Mødedato: 25.01.2024, kl. 14:00
Mødested: Online

Høring om indkommet forslag af Oskar Koliander

Se alle bilag

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Rådet afgiver høringssvar på det indkomne forslag til udsmykning af mindeflisen fra Oskar Koliander.

Problemstilling

På baggrund af det godkendte medlemsforslag, hvor Borgerrepræsentationen besluttede at opsætte mindesmærker for de faldne på Vesterbro under folkestrejken, har forvaltningen inviteret Oskar Koliander til at indsende et forslag til det kunstneriske udtryk.

Oskar Koliander har indsendt et forslag til udsmykning af mindefliser. Forslaget består af tre dele - plade, kile og sprække. Kilen symboliserer, at de strejkende lykkedes med at slå en kile ind og lave en sprække i besættelsesmagtens greb om Danmark.

Der er ingen information om pris eller realiserbarhed. 

Teknik- og Miljøforvaltningen har forholdt sig til skitserne og har følgende kommentar:

"Det er Teknik- og Miljøforvaltningens vurdering, at det vil være tidskrævende at tilpasse kilerne til granitfliserne – særligt, hvis de skal have forskellig form og placering for hver flise. Desuden vil anlægsarbejdet bliver besværliggjort af, at den tilstødende flise også skal bearbejdes foruden at granitflisen skal passes ned over kilerne. Antageligt vil materialeudgifterne være en del højere end det andet forslag."

Videre proces

Når Rådet har afgivet høringssvar, vil dette indgå i budgetnotatet til overførselssagen i marts 2024.

Beslutning

Rådet besluttede at afgive følgende høringssvar til det indkomne forslag til udsmykning af mindeflisen fra Oskar Koliander:

"Rådet for Visuel Kunst finder, at Oskar Kolianders bud på en mindeflise er original og moderne, samt udfordrer konventionerne for, hvordan en mindeflise kan se ud. Rådet finder det spændende, at projektet via kilen visuelt fremhæver den aktivistiske bevægelse, som folkestrejken i 1944 var udtryk for, og at den derved formidler en anden historie end traditionelle mindesten. Rådet stiller sig dog tvivlende overfor farvevalget i forbindelse med de røde og grønne kiler, og rådet kunne ønske en større refleksion vedrørende valg af farver i forbindelse med et mere udfoldet projekt.

Der opfordres generelt til, at der afsættes midler til vedligeholdelse af fliserne. Rådet henstiller også til, at man ved lignende projekter fremover afsætter en længere projektperiode, både med henblik på at gennemføre åbne udbud med klare retningslinjer, og så man kan træffe et gennemarbejdet valg, evt. med udgangspunkt i den forekommende kunststrategi."

Til top