Mødedato: 29.09.2022, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ny aftale for Badmintonklubben af 1937

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til aftaleforhold for det kommunale areal Strandlodsvej 69, som Badmintonklubben af 1937 benytter. Badmintonklubben har en lejekontrakt med Københavns Ejendomme og Indkøb (KEID), og forvaltningen og Badmintonklubben af 1937 har siden april 2021 forhandlet om en ny aftale for arealet. Foreningen har på møde den 6. september 2022 oplyst, at foreningen ønsker at indgå en brugsaftale for arealet. Foreningen har tidligere haft kommercielle aktiviteter i ejendommen, men har nu oplyst, at de kommercielle aktiviteter på arealet er opsagt. Badmintonklubben af 1937 ønsker, at der indgås aftale efter model 1, og at aftalen indebærer, at foreningen fortsat har råderet over p-pladserne på arealet.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget vælger model for aftale med Badmintonklubben af 1937 for areal på Strandlodsvej 69 

     

    Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget vælger at indgå aftale jf. model 1, indstiller Kultur- og Fritidsforvaltningen endvidere, at Kultur- og Fritidsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

     

  2. at brugsaftalen gives en løbetid på 24 år, under forudsætning af Ankestyrelsens godkendelse.

     

  3. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at der gives hensigtserklæring (bilag 5) om varighed af aftale, såfremt der ikke opnås dispensation i Ankestyrelsen.

Problemstilling

Badmintonklubben af 1937 har en ældre lejekontrakt med KEID for et areal, som der aktuelt ikke betales leje for.

Betaling af markedskonform leje vil medføre, at badmintonklubben ikke længere vil kunne finansiere deres lovlige kommunale aktiviteter som folkeoplysende forening, da det vil medføre en markant huslejestigning.

Badmintonklubben af 1937 har opført badmintonhal på arealet, som benyttes til foreningens lovlige kommunale aktiviteter.

Løsning

Kultur- og Fritidsudvalget konstaterede på sit møde den 3. marts 2022, at en række aftaler krævede en udfordring af regler og rammer og længere tid til udarbejdelse. Forvaltningen har modtaget afgørelse fra Ankestyrelsen i marts 2022, der nu gør det muligt at tilbyde aftaler med blandede lovlige kommunale og kommercielle formål.

Badmintonklubben af 1937 udlejede på daværende tidspunkt lokaler i ejendommen til kommercielle aktiviteter, men har på møde den 6. september 2022 oplyst, at lejeforholdet er opsagt. Det er derfor muligt at indgå brugsaftale med foreningen, jf. model 1 (bilag 3).

Lejemålet og dets anvendelse

Lejemålets størrelse er ca. 2.482 m2, og der er på lejemålet opført badmintonhal og anlagt parkeringsplads. Bygningen ejes af Badmintonklubben af 1937. Oversigt over areal og bygninger fremgår af bilag 1.

Arealet er i dag udlejet af KEID til Badmintonklubben af 1937 i en lejekontrakt, der udløber i 2046. Lejekontrakten giver fuld råderet over arealet, inklusiv ca. 20-25 parkeringspladser.

Foreningens ønsker til aftale

Badmintonklubben af 1937 har på møde den 6. september 2022 bekræftet, at foreningen ønsker at indgå brugsaftale for arealet. Foreningen ønsker at kunne anvende arealet til samme formål som i dag og bevare brugsretten til det fulde areal inkl. parkeringsplads. Foreningen ønsker også, at varigheden af brugsaftalen følger vilkåret i den gældende lejekontrakt, der løber til 2046.

Forvaltningens forslag til aftale

Forvaltningen har sammen med KEID tilbudt Badmintonklubben af 1937 at indgå aftale jf. model 1 (bilag 2). Aftalen sikrer, at foreningen kan fortsætte sine aktiviteter med folkeoplysende formål på et korrekt aftalegrundlag indenfor rammerne af kommunalfuldmagtsreglerne, lånebekendtgørelsen og forretningscirkulæret for ydelse af tilskud.

Badmintonklubben af 1937 ønsker endvidere at foretage ændringer og forbedringer på ejendommen. Det er forvaltningens vurdering, at en brugsaftale ikke vil ændre foreningens muligheder for at gøre dette.

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på sit møde den 11. august 2022 at imødekomme foreningens ansøgning om tilskud til renovering af klubbens badmintonhal på 3.554.348 kr. fra Klubhuspuljen. Udbetaling af tilskuddet forudsætter, at der indgås aftale for arealet.

Status og mulige modeller for anvendelse af arealet

Generel beskrivelse af modellerne findes i bilag 3.

Model 1

Lejemålet stilles vederlagsfrit til rådighed i en brugsaftale til foreningens aktiviteter med folkeoplysende formål.

