Mødedato: 21.12.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Udvælgelse af sociale partnerskabsforeninger

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal, efter indstilling fra Folkeoplysningsudvalget, godkende de foreninger, der skal indgås sociale partnerskaber med i perioden 2018-2021.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget godkender,

  1. at Kultur- og Fritidsforvaltningen indgår sociale partnerskaber med følgende 9 foreninger perioden 2018 – 2021, som hver bevilges 200.000 kr. årligt:
  • Amager Judo Skole,
  • BK Union,

  • Boldklubben Skjold,

  • BørneBasket København,

  • Copenhagen Floorball Club,

  • Global Kidz,

  • Hovedstadens Svømmeklub,
  • Rollespilsfabrikken,
  • Stevnsgade Basketball, og

    2. at foreningerne Ajax København Håndbold og Vestia inviteres til at indgå i et delt                    partnerskab og samlet tildeles 200.000 kr. årligt i perioden 2018 - 2021.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 12. oktober 2017, at udvælgelsen af foreningerne skulle foretages af Kultur- og Fritidsudvalget efter indstilling fra Folkeoplysningsudvalget. Folkeoplysningsudvalget behandlede sagen den 4. december 2017 og besluttede at indstille ovennævnte foreninger til at indgå sociale partnerskaber med Kultur- og Fritidsforvaltningen i perioden 2018-2021.  

Løsning

Med Budget 2018 blev der afsat midler til 10 nye sociale partnerskaber mellem folkeoplysende foreninger og Kultur- og Fritidsforvaltningen. Hver forening modtager 200.000 kr. årligt i fire år til ansættelse af en ressourceperson i foreningen.

Foreningerne har kunnet ansøge i perioden 26. oktober - 23. november 2017. Der er indkommet i alt 24 ansøgninger.

Midlerne tildeles i henhold til Retningslinjer til ansøgning om sociale partnerskaber (bilag 1), som Kultur- og Fritidsudvalget godkendte den 12. oktober 2017.

De nuværende fem sociale partnerskabsaftaler med Nørrebro United, Shezone, Fremad Valby, Brønshøj Boldklub og Nørrebro Taekwondo Klub fortsætter. Disse aftaler gælder for perioden 2017-2020. 

Baggrund

Folkeoplysende foreninger, der ligger i udsatte byområder og har en stor andel af socialt udsatte børn og unge, har ofte problemer med at inddrage forældre, tiltrække kompetente frivillige, der både kan træne og løse sociale problemstillinger samt inddrive kontingent.

Derudover har disse foreninger typisk et øget behov for et tæt samarbejde om målgruppen med lokale aktører som for eksempel frivilliggrupper, helhedsplaner, skoler og opsøgende gadeplansarbejdere. Det kan dog være svært for foreningerne at finde tiden til at være aktive i lokalområdet og indgå sådanne samarbejder. Disse problemstillinger har vist sig vedvarende og løses ikke ved midlertidige projekter af kortere varighed.

Støtten skal gå til ansættelse af en ressourceperson (20 timer om ugen), som skal arbejde for, at foreningen kan rumme udsatte børn og unge. For at sikre fremdrift, fokus og udvikling i de berørte foreninger, indebærer de sociale partnerskaber, at der indgås en gensidigt forpligtende partnerskabsaftale mellem foreningen og forvaltningen.

Kriterier for udvælgelsen af foreninger

De sociale partnerskaber kan udelukkende søges af folkeoplysende foreninger hjemmehørende i Københavns Kommune. Ansøgere skal som udgangspunkt:

  • have mindst 150 børne- og ungemedlemmer,

  • have aktiviteter i eller i nærheden af et socialt udsat byområde.

Overordnet prioriteres foreninger, der ønsker at udvikle børne- og ungdomsarbejdet for bedre at kunne rumme socialt udsatte børn og unge, og foreningerne har skullet beskrive, hvordan de påtænker at arbejde med følgende:

  • Intern organisering og struktur i foreningen.

  • Rekruttering og inddragelse af frivillige, herunder frivillige med fokus på social trivsel.

  • Indgåelse af lokale samarbejder om målgruppen, herunder samarbejde med FritidsGuiderne KBH og FerieCamp.

  • Rekruttering og fastholdelse af børne- og ungemedlemmer i aktiviteterne.

Foruden ovennævnte parametre er der i udvælgelsen lagt vægt på diversitet i aktiviteterne og geografisk spredning.

Udvælgelsen

Da der i overvejende grad er modtaget ansøgninger fra idrætsforeninger, har Kultur- og Fritidsforvaltningen inddraget DGI Storkøbenhavn og Idrætsforum København i udvælgelsen af foreningerne.

Ud fra en samlet vurdering indstilles følgende foreninger til sociale partnerskaber:

  • Amager Judo Skole
  • BK Union
  • Boldklubben Skjold
  • BørneBasket København
  • Copenhagen Floorball Club
  • Global Kidz
  • Hovedstadens Svømmeklub
  • Rollespilsfabrikken
  • Stevnsgade Basketball

Forvaltningen indstiller derudover til et delt partnerskab mellem Ajax København Håndbold og Vestia, da begge foreninger har hjemsted på Bavnehøj Idrætsanlæg. Parterne kan med fordel indtænke andre foreninger, der er hjemmehørende på anlægget. Partnerskabsaftalen afhænger af de to foreningers accept af et delt partnerskab, som vil betyde, at de skal dele ressourceperson.

Tre af de ansøgende foreninger lever ikke op til det overordnede krav om mindst 150 børne- og ungemedlemmer. Det gælder:

  • CPH Youth Football Club
  • Den Blå Foreningsby
  • Nørrebro Fighters

Følgende foreninger indstilles derudover ikke til sociale partnerskaber:

  • Amager SK
  • Athlete Nation
  • B93
  • CPH Panna House
  • Familieidræt
  • Fremad Amager
  • Goldschmidts Musikakademi        
  • Krumspring
  • SSB
  • Street Society

Der henvises endvidere til Oversigt over ansøgninger om sociale partnerskaber (bilag 2) samt de enkelte ansøgninger (bilag 3 og 4). 

Økonomi

Bevillinger til foreninger (10 x 200.000 kr.)

2,0 mio. kr. pr. år

Understøttelse og administration

0,2 mio. kr. pr. år

I alt:

2,2 mio. kr. pr år

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltningen giver ansøgerne besked om Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning. Bestyrelserne i de foreninger, der får bevilget midlerne, indkaldes derefter til et obligatorisk introduktionskursus. Midlerne udbetales til foreningerne primo 2018.

De foreninger, der ikke indgås partnerskab med, tilbydes et møde med forvaltningen med henblik på at afdække, hvordan foreningernes fortsatte arbejde med inklusion kan understøttes på anden vis.

 

Mette Touborg

                                       /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 21. december 2017:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Til top