Opfølgning på rapport om Københavns Doughnut 2025
Borgerrepræsentationen blev den 26. juni 2025 forelagt en sag vedrørende rapporten om Københavns Doughnut 2025. I marts 2024 blev der vedtaget et medlemsforslag, der pålægger forvaltningerne at forelægge fagudvalgene en opfølgning på indikatorer, der i rapporten er markeret med et løsningsbehov.
Indikatorer markeres med et løsningsbehov, såfremt de afviger med 30 pct. eller mere fra den fastsatte grænseværdi. For Kultur- og Fritidsforvaltningen drejer det sig om følgende fire indikatorer:
- Gennemsnitlig valgdeltagelse ved kommunalvalg fordelt på herkomst
- Gennemsnitlig valgdeltagelse ved kommunalvalg fordelt på alder
- Antal borgere pr. idrætsfacilitet i Københavns Kommune
- Andelen af københavnere, der er medlem af en idrætsforening
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller:
- At Kultur- og Fritidsudvalget tager forvaltningens opfølgning på indikatorer markeret med et løsningsbehov i årets rapport om Københavns Doughnut til efterretning.
- At Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at medlemsforslaget af 14. marts 2024, stillet af Enhedslisten, SF, Alternativet og Dansk Folkeparti hermed er håndteret.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen har i alt ni indikatorer i rapporten om Københavns Doughnut, hvoraf de fire ovennævnte er markeret med et løsningsbehov.
Som konsekvens af det vedtagne medlemsforslag fra marts 2024 er det pålagt forvaltningerne at forelægge fagudvalgene en opfølgning på indikatorerne markeret med et løsningsbehov.
Løsning
I følgende afsnit uddybes de fire indikatorer markeret med et løsningsbehov.
1. Gennemsnitlig valgdeltagelse ved kommunalvalg fordelt på herkomst
Rapporten er udarbejdet i foråret 2025. Data stammer fra seneste kommunalvalg i 2021 og viser, at der sket et fald i andelen af indvandrere og efterkommere, der stemmer ved kommunalvalg, ift. tidligere kommunalvalg. Samtidig er der markant færre indvandrere og efterkommere, der stemmer ved kommunalvalg i København sammenlignet med tal for hele landet. Ved kommunalvalget i 2021 stemte 30 pct. af borgere med indvandrerbaggrund i København, mens 50 pct. af borgere med indvandrerbaggrund i hele landet stemte.
Op mod Kommunal- og Regionsrådsvalget i 2025 har Kultur- og Fritidsforvaltningen samarbejdet bl.a. med Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen for at udvikle indsatser, der skulle motivere flere vælgere med indvandrerbaggrund til at stemme. Derudover udarbejder forvaltningen kommunikationsindsatser målrettet ikke-dansktalende vælgere på baggrund af et budgetnotat som indgik i aftalen om Overførselssagen 2024-2025.
2. Gennemsnitlig valgdeltagelse ved kommunalvalg fordelt på alder
Data vedrørende denne indikator stammer fra Kommunalvalget i 2021.
Der er store forskelle i valgdeltagelse ved kommunalvalg fordelt på alder i hele landet. I Københavns kommune er valgdeltagelsen for næsten alle aldersgrupper lavere end landsgennemsnittet. Samlet set er forskellen så stor, at indikatoren markeres med et løsningsbehov.
København har en relativt lavere valgdeltagelse for 18-årige sammenlignet med landsgennemsnittet, men til gengæld noget højere for de 22-29-årige. Den lavere valgdeltagelse hos de helt unge kan skyldes en række faktorer, herunder at København er en by med stor tilflytning af unge pga. uddannelse og dermed en større andel af unge, der er flyttet ud af forældrenes husstand og har mistet husstandens fællesskab omkring valghandlingen.
Valgsekretariatet følger forskningen på området og er løbende i dialog med lokale aktører om mulige initiativer til at øge valgdeltagelsen, hvilket både vedrører indikator 1 og 2.
Kultur- og Fritidsforvaltningen foretager løbende indsatser målrettet unge vælgere i Københavns Kommune. Dette kan bl.a. indeholde direkte kommunikation til de unge (fx breve) eller kommunikationskampagner på sociale medier og i bybilledet målrettet unge. Format, omfang og målgruppe varierer fra valg til valg. Derudover gennemfører forvaltningen en kampagne under navnet ”Giv en dag til demokratiet”, der skal opfordre unge på ungdomsuddannelser mv. til at melde sig som tilforordnede.
Forskningen peger på, at det forhold, der har størst indflydelse på ændringer i valgdeltagelsen, er det sociale fællesskab omkring det at gå hen til valgstedet. Forsøg med lokal involvering som fx Bydelsmødrene har vist stor lokal effekt.
