Mødedato: 19.03.2026, kl. 17:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Indstilling om 'Vinter i København': Sammensætning af styregruppe, kommissorium og kriterier for udmøntning

Se alle bilag

Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget skal tage stilling til forvaltningens forslag til en kommunal fagstyregruppe for ’Vinter i København’, kriterier for udmøntning af aktivitetsmidler og udmøntning af aktivitetsmidler som øremærkede tilskud. Med budgetaftale 2026 (KF117) blev der afsat 10 mio. kr. i 2026-2029 til sekretariat og aktiviteter.

Indstilling

Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget godkender forvaltningens forslag til sammensætning og kommissorium for kommunal fagstyregruppe for ’Vinter i København’,
  2. at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget godkender forvaltningens forslag til kriterier for udmøntning af aktivitetsmidler til aktiviteter under ’Vinter i København’,
  3. at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget godkender, at aktivitetsmidlerne (i alt 4,5 mio. kr.) i perioden 2026-2029 udmøntes af Kultur- Fritids, og Borgerserviceforvaltningen.

Problemstilling

Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget besluttede den 11. december 2025, at der i perioden 2026-2029 skal etableres et eksternt sekretariat for ’Vinter i København’, og at en kommunal fagstyregruppe skal indstille udmøntning af aktivitetsmidler efter kriterier godkendt af udvalget.

For at kunne igangsætte arbejdet og sikre rettidig planlægning af aktiviteter i vinteren 2026/27, skal udvalget godkende styregruppens sammensætning, kriterier for udmøntning samt godkende den administrative model for, hvordan aktivitetsmidlerne udmøntes.

Løsning

’Vinter i København’ er et koncept, der skal styrke bylivet i vinterhalvåret ved at samle og synliggøre eksisterende vinteraktiviteter samt understøtte udvikling af nye aktiviteter på tværs af byens aktører og bydele.

Forvaltningen har udarbejdet forslag til en kommunal fagstyregruppe, som har ansvar for det konkrete aktivitetsindhold, og som vil følge projektet i hele perioden (2026-2029). Fagstyregruppen skal udarbejde indstilling til Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen om udmøntning af aktivitetsmidler efter fastsatte kriterier, som på forhånd er godkendt af Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget.

Fagstyregruppen

Fagstyregruppen skal medvirke til at sikre, at aktivitetsmidlerne til ’Vinter i København’ anvendes strategisk, kvalificeret og i overensstemmelse med Københavns Kultur- og Fritidspolitik samt anbefalingerne i konceptets partnerskabstilgang. Om fagstyregruppen:

  • Ansvar for det konkrete aktivitetsindhold og løbende opfølgning på projektet i hele perioden 2026-2029.
  • Indstilling til Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen om udmøntning af aktivitetsmidler efter de kriterier, som fastsættes af Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget.
  • Fagstyregruppen betjenes af forvaltningen.
  • Styregruppen sammensættes af repræsentanter fra Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen og Klima- Teknik- og Miljøforvaltningen.

Forvaltningens forslag til sammensætning af fagstyregruppe:

  • Aravni Elisabeth Jakobsen, fagdirektør, Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen (forperson).
  • Marius Hansteen, centerchef, Kunst og Historie, Kultur-, Fritids- Borgerserviceforvaltningen.
  • Michael Ryan Andersen, kontorchef, Turisme og Internationalisering, Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen.
  • Mikkel Halbye Mindegaard, enhedschef, Arrangementer og Gadesalg, Klima- Teknik- og Miljøforvaltningen. (endnu ikke bekræftet)

Kommissorium for fagstyregruppe

Styregruppen skal medvirke til at sikre, at aktivitetsmidlerne til ’Vinter i København’ anvendes strategisk, kvalificeret og i overensstemmelse med kriterierne for udmøntning – se bilag 5.  

Kriterier for udmøntning af aktivitetsmidler

Forvaltningen foreslår, at udmøntningen af aktivitetsmidler sker efter kriterier fastsat med afsæt i anbefalingskataloget (bilag 4) og Kultur- og Fritidspolitikken. Anbefalingskataloget udgør det faglige forarbejde til ’Vinter i København’ og samler anbefalinger til koncept og aktivitetsspor.

