Mødedato: 20.02.2026, kl. 12:00
Mødested: Comwell Holte

Udbud af driften på Brønshøj Kirkegård

Se alle bilag

Resumé

Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget skal tage stilling til genudbud af driftsopgaver på Brønshøj Kirkegård, hvor driften siden 2021 har været udbudt til privat aktør. Borgerrepræsentationen har besluttet, at kontrakten skal genudbydes, og Teknik- og Miljøudvalget har godkendt planen for genudbud af opgaverne. Driften af kirkegården er som del af ressortaftalen overflyttet til Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen, og udvalget forelægges derfor sagen til fornyet stillingtagen.

Indstilling

Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget godkender, at udbud af driftsopgaver gennemføres efter den plan og med de tildelingskriterier, Teknik- og Miljøudvalget besluttede på møde den 27.10.2025, jf. bilag 2.

 

Problemstilling

Som led i ressortaftalen udarbejdede Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen en implementeringsplan for Byens rum, som blev behandlet i Økonomiudvalget den 25. november 2025, jf. bilag 3. Det fremgår af implementeringsnotatet om Byens rum, at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget kan træffe beslutning om at hjemtage opgaverne på Brønshøj Kirkegård i stedet for at genudbyde udliciteringsaftalen, og at udvalget derfor skal ”forelægges en sag med indstilling til videre proces for opgaveløsningen på Brønshøj Kirkegård hurtigst muligt efter årsskiftet”, hvilket sker med denne indstilling.

 

Historik

Københavns Kommune er ikke ejer af Brønshøj Kirkegård, men har ansvaret for driften af kirkegården. Driftsopgaver på Brønshøj Kirkegård har siden 2021 været udliciteret til privat aktør efter politisk beslutning i Teknik- og Miljøudvalget 3. juni 2019 og i Borgerrepræsentationen 22. august 2019. Den udliciterede opgave omfatter drift af kirkegården, herunder de takstfinansierede ydelser på gravsteder bortset fra opgaver med nedsættelse af urner samt tilstedeværelse ved begravelser. Den udliciterede opgave omfatter ikke drift af bygninger, inventar og belægninger.

Kontrakten med ekstern leverandør udløber 31. december 2026, og Borgerrepræsentationen besluttede 7. november 2024, at driftsopgaverne skal genudbydes. Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 27. oktober 2025 plan for genudbud af opgaven. Kontrakterne udbydes for en periode på fire år med mulighed for at forlænge med op til 2 gange op til 12 måneder.

Et flertal i Teknik- og Miljøudvalget besluttede på mødet ændringsforslag om at justere på de indstillede tildelingskriterier fra Teknik- og Miljøforvaltningen (80 % vægtning af pris og 20 % vægtning af kvalitet), så tildelingskriterierne for udbuddet er 33% kvalitet, 33% arbejdsmiljø og 33% pris. Ændringen skete på anbefaling fra medarbejderne i Teknik- og Miljøforvaltningen, der også havde bemærkninger til bl.a. vigtigheden af tydelig kravspecifikation og transparente benchmarks. Medarbejdernes bemærkninger indgik som bilag til Teknik- og Miljøudvalgets behandling af sagen og kan ses i sin helhed i nærværende indstillings bilag 2.

 

Løsning

På baggrund af mødet 27. oktober 2025 er Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen ved at forberede udbud, som forventes offentliggjort primo maj 2026. Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen vil indgå i arbejdet med at forberede udbuddet.

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen oplyser om samarbejdet med ekstern leverandør på Brønshøj Kirkegård, ”at det nuværende samarbejde med Idverde Danmark vurderes at gå godt med levering af den rette kvalitet. Det gode samarbejde er essentielt, da der er tale om et følsomt område, hvor vi arbejder med mennesker i sorg, og hvor det har stor betydning, at vi behandler de afdøde og pårørende med respekt og høj faglighed. Det gode samarbejde med Idverde Danmark understøttes overordnet set af kvalitetsmålingerne samt af de jævnlige tilsyn som forvaltningen foretager” (bilag 4).

Teknik- og Miljøudvalget behandlede den 15. december 2025 sag om fastlæggelse af serviceniveau for driften af byen 2025, jf. bilag 5. Indstillingen samler op på benchmark mellem den udbudte drift og Teknik- og Miljøforvaltningens egen drift. Her er m2-prisen for drift af den udbudte kirkegård højere end forvaltningens egen drift. Teknik- og Miljøforvaltningen bemærker i indstillingen, at prisniveauet i høj grad bestemmes af aktiviteten vedrørende begravelser og urnenedsættelser, hvor et højt aktivitetsniveau vil fordyre driften. Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at dette forhold er årsag til den relativt høje pris på Brønshøj kirkegård.

Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen har ikke grundlag for at tilsidesætte Teknik- og Miljøforvaltningens indstilling om genudbud af opgaven eller vurdering af indkomne bemærkninger fra medarbejdere. Forvaltningen bemærker i forlængelse heraf, at en eventuel hjemtagelse vil kræve en analyse af processen herfor samt indpasning af driften af Brønshøj Kirkegård i den eksisterende organisation. Brønshøj Kirkegård er en relativt lille kirkegård, som også har en vis geografisk afstand til øvrige kirkegårde, hvorfor driften af kirkegården ikke så let understøttes af den øvrige kirkegårdsdrift.

En hjemtagelse må endvidere forventes at medføre et behov for finansiering til indkøb af driftsmateriel.

På denne baggrund vurderer forvaltningen, at det vil være vanskeligt at blive klar til, at forvaltningen kan overtage driftsopgaverne på Brønshøj Kirkegård, når kontraktperioden udløber.

 

Politisk handlerum

Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget kan beslutte at ændre i tildelingskriterierne for udbuddet. Udvalget kan også anbefale overfor Borgerrepræsentationen at hjemtage opgaven frem for at gennemføre udbuddet. Såfremt Borgerrepræsentationen beslutter at hjemtage opgaven, vil der blive behov for finansiering til genopbygning af mandskab og materiel i den eksisterende drift. 

Økonomi

Indstillingen har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser.

 

Videre proces

Såfremt udvalget godkender indstillingen, vil udbuddet blive gennemført som også besluttet af Teknik- og Miljøudvalget. Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget vil blive orienteret om resultatet af udbuddet efterfølgende. Forvaltningen vil indsamle erfaringer om fordele og ulemper ved hhv. udbudte driftsopgaver på Brønshøj Kirkegård og forvaltningens egen drift på kirkegårde i kontraktperioden med henblik på en fornyet politisk forelæggelse inden kontraktperiodens slutning.

 

Mikkel Boje

                                                    /                        Christian Biel Knudsen

Til top