Modellen fordrer, at arealet kun anvendes til foreningens aktiviteter med lovligt kommunalt formål.

Det vil være muligt for foreningen at udlåne midlertidig opstået overskudskapacitet i ejendommen til andre folkeoplysende foreningers aktiviteter med et lovligt kommunalt formål. Badmintonklubben af 1937 kan i forbindelse med udlånet opkræve betaling for de faktiske og afledte omkostninger af udlånet – f.eks. rengøring, administration og forbrugsudgifter.

Da foreningen kun har aktiviteter med lovligt kommunalt formål, kan der indgås brugsaftale for arealet. Brugsretten kan gives for det areal, som foreningen benytter i dag og kan derfor også omfatte parkeringsplads (bilag 1). Parkeringspladsen kan anvendes af badmintonklubbens medlemmer og gæster i forbindelse med foreningens lovlige kommunale aktiviteter på arealet. 

Foreningen har lagt vægt på, at en brugsaftale efter model 1 indebærer, at foreningen fortsat har fuld råderet over p-pladserne på arealet. Det bemærkes, at p-pladserne ligger i et område, hvor der er udfordringer med parkeringskapaciteten. Det kan i det lys overvejes at åbne adgangen til at benytte pladserne til byens borgere i dagtimer på hverdage, hvor foreningens brug er lavere end i aften- og weekendtimer. 

Foreningens ønske, om at varigheden af en brugsaftale løber til 2046, forudsætter godkendelse af Borgerrepræsentationen og Ankestyrelsen. Borgerrepræsentationen skal godkende alle aftaler om brugsret med varighed på mere end 10 år.

Jf. lånebekendtgørelsens §13 må en kommune kun disponere over sine midler tre år ud i fremtiden. En aftale med længere løbetid kræver derfor Ankestyrelsens dispensation og godkendelse.

Forvaltningen kan ansøge om dispensation fra lånebekendtgørelsen på baggrund af saglig begrundelse, i dette tilfælde at den nuværende lejekontrakt løber til 2046. Foreningen har oplyst, at den ikke har lån i ejendommen.

Model 2

Lejemålet videregives i delvis vederlagsfri brugsaftale, hvoraf der for en del af arealet skal betales markedsleje. Betaling af markedsleje gør det muligt for Badmintonklubben af 1937 fortsat at udleje overskudskapacitet på kommercielle vilkår, hvor indtægten skal tilbagebetales til kommunen (kassen).

Modellen fordrer, at der føres opdelte regnskaber for henholdsvis de lovlige kommunale aktiviteter og de kommercielle aktiviteter, samt at forvaltningen fører løbende tilsyn med den faktiske anvendelse af arealet.

I denne model skal alle indtægter anvendes til foreningens lovlige kommunale formål. Indtægter fra areal, der udlejes til kommercielle formål er undtaget, da de skal tilbagebetales til kommunen (kassen).

Modellen er ikke længere aktuel for foreningen, da den kommercielle udlejning er opsagt.

Model 3

KEID varsler regulering af lejen til markedsniveau.

Lejer skal selv afholde udgiften, da der hverken med hjemmel i folkeoplysningsloven eller kommunalfuldmagtsreglerne kan ydes tilskud til erhvervsformål.

Modellen vil påføre foreningen så store nye udgifter, at foreningen vanskeligt vil kunne fortsætte.

Generelle vilkår for brugsaftaler

Brugsaftaler indgås mellem Kultur- og Fritidsforvaltningen og foreninger med hjemmel i kommunalfuldmagtsreglerne og på baggrund af lånebekendtgørelsen og forretningscirkulæret for ydelse af tilskud.

Varigheden af en brugsaftale er som udgangspunkt tre år, jf. lånebekendtgørelsen. Inden aftalens udløb, beslutter Kultur- og Fritidsudvalget, om der skal indgås ny aftale på baggrund af indstilling fra Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Økonomi

Økonomisk oversigt fremgår af fortroligt bilag 4.

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder videre på baggrund af udvalgets drøftelser og beslutning.

 

 

Søren Tegen Pedersen

                                                      /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 29. september 2022:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte enstemmigt følgende ændringsforslag:

"Kultur- og Fritidsudvalget vælger model 1 med tilføjelse om, at badmintonklubben ikke får rådighed over p-pladserne på ejendommen."

For så vidt angår indstillingens 2. og 3. at-punkt godkendte udvalget indstillingerne.

Plan- og tilskudschef, Mads Kamp Hansen, kontorchef for tilskud, Marianne Kruckow, og kontorchef for folkeoplysning, Rikke Lauritzen, deltog under punktets behandling.

Til top