Mødedato: 04.06.2025, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Status på Socialforvaltningens forpligtigelser overfor fordrevne ukrainere i København samt status på indsatser for denne målgruppe

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget modtager status på Socialforvaltningens forpligtigelser overfor fordrevne ukrainere i København samt status på indsatser for denne målgruppe.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget tager status på Socialforvaltningens forpligtelser overfor fordrevne ukrainere i København samt status på indsatser for målgruppen til efterretning.

Problemstilling

Siden starten af krigen i Ukraine har Danmark og København modtaget mange fordrevne ukrainere. Fordrevne ukrainere, der ankommer til Danmark, visiteres af Udlændingestyrelsen til landets kommuner. Københavns Kommune har således per 26. marts 2025 modtaget i alt 5.034 visiteringer af ukrainske fordrevne, af disse opholder 2.553 fordrevne ukrainere sig aktuelt i den midlertidige indkvartering i København. Denne status giver overblik over Socialforvaltningens forpligtigelser overfor de fordrevne ukrainere med ophold i København samt Socialforvaltningens indsatser i relation til de fordrevne ukrainere. Vedlagt som bilag 1 er et faktaark.

Løsning

Som følge af ”Lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine” (Særloven), har ukrainske fordrevne mulighed for at søge midlertidig opholdstilladelse i Danmark. Med en opholdstilladelse som følge af særloven har den pågældende ukrainer adgang til sundhedsvæsenet, uddannelse, sociale ydelser og undervisning i den kommune, de er visiteret til, ligesom de kan få tildelt CPR-nummer. I forhold til barnets lov har børn og unge med opholdstilladelse i Danmark samme rettigheder som andre børn og unge i Danmark, jf. barnets lov § 4, stk.1. Ligeledes beskriver servicelovens § 2, stk. 1, at alle, der har lovligt ophold i landet, har ret til hjælp efter serviceloven. Det betyder, at Socialforvaltningen har samme forpligtigelser overfor fordrevne ukrainere med ophold i København, som forvaltningen har til den øvrige befolkning i København.

Nyankomne Ukrainere der er visiteret til Københavns Kommune tilbydes ophold i den midlertidige indkvartering under Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Der er aktuelt 2.553 fordrevne ukrainere der tager ophold i den midlertidige indkvartering. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vurderer, at ca. 5% af de indkvarterede ukrainere har behov for socialfaglig bistand fra Socialforvaltningen (ca. 130 personer). Det er samtidig Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens vurdering, at andelen af de nyvisiterede til kommunen, der kommer med fysiske og/eller sociale udfordringer, er stigende.

Socialforvaltningen har erfaret, at nogle tiltag og indsatser er særligt relevante for de visiterede ukrainere. Det drejer sig om indsatser til børn, unge og familier, boliganvisning og rusmiddelbehandling. Herudover har Socialforvaltningen oprettet en fremskudt indsats på indkvarteringsstederne for fordrevne ukrainere med henblik på at yde opsøgende bistand til ukrainere i udsatte positioner. Der er ligeledes oprettet en særlig indkvartering på to af de midlertidige indkvarteringer i København, der huser de mest udsatte ukrainere. Disse indsatser gennemgås enkeltvis i det nedenstående. Se bilag 1 for nærmere gennemgang af de individuelle indsatser med tilhørende data.

Børn, unge og familier

De primære indsatser til ukrainske børn, unge og familier er familiebehandling, traumebehandling, psykologbehandling og kontaktpersonordning. Socialforvaltningen modtager underretninger og henvendelser vedrørende ukrainske børn og unge på lige fod med andre børn og unge. Der visiteres også uledsagede mindreårige ukrainere til Københavns Kommune, og i den forbindelse foretager Socialforvaltningen anbringelser. En stor andel af de uledsagede mindreårige er i 16-17-årsalderen og dermed tæt på at blive myndige. Socialforvaltningen arbejder på at finde nye løsninger til denne målgruppe, der i højere grad svarer til den indsats, der ydes til københavnske børn og unge. Det indebærer også en dialog med Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vedrørende håndtering af uledsagede mindreårige.

Boliganvisningen

Ukrainske fordrevne med ophold efter særloven indgår i den boligsociale anvisning. Der er boliganvist 187 ukrainske fordrevne – heraf er 136 blevet boliganvist i 2024. Ukrainske fordrevne anvises de boliger, som ikke kan benyttes til de øvrige borgere på boliglisten i den boligsociale anvisning. Det relativt høje antal anviste ukrainske fordrevne skyldes primært, at nogle af de ukrainske fordrevne har en højere betalingsevne end den øvrige målgruppe for boligsocial anvisning. De kan derfor anvises boliger, som ellers ville blive returneret til på grund af for høj husleje.

