Mødedato: 19.06.2026, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalgets studietur 2026

Se alle bilag

Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget skal tage stilling til udvalgets deltagelse i en studietur i efteråret 2026. Forvaltningen foreslår, at turen tager udgangspunkt i udvalgets tre hovedtemaer og har på den baggrund udvalgt tre forskellige destinationer, som udvalget skal tage stilling til.

Indstilling

Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget godkender udvalgets deltagelse i en studietur den 28.-30. september 2026.

     

  2. at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget vælger én af følgende tre destinationer til studieturen:
    1. Hamborg
    2. Stockholm
    3. Oslo

Problemstilling

Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget har tradition for at tage på to studieture i en valgperiode, en kort og en lang. Udvalget har tidligere drøftet muligheden for at tage på en kort tur i efteråret 2026, og der er derfor lavet en forhåndsreservation i kalenderen i perioden 28. – 30. september 2026.

Det bemærkes, at såfremt Borgerrepræsentationens budgetforhandlingerne til Budget 2027 skubbes som følge af regeringens forsinkede udmelding omkring økonomiaftalen, vil det kunne betyde at studieturen må aflyses. Det skyldes, at en evt. udskydelse af budgetforhandlingerne forventes at finde sted i uge 40 (28. september – 4. oktober).

 

Løsning

Temaerne til studieturen foreslås at tage afsæt i udvalgets hovedtemaer.

De tre destinationer er hver især relevante at besøge i forbindelse med udvalgets strategiproces og de tre valgte hovedtemaer: ’Børn og unge’, ’København som kulturhovedstad’ samt ’Levende fællesskaber og samlingspunkter’ Særligt Stockholm og Oslo kan være inspirationskilde til temaet ’Børn og unge’ med deres modeller for udbredelse af kulturindsatser målrettet børn, imens Hamborgs fokus på at udvikle sig som musikby (siden 1700-tallet), kan være inspirationskilde ift. ’kulturhovedstad’. Alle destinationer giver gode muligheder for at få inspiration til temaet om fællesskaber og samlingspunkter. De forskellige muligheder for hver by udfoldes nærmere nedenfor samt i bilag 1, hvor der også er bud på konkrete udflugtsmål til de enkelte destinationer.

Hamborg
Tysklands næststørste by med ca. 1,9 mio. indbyggere og ca. 5 mio. i hovedstadsregionen. Byen kan nås fra København på ca. 5 timer med tog med afgang tidlig mandag morgen og ankomst ved middagstid

  • Hamborg har gennem mange år arbejdet strategisk med kultur som drivkraft for byudvikling og anses for at være en af Europas stærkeste kultur- og musikbyer.
  • Hamborg som delstat og kommune arbejder med mange forskellige programmer under den politiske vision ’Kultur für alle’, som fokuserer på at styrke adgangen til kultur og deltagelse på tværs af sociale og økonomiske skel.
  • Tysk kulturpolitik er kendetegnet ved, at den i høj grad udvikles og finansieres af delstater og kommuner, hvor delstater og kommuner især giver støttemidler til kulturinstitutioner som teatre, museer og orkestre. Der er ikke som i Norge og Sverige én samlet national strategi, og det er med til at skabe betydelig kulturel diversitet mellem delstater og kommuner.

 

Stockholm
Sveriges hovedstad er Nordens største by med ca. 1,6 mio. indbyggere. Byen kan nås på ca. 5 timer med tog med mulighed for afgang tidlig mandag morgen og ankomst ved middagstid.

  • Stockholms kulturstrategiske program bygger på to overordnede visioner ’lige muligheder for at opleve og skabe kultur’ og ’et kreativt og attraktivt Stockholm’. Kommunen arbejder med modeller, der skalsikre alle børn og unges adgang til kultur, og med at integrere kultur i byudviklingen samt at skabe et frit kulturliv gennem partnerskaber med kulturaktører og kulturskoler.
  • Kommunen afsætter 1 pct. af det årlige budget til ny-, om- og tilbygninger til kunstnerisk udsmykning, i alt ca. 20-30 mio. svenske kroner.
  • Sverige har gennem de seneste årtier decentraliseret dele af kulturpolitikken gennem ’Kultursamverkansmodellen’, hvor staten giver regionerne stort ansvar og frihed til at udvikle egne kulturplaner. Samtidig bygger svensk kulturpolitik på armslængdeprincippet, hvor det tilsigtes at kulturelle institutioner har stor frihed til at skabe og formidle kultur inden for få, overordnede statslige rammer.

Oslo
Norges hovedstad har ca. 720.000 indbyggere i kommunen. Byen kan nås på ca. 7 timer med tog tidlig mandag morgen og ankomst tidlig eftermiddag eller med Oslobåden, der giver mulighed for afrejse søndag aften og ankomst mandag formiddag.

  • Oslo arbejder med udvikling af kultur gennem en række af kulturpolitiske handleplaner, bl.a. ’Strategi for bibliotek 2025-2028’, ’Kulturmiljøstrategi 2023-2034’, ’Sak om Oslo kulturskole’ og ’Handlingsplan for gatekunst 2022-2025’
  • I Oslo afsættes der årligt 0,4 pct. af kommunens anlægsbudget til kunst gennem Oslo Kunstprogram, ca. 60,7 mio. norske kroner.
  • Norge arbejder på nationalt plan med en evidensbaseret tilgang til kultur- og fritidsområdet, hvor institutioner som Kulturdirektoratet, Statistisk Sentralbyrå og Telemarksforskning producerer løbende analyser og evalueringer af kultursektoren. Norges kultursektor er også kendetegnet ved et højt niveau af statslig kulturstøtte.

Politisk handlerum

Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget kan vælge at udskyde studieturen til 2027 eller foreslå forvaltningen at vende tilbage med en ny sag omkring andre temaer eller andre destinationer. Det vil formentlig medføre, at det ikke vil være muligt at afvikle en studietur i 2026.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune. Udgifter til studierejser afholdes inden for Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalgets budgetramme.

Videre proces

Såfremt Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget godkender indstillingen, vil forvaltningen gå i gang med den konkrete rejseplanlægning. Udvalget forelægges et endeligt program for studieturen efter sommerferien.

 

Mikkel Boje

                             /                           Assal Raun

Til top