Mødedato: 31.05.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

VM Halvmaraton 2014

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til tilskud til VM i halvmaraton 2014 i København.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget lader et tilskud på 1,5 mio. kr. til VM i halvmaraton i København 2014 indgå i forhandlingerne om budget 2013.

Problemstilling

Dansk Atletik Forbund, Wonderful Copenhagen og Sport Event Denmark er blevet tildelt værtskabet for VM i halvmaraton 2014 i København.

Af den samlede eventudgift på 15,0 mio. kr. søges Københavns Kommune om 1,5 mio. kr. til afvikling af eventen i 2014.

Løsning

VM Halvmaraton 2014 - København som værtsby
VM Halvmaraton 2014 blev tildelt København i konkurrence med byerne New York, Cardiff, Mexico City, Beograd og Cheboksary.

Ansøgningen om værtskabet betonede, at VM Halvmaraton er den rigtige begivenhed til den rigtige storby. København er verdens løbehovedstad. Eventen vil blive afholdt den 29. marts 2014.

Det internationale atletikforbund IAAF tildeler værtskabet på baggrund af ansøgninger fra interesserede arrangører i de 212 lande, som er organiserede i IAAF.

Arrangørerne har udarbejdet budget for VM Halvmaraton 2014. Af den samlede eventudgift på 15,0 mio. kr. søges Københavns Kommune om et tilskud på 1,5 mio. kr. til afvikling af eventen.

VM Halvmaraton 2014 – beskrivelse
For første gang vil VM-løbet både være for elite- og motionsløbere. Med integrationen af elite og bredde vil løberne blive sendt af sted samtidig og motionsløberne gives dermed en unik mulighed for at være med i et verdensmesterskab.

Arrangørerne lægger herudover op til en række sideevents og aktiveringsprojekter, der potentielt kan præge dansk motionsidræt de kommende år. Målet er at få danskere motiveret til at investere en del af deres fritid i motion. Samtidig ønsker arrangørerne at engagere flest mulige danskere i et fælles mål, nemlig træning frem mod VM Halvmaraton 2014.

Med enkelte undtagelser har eventen hidtil været et elitearrangement, hvor ca. 200 løbere fra 50 nationer kæmper om verdensmesterskabet for henholdsvis mænd og kvinder. Ved VM Halvmaraton 2014 forventes et samlet deltagerantal på 25.000, heraf 5.000 udenlandske deltagere.

København som løbeby
Danmark er en af verdens førende løbenationer, og København er internationalt kendt som arrangør af mange forskellige typer af løb.

At København har en særlig betydning inden for særligt motionsløb understreges af, at København i 2011 havde 20 motionsløbs-arrangementer med mindst 3.000 deltagere. Til sammenligning havde Stockholm 12 arrangementer, mens Oslo havde 5. Samtidig er den årlige DHL-stafet i Fælledparken verdens største motionsarrangement med 125.000 personer.

Løbsrute
VM Halvmaraton 2014 forventes at have start og mål på Christiansborg Slotsplads. Der er lagt en foreløbig rute, der går gennem Indre by, Østerbro, Frederiksberg og Vesterbro. De sidste tre kilometer vil gå via Frederiksberg Allé, Vesterbrogade, H.C. Andersens Boulevard og Stormgade.

Man ønsker at skabe en festlig ramme for eventen ved bl.a. at etablere hotspots langs ruten med musik og storskærme, der vil give tilskuerne mulighed for at følge løbet. Som led i optakten for deltagere og motionsinteresserede vil arrangørerne afholde en motionsmesse i dagene op til eventen.

Arrangørerne har derudover tilkendegivet, at de vil samarbejde med gymnasiale uddannelser med henblik på at etablere skolebaserede løbeklubber med løbetræning frem mod deltagelse i VM Halvmaraton.

Herudover vil udvalgte foreninger kunne udbyde særlige forløb for begyndere og inaktive, som ønsker at deltage i eventen. Foreningerne vil arbejde med et koncept med uddannede instruktører, og sammen vil alle deltagerne medvirke på ”Verdens største landshold”.

Forvaltningens vurdering af eventen og bemærkninger
VM Halvmaraton 2014 indgår i WOCO's eventkatalog 2013-2019, som forelægges Kultur- og Fritidsudvalget den 31. maj 2012.

VM Halvmaraton 2014 er vurderet på baggrund af ”Model for vurdering og aktivering af events” (bilag 1).

Forvaltningens vurdering af eventen er positiv. VM Halvmaraton 2014 forventes at få stort deltagerantal og stor tilskuer- og medieinteresse. Løbet vil være gratis at overvære. Derudover vil eventen inddrage store dele af byen og aktivere mange københavnske motionsløbere på både elite- og motionsplan, og der vil være løbefest i københavns gader.

VM Halvmaraton 2014 vil skabe liv og idrætsoplevelser i byens rum - både for de deltagende atleter og for de københavnske borgere og gæster.

Eventen vil samtidig være i tråd med det idrætspolitiske sigte om, at København skal kunne tiltrække og afvikle idrætsevents i København - også dem af ekstraordinær karakter, som et VM i halvmaraton er.

Økonomi

Københavns Kommune søges om et tilskud på 1,5 mio. kr. til afvikling af VM Halvmaraton 2014.

Ansøgerne har udarbejdet et foreløbigt budget for VM Halvmaraton 2014. Budgettet har følgende hovedposter:

 

 

Udgifter

        Beløb

Administration mv.

2.676.000

 

Marketing/markedsføring

735.000

 

Protokol

636.000

 

Operations

2.651.000

 

Faciliteter

1.280.000

 

Konkurrencer

1.165.000

 

Medicin/dopingkontrol

200.000

 

Presse, TV mv.

1.480.000

 

Motionsløb og sideevents

3.125.000

 

Uforudsete udgifter

1.050.000

 

 

Udgifter samlet

14.997.000

 

 

 

 

Indtægter

         Beløb

 

Københavns Kommune

1.500.000

 

Sport Event Denmark

1.500.000

 

Sponsorer

I proces

 

IAAF og entréindtægter

0

 

Øvrigt

462.000

 

Deltagergebyr - motionsløb

11.900.000

 

Indtægter samlet

15.362.000

 

Videre proces

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget tiltræder indstillingen, vil et tilskud på 1,5 mio. kr. til VM Halvmaraton 2014 indgå i forhandlingerne om budget 2013.

 

                        Carsten Haurum

                                                                 /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 31. maj 2012:

Indstillingen blev godkendt.
Til top