Mødedato: 27.01.2026, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

B-sag: Orientering om resultaterne fra Børnesundhedsprofilen 2025

Se alle bilag

Kultur-, Fritids, og Borgerserviceudvalget, Børne- og Ungdomsudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget orienteres om resultaterne for Børnesundhedsprofilen 2025 – København. Undersøgelsen er gennemført i samarbejde mellem Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen, Børne og Ungdomsforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, blandt københavnske børn i 3., 6. og 9. klasse.

 

Børne- og Ungdomsudvalget orienteres om hovedresultaterne på udvalgsmøde den 4. februar 2026, og Sundheds- og Omsorgsudvalget orienteres og drøfter resultaterne på udvalgsmøde 6. februar 2026.

Indstilling

Kultur-, Fritids og Borgerserviceforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen, og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget (KFU), Børne- og Ungdomsudvalget (BUU) og Sundheds- og Omsorgsudvalget (SUND):

  1. At udvalgene tager orienteringen om hovedresultaterne fra Børnesundhedsprofilen 2025 – København til efterretning.

Problemstilling

25. november 2025 offentliggjorde Københavns Kommune Børnesundhedsprofilen 2025 – København og den tilhørende pixiudgave, som indeholder en visuel fremstilling af udvalgte hovedresultater. Børnesundhedsprofilen er en spørgeskemaundersøgelse om trivsel, sundhed og fritidsliv blandt københavnske børn i 3., 6., og 9. klasse.

Undersøgelsen er gennemført hvert andet år siden 2021. Det er ikke de samme børn, som har besvaret undersøgelsen i 2021, 2023 og 2025.

Børnesundhedsprofilen giver ny og aktuel viden om københavnske børns mentale og fysiske sundhed og deres idræts-, forenings- og fritidsliv. Undersøgelsen bidrager til udvalgenes og forvaltningernes arbejde med at fremme børn og unges trivsel og sundhed samt at skabe rammer for gode børneliv i København.

På den baggrund orienteres BUU, KFU og SUND om resultaterne.

Løsning

De tre involverede forvaltninger har sammenfattet hovedresultaterne af Børnesundhedsprofilen 2025 i vedlagte bilag 1. Undersøgelsen er baseret på i alt 10.886 besvarelser, og 78 % af de indbudte børn har besvaret undersøgelsen.

Resultaterne viser, at størstedelen af de københavnske børn fortsat har det godt, og samlet set viser resultaterne en positiv udvikling eller samme niveau som i 2023. Undersøgelsen understreger dog også behovet for en vedholdende indsats for at fremme københavnske børns sundhed og trivsel, da der fortsat er områder med plads til forbedring. Det gælder bl.a. oplevelsen af præsentationspres blandt de ældre børn, samt det samlede fysiske aktivitetsniveau, som falder med alderen. Selvom andelen er faldet siden 2023, er der også fortsat mange børn, der bruger skærm lige inden de skal sove.

Resultaterne for 3. klasse er overvejende på niveau med 2023, mens der ses en fremgang for børnenes trivsel i 6. og 9. klasse på flere områder siden 2023. Det gælder mental sundhed, forskelsbehandling, aktivt fritidsliv, digital adfærd, søvn, nikotin og alkohol.

Blandt børnene i 6. og 9. klasse er der en stigning i andelen, der har det godt i skolen og sover den anbefalede mængde timer. Samtidig er der et fald i andelen, der oplever forskelsbehandling. I 6. klasse er brugen af juniorklub steget, og i 9. klasse er deltagelsen i sport i forening steget. I 9. klasse har en højere andel det også godt hjemme og i fritiden, og en betydelig lavere andel har prøvet nikotinprodukter, alkohol eller hash i 2025.

For børn i 3. klasse ses der i 2025 et betydeligt fald i andelen, der har egen mobil. På tværs af 3., 6. og 9. klasse er der samtidig et fald i andelen af børn, der har modtaget beskeder, billeder eller videoer, som gør dem kede af det, bange eller vrede.

Anvendelse af resultaterne lokalt og strategisk

De deltagende folkeskoler og privat- og friskoler modtager hver en skolerapport med resultater fra egen skole. Med rapporterne får skolerne viden om børnenes sundhed, trivsel og idræts-, forenings- og fritidsliv, samt mulighed for at perspektivere til skolens resultater fra tidligere udgaver af Børnesundhedsprofilen. Resultaterne kan anvendes som grundlag for planlægning og prioritering af forebyggende, sundhedsfremmende indsatser samt idræts-, fritids- og kulturrelaterede indsatser, der kan understøtte børnenes hverdag, trivsel og sundhed.

Forvaltningerne analyserer løbende data for at opnå ny viden om børnene i København, og der kan udarbejdes dybdegående analyser ud fra politiske og forvaltningsspecifikke ønsker og behov. Ved behov for prioritering og koordinering af indkomne analyser drøftes og besluttes disse i samarbejde mellem de tre forvaltninger. Analyserne udarbejdes inden for gældende regler for GDPR.

Børnesundhedsprofilen er finansieret af midler fra Budget 2021, der med Budget 2026 blev gjort varige. Børnesundhedsprofilen gennemføres næste gang i efteråret 2027.

Politisk handlerum

Eventuel iværksættelse af konkrete tiltag på baggrund af data kræver særskilt finansiering.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

 

Videre proces

Intet yderligere.

 

Per Bennetsen                            Tobias Børner Stax                   Mikkel Boje

 

Til top