Uddeling af puljen til frivilligt socialt arbejde 2027
Resumé
Socialudvalget uddeler hvert år midler til frivilligt socialt arbejde, også kaldet § 18-midler. Socialudvalget skal tage stilling til fordeling af puljen til frivilligt socialt arbejde for 2027. Et underudvalg under Socialudvalget har udarbejdet et forslag til fordeling af midlerne, jf. bilag 1. Midlerne er fordelt på baggrund af de kriterier, som Socialudvalget besluttede på mødet den 18. marts 2026.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget godkender underudvalgets forslag til fordeling af midlerne til frivilligt socialt arbejde for 2027 (bilag 1).
Problemstilling
Socialudvalget uddeler hvert år midler til frivilligt socialt arbejde i henhold til servicelovens § 18, stk. 2 og Barnets Lov § 17.
Socialforvaltningen har i år rettidigt modtaget 243 ansøgninger, hvor der er søgt om i alt 37,6 mio. kr. Der er i alt 13,8 mio. kr. til nyuddeling i puljen for 2027. Der er derudover reserveret ca. 5,6 mio. kr. til tidligere års tildelte længerevarende bevillinger samt 1,2 mio. kr. til kommunal finansiering af tre frivilligcentre. De tre frivilligcentre får årligt 400.000 kr. hver til at sikre statens medfinansiering af et tilsvarende beløb.
Med denne sag skal Socialudvalget godkende fordelingen af midler til frivilligt socialt arbejde, også kendt som § 18-puljen. Socialudvalget vil i starten af 2027 få forelagt en særskilt sag, hvor udvalget kan drøfte fremtidige kriterier for uddeling af midler til frivilligt socialt arbejde.
Løsning
Et underudvalg bestående af Ulla Krag (A), Niels Peder Ravn (C), Mads Mikkel Dragholt (F), Joanne Bywater (I) og Jonas Heidari (Ø) har udarbejdet et forslag til fordeling af § 18-puljen for 2027 på baggrund af oversigt over samtlige ansøgninger og forvaltningens indstillinger hertil.
I oversigten over samtlige ansøgere til § 18-puljen for 2027 (bilag 1) findes beskrivelser af foreningernes projekter, målgruppe for projektet, antal frivillige tilknyttet, bydel mv. Derudover indeholder bilaget også en faglig vurdering og en indstilling fra Socialforvaltningen til underudvalget. Det fremgår også af bilaget, i hvilke tilfælde underudvalget har valgt at prioritere anderledes end Socialforvaltningens forslag samt begrundelse herfor. Af bilag 2 fremgår en oversigt over supplerende oplysninger til § 18-puljen for 2027, herunder fordeling på målgrupper, bydele, aktiviteter, projekter med mere end én ansøgning, projekter der modtager andre bevillinger samt oversigt over afslag. Socialudvalget skal med denne sag godkende underudvalgets fordeling af midlerne.
Der er i år modtaget 243 ansøgninger, hvilket er 14 flere end ved uddelingen af puljen i 2026. Underudvalget anbefaler, at 196 ud af de 243 modtagne ansøgninger får en bevilling. De 196 ansøgninger beløber sig til 29,3 mio. kr., hvoraf der er indstillet til 13,8 mio. kr. til uddeling.
Kriterier for § 18-uddelingen
Socialudvalget godkendte senest kriterierne for § 18-uddelingen på deres møde den 18. marts 2026. Som følge af kriterierne vil ansøgninger på socialområdet blive prioriteret, mens der fortsat ikke uddeles midler til ansøgninger, som vurderes at ligge uden for forvaltningens målgruppe, bl.a. på sundheds- og omsorgsområdet samt flygtninge- og integrationsområdet. På mødet vedtog Socialudvalget desuden et nyt kriterium om, at en forening maksimalt kan ansøge om og modtage 1 mio. kr. på tværs af foreningens ansøgninger. Der gives mange mindre bevillinger frem for få store, samtidig med at der tilstræbes en balance mellem støtte til små, mellemstore og store projekter. Ansøgninger afvises desuden, hvis projektets aktiviteter er forkyndende med henblik på omvendelse og/eller diskriminerende over for borgerne.
Socialudvalget godkendte desuden på mødet den 18. marts 2026, at ansøgninger som modtages efter fristen afvises. Socialudvalget godkendte også, at ansøgninger til § 18-midler kan afslås, hvis ansøger ikke har afleveret regnskab eller afrapportering vedr. en tidligere bevilling, eller ikke har tilbagebetalt bevilgede beløb i de tilfælde, hvor forvaltningen har stillet krav herom. Forvaltningen er desuden bemyndiget til at trække et bevillingstilsagn tilbage, hvis det før udbetalingstidspunktet konstateres, at der ikke er indsendt regnskab og afrapporteringer vedr. tidligere år, eller bevilgede beløb ikke er tilbagebetalt i de tilfælde, hvor forvaltningen har stillet krav herom. Forvaltningen har på dette grundlag gennemgået ansøgningerne i årets pulje, og ingen ansøgninger er blevet indstillet til et afslag som følge af disse kriterier.
