Mødedato: 17.03.2021, kl. 17:00
Mødested: Telefonmøde via Teams

Nye badezoner 2021

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til prioriteringen af midler til nye badezoner i 2021.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at der arbejdes videre med Kyssetrappen som 1. prioritet og med Havneholmen eller Solnedgangstrappen som 2. prioritet for midlerne til badezoner i 2021.

Problemstilling

Med budget 2021 er der afsat 1,4 mio.kr. til etablering af 1-2 nye badezoner i havnen i 2021, samt 0,2 mio. kr. årligt til drift fra 2021 og frem.

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, hvordan der arbejdes videre med prioriteringen af midler til nye badezoner i 2021.

Løsning

Der er et stort ønske om bedre bademuligheder i Indre By, da den eneste badezone ved Indre By i dag er badezonen ved Kalvebod Bølge, og da der generelt er få idrætsfaciliteter i bydelen.

I 2020 er der etableret nye bademuligheder med en udvidelse af badezone Søndre Refshale Bassin, en ny badezone ved Cafe La Banchina samt to nye, mobile dyppezoner, som i dag er placeret ved Sandkaj og Kalvebod Bølge (bilag 1).

Ofelia Plads

Forvaltningen anbefaler ud fra en afvejning af, hvor det fysisk, praktisk og aftalemæssigt kan lade sig gøre, at første prioritet er en placering af en bade- eller dyppezone ved:

  • Kyssetrappen ved Ofelia Plads

Denne placering har den nødvendige vandkvalitet.

På grund af megen skibstrafik i dette område kræver en placering her en kraftig og lukket konstruktion af hensyn til de badendes sikkerhed, hvilket taler for, at man arbejder videre med en ny type afgrænsning eller en dyppezone, hvor de badende er bedre beskyttet end alene bag et gult banetov.

En solid afskærmning af de badende er et krav fra By & Havn, hvis badning ved Kyssetrappen skal tillades. En mobil dyppezone kan på den korte bane være en mulighed for at afprøve og indsamle erfaringer til brug for en mere permanent løsning på længere sigt.

Ved Ofelia Plads og Kyssetrappen er der mange lokale interesser i forhold til både byrummet, kajkanten og aktiviteter på vandet, som skal afklares gennem dialog med de lokale interessenter, fx By & Havn, Teknik- og Miljøforvaltningen, de lokale grundejere og Indre By Lokaludvalg. Denne dialog er allerede igangsat.

Havneholmen eller Solnedgangstrappen

Anden prioritet:

  • En badezone ved Havneholmen syd for Bryggebroen. Denne placering kræver afklaring i forhold til planlagte omlægninger af kloaksystemet på grund af en midlertidig udledning,

    eller

  • En badezone eller en ny, mobil dyppezone midlertidig placeret som en forsøgsordning ved fx Solnedgangstrappen i Teglværkshavnen.

Begge placeringer kræver afklaring med grundejerforeningerne m.fl.

Andre alternativer

En mulig placering ved Havnegade er blevet undersøgt, men efter en dialog med bl.a. Indre By Lokaludvalg og Gammelholm Beboerforening er det vurderingen, at der ikke umiddelbart er lokal opbakning til projektet.

Desuden er der meget lidt plads til denne løsning på grund af andre aktiviteter i området – både på land og i vandet.

Andre mulige placeringer kunne være: dyppezone ved Reffen, Nordhavn/Sandkaj, Krøyers Plads, Enghave Brygge, Nokken, TDC / Ålborg Universitet i Sydhavnen eller Ungdommens Ø. Alle disse placeringer kræver også accept fra By & Havn og de lokale kajejere.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejde videre på etableringen af 1-2 badezoner i 2021 i overensstemmelse med udvalgets tilkendegivelser.

Antallet af badezoner afhænger af udgifterne til de mulige løsninger på hver enkelt placering.

 

Mette Touborg

                                                                                       / Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 17. marts 2021:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Til top