afgørelse i borgersager i bilag 1.

Derudover vil der være en række forhold, der skal iagttages, jf. bilag 1. Her kan nævnes et par af disse forhold:

• En tilbagetrækning af afgørelseskompetencen til udvalget sker enten fuldt ud, så beslutningen gælder for alle typer af borgersager, eller i begrænset omfang, så beslutningen afgrænses til nærmere angivne typer af borgersager, fx sager om kropsbårne hjælpemidler.
• Hvis udvalget ønsker at foretage en sådan afgrænsning, skal afgrænsningen i givet fald ske på baggrund af objektive og saglige kriterier.
• Udvalget vil være forpligtet til at behandle alle sager inden for den afgrænsede sagstype, idet det er en forvaltningsretlig grundsætning, at ens sager skal behandles ens.
• Hvis afgørelseskompetencen ligger hos udvalget i en eller alle sager, vil det antageligt betyde en forlænget sagsbehandlingstid i de konkrete sager.

Det kan oplyses, at forvaltningen i første halvdel af 2025 traf afgørelse i 3767 sager om kropsbårne hjælpemidler.

Uanset hvem der har afgørelseskompetencen, ligger retssikkerheden for den enkelte borger i, at borgeren har mulighed for at få en afgørelse genbehandlet af en højere instans – her Ankestyrelsen – der kan korrigere fejl, og sikre en ensartet retlig behandling af sagerne. Det giver en ekstra kontrolmekanisme, der mindsker risikoen for fejlagtige afgørelser. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Den eventuelle videre proces vil afhænge af Socialudvalgets drøftelse på baggrund af orienteringen.

 

Katrine Ring                                    

                                      / Eva Stokbro Jensen