Kriterierne skal sikre, at midlerne prioriteres til indsatser, der:

  • styrker partnerskaber og netværk på tværs af byen (kultur, erhverv og civilsamfund) og bidrager til liv og aktivitet i flere bydele,
  • understøtter synlighed og en fælles fortælling om ’Vinter i København’, herunder en rød tråd i vinterens tilbud samt platforme for vækstlag og talenter.
  • fremmer social bæredygtighed og borgerinvolvering, herunder tilgængelighed og lokalt ejerskab – med særligt fokus på børn, unge og bydele uden stærk vinteraktivitet i dag.

De samlede kriterier for udmøntning fremgår af bilag 5 – Kriterier for udmøntning.

Udmøntning af aktivitetsmidler

Aktivitetsmidlerne på i alt 4,5 mio. kr. i 2026-2029 foreslås udmøntet som øremærkede tilskud til aktiviteter, som enten afholdes af Sekretariatet for Vinter i København, eller af aktører, som indstilles til fagstyregruppen af Sekretariatet for Vinter i København.  Sekretariatet for Vinter i København forelægger aktivitetsbeskrivelser og budgetter for styregruppen, som vurderer, om de enkelte forslag lever op til kriterierne. Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen varetager den endelige udmøntning i form af øremærkede tilskudsaftaler jf. udvalgets beslutning om proces for udmøntning af aktivitetsmidler d. 11.12.25, herunder udbetaling og opfølgning via forvaltningen samt årlig afrapportering og regnskab for både sekretariats- og aktivitetsmidler.

Politisk Handlerum

Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget kan beslutte at:

  • Ændre sammensætningen af styregruppen.
  • Justere kriterierne for udmøntning (f.eks. skærpe krav til geografisk spredning, målgrupper eller borgerinvolvering),
  • Anmode om, at aktivitetsmidlerne udmøntes som individuelle tilskud direkte til aktører i et mere klassisk puljeformat (med konsekvens af længere sagsbehandling og øget administration),
  • Udskyde sagen til fornyet behandling, hvilket kan forsinke planlægning og gennemførelse af aktiviteter i 4. kvartal 2026.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser, da midlerne allerede er afsat i budget. Der kan udmøntes aktivitetsmidler for 625.000 kr. i 2026, 1.625.000 kr.  i 2027, 1.625.000 i 2028 og 625.000 i 2029.

Videre proces

Såfremt Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget godkender indstillingen, nedsætter forvaltningen styregruppen og orienterer sekretariatet for ’Vinter i København’ om kriterier og proces for udmøntning af aktivitetsmidler.

Forvaltningen forelægger en orientering om program for vinteren 2026/27 (4. kvartal 2026 og 1. kvartal 2027) samt status for etableringsprojektet i 3. kvartal 2026.

 

Mikkel Boje

                           /                         Jakob Heide Petersen

Beslutning

Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalgets beslutning i mødet den 19. marts 2026

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

Radikale Venstre fremsatte følgende protokolbemærkning: ”Vi ønsker, at udvalget løbende orienteres om udmøntningen af midlerne og det øvrige arbejde med Vinter i København.”

 

Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten og Radikale Venstre fremsatte følgende protokolbemærkning:

”For partierne er det afgørende, at der i udmøntning af midlerne, så vidt muligt, tages højde for, at det ikke skader de etablerede erhvervsdrivende, således at eksterne aktører ikke, med støtte fra kommunen, tager kunder og plads fra de faste erhvervsdrivende i København.”.

 

SF, Enhedslisten og Alternativet fremsatte følgende protokolbemærkning:

”Partierne er positive over for intentionen om at samle kræfter, synliggøre og skabe synergi mellem aktører fra kulturliv, civilsamfund og erhverv. Det er vigtigt, at det levende kulturliv og eksisterende lokale fællesskaber kommer til at spille en central rolle. Fordelingen af midler til hhv. administration/sekretariat og aktiviteter har i det lys en bemærkelsesværdig vægt på førstnævnte. Vi ønsker, at udvalget løbende orienteres om udmøntningen af midlerne og det øvrige arbejde med Vinter i København.”

Til top