Ny elitekommuneaftale med Team Danmark
Indstilling
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen indstiller,
1. at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget godkender elitekommuneaftale mellem Team Danmark og Københavns Kommune.
Problemstilling
Med udgangspunkt i Kultur- og Fritidspolitikken 2023-2026 har Københavns Kommune og Team Danmark indgået dialog om ny elitekommuneaftale. Den 11. december 2025 drøftede Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget hovedlinjerne i en elitekommuneaftale mellem Team Danmark og Københavns Kommune. Efterfølgende har parterne tilpasset indholdet i aftalen, og resultatet ligger til politisk godkendelse.
Med aftalen forpligter Københavns Kommune sig til fortsat at skabe og støtte lokale talentmiljøer; at samarbejde tæt med uddannelsesinstitutioner for at muliggøre kombinationen af elitesport og uddannelse; at bidrage til, at atleterne kan opnå en balance mellem deres sportslige og akademiske forpligtelser; og at arbejde ud fra de principper og værdier, som er defineret for dansk talentudvikling.
Københavns Kommune får som elitekommune adgang til Team Danmarks erfaring og ekspertise inden for faglig rådgivning på området, adgang til at indgå i netværk med de øvrige elitekommuner og i fællesskab med Team Danmark at indgå samarbejdsaftaler med specialforbund om udvikling af prioriterede idrætsgrene. Derudover yder Team Danmark et økonomisk bidrag til talent- og eliteindsatsen i kommunen.
Københavns Kommune og Team Danmarks hidtidige elitekommuneaftale udløb 31. december 2024. Københavns Kommune havde indtil da en aftale med den selvejende institution Team Copenhagen om at varetage opgaverne, som elitekommuneaftalen indeholdt. Pr. 1. april 2025 blev Team Copenhagen en del af Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen. Kombinationen af aftaleudløb og kommunalisering af Team Copenhagen medførte, at Team Danmark og Københavns Kommune har brugt 2025 på at drøfte indholdet i en ny elitekommuneaftale.
Løsning
På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 11. december 2025 blev hovedlinjerne i udkastet til elitekommuneaftalen mellem Københavns Kommune og Team Danmark drøftet. Indholdet af aftalen var inden udvalgets behandling blevet drøftet i kommunens Talent- og Eliteråd.
Elitekommuneaftalen indeholder udover generelle aftaleforhold tre hovedområder: prioriterede idrætter, uddannelsespartnere og øvrige prioriterede indsatser for perioden 2026-29.
Prioriterede idrætter
Prioriterede idrætsgrene i samarbejdet mellem Team Danmark og Københavns Kommune kan komme i betragtning til flerårige tilskudsaftaler og er karakteriseret ved tæt samarbejde med relevante specialforbund. Med udgangspunkt i en faglig vurdering af talent- og elitemiljøernes styrker og potentialer indgår cykling, atletik, svømning, triatlon, taekwondo, badminton, bordtennis, skydning og fodbold (for piger/kvinder) som prioriterede idrætter.
Foreninger fra ikke-prioriterede idrætsgrene kan som hidtil modtage 1-årige bevillinger, få adgang til rådgivningsydelser ligesom udøvere kan optages på Team Copenhagen Eliteakademis morgentræninger og øvrige aktiviteter. Dermed vil idrætsgrene, der ikke specifikt er nævnt som prioriteret i elitekommuneaftalen, også kunne understøttes i aftaleperioden.
Uddannelsespartnere
Med udgangspunkt i en faglig vurdering af forventet elevoptag fra talentmiljøer, prioritering af samarbejde og potentialer foreslår Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen følgende prioriterede uddannelsespartnere:
Folkeskoler: Nørre Fælled Skole, Bellahøj Skole, Ø 10 – 10. klasse (FGU)
Ungdomsuddannelser: Falkonergården Gymnasium, Gefion Gymnasium, HF-centeret Efterslægten, KVUC, Københavns Åbne Gymnasium, NEXT – Vibenshus Gymnasium, Niels Brock Handelsgymnasium, Ørestad Gymnasium.
Kultur- og Fritidsudvalget og Talent- og Eliterådet fremhævede værdien af samarbejde på tværs af kommunegrænser, hvorfor Falkonergården Gymnasium er inkluderet, ligesom udvalget og rådet anbefalede, at Team Danmark og forvaltningen i aftaleperioden afsøger muligheder og potentialer for at tilføje Tårnby Gymnasium til listen.
Øvrige prioriterede indsatser
En samarbejdsaftale mellem Københavns Kommune og Team Danmark giver mulighed for, at der ud over de prioriterede idrætsgrene og uddannelsespartnere kan sættes fokus på andre prioriteringer.
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen indstiller, at følgende øvrige prioriterede indsatser indskrives i kommende elitekommuneaftale med Team Danmark:
- Fokus på samarbejde med videregående uddannelser
- Tværkommunalt samarbejde
- Faciliteter (særligt ift. styrketræningsfaciliteter)
- Parasport
Politisk Handlerum
Udvalget kan beslutte at
- sende sagen tilbage med henblik på at forvaltningen går i dialog med Team Danmark omkring en ny aftale
Økonomi
Som elitekommune vil Københavns Kommune årligt modtage 150.000 kr. fra Team Danmark til arbejdet med talent- og eliteidrætten i Københavns Kommune. Disse midler supplerer de 5,9 millioner kr. der årligt er afsat til arbejdet med talent- og eliteidrætten i Københavns Kommune som fast rammebevilling.
Videre proces
Såfremt Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget godkender elitekommuneaftalen mellem Team Danmark og Københavns Kommune, vil der blive arrangeret en underskrivelse af aftalen. Underskrivere på aftalen vil være kultur-, fritids- og borgerserviceborgmesteren samt den administrerende direktør for Team Danmark.
Primo 2029 igangsætter Københavns Kommune en evaluering af samarbejdsaftalen, som skal vise grundlag for et videre samarbejde i en eventuel genforhandling af samarbejdsaftalen.
Mikkel Boje
/ Jakob Heide Petersen