Midler fordelt på to- og treårige bevillinger
Socialudvalget har besluttet at fastholde kriteriet om, at op til 25 pct. af puljemidlerne skal kunne afsættes til to- og treårige bevillinger. De øvrige bevillinger er etårige. I alt har 143 projekter søgt om en længerevarende bevilling. Underudvalget anbefaler i alt 34 projekter til en længerevarende bevilling.
Samlet set anbefales det at uddele længerevarende bevillinger for 3,1 mio. kr., som svarer til ca. 22 pct af puljen til nyuddeling. De projekter, som ikke er indstillet til en to- og treårig bevilling, behandles på samme vilkår som puljens øvrige ansøgere.
Afslag og for sent modtagne § 18-ansøgninger
Underudvalget anbefaler, at der gives afslag til 46 rettidigt ansøgte projekter, jf. bilag 1, hvor begrundelsen fremgår.
Socialforvaltningen har efter fristen modtaget to henvendelser om muligheden for at indsende en ansøgning efter ansøgningsfristen fra hhv. foreningen Døveforeningen af 1866 og Firkløver kvindeklub. Forvaltningen har afvist begge anmodninger som følge af Socialudvalgets beslutning den 18. marts 2026 om, at for sent modtagne ansøgninger afvises. Ansøgerne er blevet henvist til at søge til næste år. En enkelt ansøger, Høreforeningen København Lokalafdeling, har desuden valgt at trække deres ansøgning tilbage.
Koordinering af § 6 i ældreloven og § 18 i Lov om Social Service
Socialudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget traf i foråret 2013 beslutning om, at ansøgninger til § 18-midlerne, hvor foreningen også modtager støtte til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte efter ældrelovens § 6 (tidligere § 79 i serviceloven), fremadrettet koordineres særligt mellem de to forvaltninger. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen har derfor været i dialog om overlappende § 18-ansøgere med det formål at sikre, at en frivillig indsats ikke modtager støtte til den samme aktivitet via to forskellige paragraffer i Københavns Kommune.
Øvrige kommunale bevillinger til § 18-ansøgere
Nogle af ansøgerne til § 18-puljen 2027 modtager øvrige kommunale bevillinger. Der henvises til bilag 2, som indeholder en oversigt over foreninger, der har ansøgt om § 18-midler til 2027 og samtidig modtager driftsstøtte fra Københavns Kommune og/eller en længerevarende § 18-bevilling.
§ 18-midler til frivilligcentrene
Socialudvalget godkendte på et udvalgsmøde den 28. januar 2026, at de tre frivilligcentre (Frivilligcenter SR-Bistand, Frivilligcenter Amager og Frivilligcenter Vesterbro/ Kgs. Enghave/ Valby) finansieres permanent af § 18-puljen med 1,2 mio. kr. De tre frivilligcentre har siden deres etablering været finansieret med 50 pct. fra kommunens § 18-midler og med 50 pct. statslig finansiering. Det er en forudsætning for den statslige finansiering, at kommunen støtter hvert frivilligcenter med mindst 400 t. kr. (2026 pl).
Inhabilitet
I forbindelse med uddelingen af midler til frivilligt socialt arbejde skal udvalgsmedlemmerne være opmærksomme på eventuel inhabilitet. Medlemmerne i underudvalget er derfor blevet bedt om at oplyse forvaltningen om eventuelle forhold, der kan medføre inhabilitet. Forvaltningen har på baggrund af modtagne oplysninger vurderet, at der ikke foreligger inhabilitet i de pågældende tilfælde.
Økonomi
Udgifterne afholdes inden for Socialforvaltningens pulje til støtte til frivilligt socialt arbejde.
Videre proces
Når Socialudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen forventeligt sende bevillings- og afslagsbreve til ansøgerne inden udgangen af 2026. Socialforvaltningen vil ligeledes sende samarbejdsaftaler ultimo 2026/primo 2027 til de projekter, som har modtaget en § 18-bevilling på eller over 100.000 kr. pr. år. Socialudvalget vil primo 2027 modtage en sag, hvor de skal drøfte kriterierne for den fremtidige uddeling af § 18-midler.
Katrine Ring
/ Eva Stokbro Jensen