Fremskudt socialfaglig indsats på indkvarteringsstederne og den særlige indkvartering  

I starten af 2023 oprettede Socialforvaltningen den fremskudte socialfaglige indsats på indkvarteringsstederne for fordrevne ukrainere. Formålet med indsatsen er at yde opsøgende bistand til fordrevne ukrainere, samt at hjælpe de indkvarterede videre til socialforvaltningens og kommunens øvrige tilbud. Socialforvaltningen og Beskæftigelses- og integrationsforvaltningen er i løbende dialog om denne indsats, og den er blevet justeret flere gange med henblik på at optimere indsatsen samt imødekomme skiftende behov. På nuværende tidspunkt rummer den fremskudte indsats 10,5 årsværk fordelt på støtte- kontaktpersoner, rusmiddelbehandlere, en børn- og ungerådgiver og en familiekonsulent samt medarbejdere, der står for koordinering og brobygning. Særligt er støtte-kontaktpersonsordningen blevet opjusteret over tid, da socialforvaltningen har erfaret, at det kræver meget tid og en håndholdt indsats, at motivere målgruppen til at tage imod socialforvaltningens tilbud. 

I efteråret 2024 oprettede Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen den særlige indkvartering på to lokationer i København (Lygten i Nordvest og Refshaleøen). Formålet med disse indkvarteringssteder er at huse fordrevne ukrainere med sociale udfordringer, der har svært ved at bebo de normale indkvarteringssteder, fx pga. udadreagerende adfærd. Disse særlige indkvarteringssteder serviceres i særlig grad af den fremskudte indsats, da beboerne her ofte har en igangværende sag i Socialforvaltningen og generelt har behov for socialfaglig støtte.

Rusmiddelbehandling

Center for rusmiddelbehandling tilbyder via den fremskudte indsats en motiverende rusmiddelindsats og har aktuelt 16 forløb med indkvarterede ukrainere, samt er ved at oprette gruppebehandling i regi af den særlige indkvartering. Herudover tilbydes der telefonisk anonym rådgivning på ukrainsk og engelsk. Der er også mulighed for brobygning til ambulant behandling i forvaltningens normale rusmiddeltilbud, ligesom ukrainere selv kan henvende sig i ambulante enheder. Med meget få undtagelser afviser denne målgruppe dog ambulant behandling, hvorfor det primært er den fremskudte rusmiddelbehandling på indkvarteringsstederne, der bistår målgruppen ift. alkoholforbrug. Ukrainere med problematisk brug af alkohol er oftest ankommet til Danmark med et eksisterende højt alkoholforbrug.

Økonomi

Socialforvaltningen har i 2024 afholdt udgifter for 27,2 mio. kr. ifm. indsatser til fordrevne ukrainere. En stor del af disse udgifter (ca. 13,4 mio.) er relateret til anbringelse af ukrainske børn og unge, hvor de resterende ca. 14,0 mio. kr. er benyttet til en række forskellige indsatser, herunder de ovenstående. Se bilag 1 for en specifikation af udgifterne på området. I Københavns Kommune har man i 2024 fulgt særskilt op på udgifter relateret til fordrevne ukrainere, idet det blevet forudsat, at udgifterne kunne afholdes uden for servicerammen. Denne tilgang fastholdes i 2025.

Med Økonomiaftalen for 2025 blev der afsat 0,9 mia. kr. i 2024 til kommunerne samlet til håndtering af udgifter til modtagelsen af fordrevne ukrainere. Midlerne er blevet udmøntet til kommunerne over bloktilskuddet. Midlerne er blevet udmøntet efter kommunernes relative størrelse og ikke efter antallet af fordrevne ukrainere, de enkelte kommuner modtager. Dette betyder, at Københavns Kommune ikke har modtaget tilstrækkelige midler til at håndtere de udgifter, kommunen har haft til modtagelsen af fordrevne ukrainere. Det antages, at de øvrige kommuner må have haft tilsvarende lavere udgifter til fordrevne ukrainere. Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune har dertil ifm. 2. behandlingen af budget 2024 haft afsat en pulje på 128,3 mio. kr. til finansiering af udgifter til fordrevne ukrainere i 2024.

De seneste to år har Københavns Kommune reelt kunne afholde udgifterne relateret til fordrevne Ukrainere inden for servicerammen, da kommunens seneste regnskaber har udvist et mindreforbrug, inklusiv udgifter relateret til fordrevne ukrainere. Dette har ligeledes været tilfældet for kommunerne under ét, som ligeledes har haft et mindreforbrug på servicerammen de seneste to år.

Det er forventningen, at der vil blive afsat midler til at håndtere udgifter relateret til fordrevne ukrainere i 2025 ifm. Økonomiaftalen for 2026, ligesom det var tilfældet med sidste års økonomiaftale. Dertil har Borgerrepræsentationen afsat en pulje på 100 mio. kr. ifm. 2. behandlingen af budget 2025 til finansiering af udgifter til fordrevne ukrainere i 2025. Udgifterne i 2025 forventes dermed finansieret af puljen, der er afsat til formålet af Borgerrepræsentationen, eller ved finansiering i Økonomiaftalen for 2026.Det er dermed Socialforvaltningens forventning, at udgifterne til at servicere fordrevne ukrainere fortsat vil kunne blive finansieret uden for den almindelige drift.

Videre proces

Sagen har ingen videre proces.

 

Katrine Ring                   

  / Eva Stokbro Jensen

 

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning. 

Centerchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling. 

Til top