3. Antal borgere pr. idrætsfacilitet i Københavns Kommune
I 2024 er der 1.219 borgere pr. idrætsfacilitet i København - et fald på 14 procent siden 2017. Dermed er der i gennemsnit færre borgere, der skal deles om den enkelte idrætsfacilitet i 2024 end i 2017. København ligger dog stadig over gennemsnittet for hele landet, hvor der er 478 borgere pr. idrætsfacilitet.
Kultur- og Fritidsforvaltningen understreger dog, at opgørelsesmetoden ikke giver et fuldstændigt retvisende billede af situationen. Dette skyldes, at opgørelsesmetoden sammenlægger alle idrætsfaciliteter i kommunen uanset type og størrelse. Fx tæller et fodboldanlæg kun som ét anlæg uanset, om der er en eller flere baner på anlægget, og enkeltliggende syv- og ottemandsbaner samt små baner indgår ikke i registreringen. Derudover er der forskel på, hvor mange borgere, der har glæde af en gymnastiksal og af en skøjtehal, men alle faciliteter vægter det samme i opgørelsen.
Det er dog generelt anerkendt, at der er flere borgere til at deles om idrætsfaciliteter i København ift. andre dele af Danmark, og at presset på byens idrætskapacitet er stort. Til gengæld er der en større variation af tilbud i byen.
Kommunens arealplanen for kultur og idræt sikrer, at udviklingen følger niveauet fra 2017 på udvalgte områder, og der investeres løbende i idrætsfaciliteter bl.a. via Idrætsmilliarden. Der er indbygget et dilemma i opførelsen af idrætsfaciliteter, da det er klimatungt at opføre og drifte f.eks. svømmehaller.
4. Andelen af københavnere, der er medlem af en idrætsforening
Indikatoren er markeret med et løsningsbehov, fordi gruppen 0-24-årige afviger væsentligt fra landsgennemsnittet. Der er altså ikke markeret et løsningsbehov for gruppen 25+. I 2024 var 46 procent af de københavnske børn og unge (0-24 år) medlemmer af en idrætsforening. Dette er under landsgennemsnittet, som var på 68 procent i 2024. Dog er der i København sket en stigning fra 36 procent i 2018.
Flere faktorer kan have indflydelse på det lavere medlemsantal af børn og unge i idrætsforeninger i København sammenlignet med resten af landet. Blandt andet har København et bredt udbud af alternative fritidsaktiviteter, som ikke hører under idrætsforeningerne, såsom tilbud indenfor musik eller teater.
Desuden er der færre idrætsfaciliteter pr. borger i København og derfor sværere adgang. Socioøkonomiske faktorer påvirker, hvor mange børn og unge der deltager i idrætsaktiviteter, hvilket kan have en større indvirkning i storbyområder som København. Derudover har København en større andel af internationale borgere, som ikke nødvendigvis er bekendt med dansk foreningstradition. Afsluttende ses tendenser til, at flere børn og unge er aktive i selvorganiserede og private tilbud.
Dog ses en positiv udvikling på området, som er understøttet af igangværende kommunale indsatser og puljer samt strategiske partnerskaber med foreninger og idrættens organisationer eksempelvis: Udviklingspuljen, Sociale Partnerskaber, Pigepartnerskaber, 10.000 flere børn og unge i idrætsforeningerne, Aktive børn i forening, Forenings- og aftenskolepakken, kontingentstøtte, anlægspuljer m.m. Initiativer til at styrke området yderligere kan omhandle udvidelse af idrætssociale indsatser, yderligere initiativer der fokuserer på samarbejde mellem institutioner og foreninger, styrket samarbejde mellem forvaltninger, fokus på kapacitetsudnyttelse ift. faciliteter, frivillighed og styrket samarbejde omkring internationale borgeres deltagelse i idrætslivet.
Politisk handlerum
Kultur- og fritidsudvalget kan på baggrund af nærværende gennemgang af løsningsbehov på Kultur- og fritidsområdet bestille et budgetnotat på forbedringer af en eller flere af disse udfordringer.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
De øvrige fagudvalg forelægges ligeledes eller er blevet forlagt en sag med status på indikatorer i rapporten, der er markeret med et løsningsbehov. Til forhandlingerne om Budget 2026 blev det besluttet, at Københavns Doughnut videreføres som en statusrapport hvert andet år i 2027 og 2029.
Mikkel Boje / Janus Rønholt Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 23. oktober 2025
Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning uden afstemning.
Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt uden afstemning.
Enhedslisten og SF fremsatte følgende protokolbemærkning:
”Partierne glæder sig over at København klarer sig godt på så mange af pejlemærkerne i doughnutmodellen. Men vi tager det meget alvorligt, at så mange børn og unge ikke deltager i fritidsaktiviteter samt at der er så få idrætsfaciliteter pr. københavner. Stemmedeltagelsen blandt de nytilkommende københavnere er derudover meget lav, og vi ønsker at alle deltager i demokratiet. Derfor beder vi forvaltningen om at vende tilbage med et katalog med hvilke handlemuligheder vi har for at rette op på disse tre områder.”