Mødedato: 16.06.2020, kl. 15:00
Mødested: Udvalgsværelse D (Rådhuset, 1. sal)

Fællesindstilling - Revideret projektgrundlag og budget for fælles aktivitetshus i Mimersparken, Nørrebro

Se alle bilag

Der skal tages stilling til det videre arbejde med fælles aktivitetshus i Mimersparken, herunder overførsel af midler fra Kultur- og Fritidsudvalget til Teknik- og Miljøudvalget til anlæg samt tilbagebetaling af fællesudgifter til Bo-Vita, der er trådt ud af samarbejdet med Københavns Kommune om projektet.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at rådighedsbevillingen til projektet Foreningspakke i KFU - Klubhus ved Mimersparken under Kultur- og Fritidsudvalget på hhv. 0,5 mio. kr. i 2020 og 3,6 mio. kr. i 2021 (2020 P/L) frigives og samtidig overføres fra Kultur- og Fritidsudvalget til Teknik- og Miljøudvalget, jf. økonomiafsnittet og bilag 3.

    Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
  2. at fællesudgifter for 1,36 mio. kr. (2020 P/L) afholdt af Bo-Vita i forbindelse med forarbejdet til Kvarterhuset Mimersparken anvendes til afregning til Bo-Vita. Midlerne overføres fra bevillingen under Teknik- og Miljøudvalget, jf. økonomiafsnittet og bilag 3.

Problemstilling

Projektet om etablering af et fælles kvarterhus i Mimersparken indeholdende beboerfaciliteter, omklædnings- og klubfaciliteter til brugere af kunstgræsbanen samt støttefaciliteter til brugere af den bemandede legeplads har været en del af flere politiske budgetbeslutninger siden 2013, og har fået afsat og overført i alt 10,3 mio. kr., jf. økonomiafsnittet. Midlerne, der tidligere er afsat til Teknik- og Miljøudvalget, er frigivet, mens der søges om frigivelse af midler til Kultur- og Fritidsudvalget, som overføres til Teknik- og Miljøudvalget, da Teknik- og Miljøforvaltningen fremadrettet er bygherre. Projektet har fra start været et samarbejde med Bo-Vita.

Bo-Vita er i september 2019 udtrådt af samarbejdet om et Kvarterhus Mimersparken, jf. orienteringsnotatet af 7. november 2019 i bilag 4. Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen har indgået aftale med Bo-Vita om fordelingen af fællesudgifterne, jf. løsningsafsnittet og bilag 5.

Indstillingen forelægges politisk nu, da der skal afregnes med Bo-Vita, og da bevillingen til projektet derfor er væsentligt reduceret, hvorfor der udarbejdes et budgetnotat til forhandlingerne om Budget 2021, jf. løsningsafsnittet. Hvis der afsættes midler ved Budget 2021, kan der etableres et fælles aktivitetshus med de funktioner, der er stillet brugerne i udsigt; hvis ikke, kan der etableres en mindre løsning end oprindeligt forudsat, jf. afsnittet alternativ løsning.

Brugerne ønsker fortsat, at der opføres et fælles aktivitetshus i området.

Løsning

Det fælles aktivitetshus (herfra fælleshus) i Mimersparken skal være med til at skabe tryghed i området. Her kan synergier og samarbejde ske på tværs af fritidsbrugerne og brugere af den bemandede legeplads til gavn for især lokalområdets børn.

Afregning med Bo-Vita

Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen har siden projektets start i 2013 arbejdet sammen med Bo-Vita (tidligere Lejerbo) om projektet. Bo-Vita har, efter aftale med forvaltningerne, i hele den indledende fase fungeret som bygherre på projektet og har i den forbindelse afholdt fællesudgifter til juridisk bistand, projektforslag mm.

Bo-Vita meddelte i september 2019, at de ønskede at udtræde af samarbejdet, som følge af at Mjølnerparken blev udpeget som hård ghetto i forbindelse med parallelsamfundspakken. Bo-Vita skal på den baggrund reducere familieboliger med 60 % og har derfor ikke længere behov for en andel i kvarterhuset. Bo-Vita vil i stedet etablere beboerfaciliteter et andet sted i Mjølnerparken, jf. bilag 4.

Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen har indgået aftale med Bo-Vita om fordelingen af fællesudgifterne, så kommunes del af de samlede fællesudgifter på ca. 2,5 mio. kr. udgør 1,36 mio. kr., jf. bilag 5. Efter betaling til Bo-Vita og øvrige afholdte udgifter, primært til pavillonen ved den bemandede legeplads, er der i alt 8,2 mio. kr. (2020 p/l) tilbage til at etablere et fælleshus.

Med de resterende midler er det ikke muligt at opføre et fælleshus, som matcher den funktionalitet, der oprindeligt var stillet brugerne i udsigt, idet synergien ved samlokalisering med Bo-Vita er væk.

Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejder budgetnotat til forhandlingerne om Budget 2021 i størrelsesordenen 1,5 – 2,0 mio. kr. vedrørende ekstra finansiering til nybyggeri af fælleshus. Beløbet kvalificeres yderligere frem mod budgetforhandlingerne.

Det videre arbejde med fælleshuset i Mimersparken
Den bemandede legeplads og Nørrebro United har i dag til huse i to midlertidige pavilloner, hvor der dispenseres fra energikrav. Teknik- og Miljøforvaltningen ejer den ene pavillon, der er tilknyttet den bemandede legeplads, og Kultur- og Fritidsforvaltningens aktiviteter huses i en lejet pavillon, hvor der månedligt betales 19.000 kr. i leje for pavillonen. Den lejede pavillon kan ikke genbruges i det permanente byggeri, da udlejer ikke ønsker at sælge. Den af Teknik- og Miljøforvaltningen ejede pavillon kan muligvis genanvendes i fælleshuset, alternativt andre steder i byen.   

Det bemærkes, at der er midler til at betale for leje af pavillonen indtil 2021. Merudgiften som følge af den senere ibrugtagning, søges dækket ved Budget 2021. 

For både Nørrebro United og den bemandede legeplads er der ønske om at samlokalisere de to støttefunktioner, hvilket kan medføre en høj kvadratmeterudnyttelse og synergi på tværs. Ved at samlokalisere vil det fx være muligt at gøre brug af mødelokaler på tværs, bruge og give liv til uderum i dag- og aftentimer og synliggøre de muligheder, som den bemandende legeplads, kunstgræsbanen og foreningslivet tilbyder i området på tværs af brugergrupperne.

Nørrebro United har i dag adgang til en pavillon på ca. 80 m2 indeholdende to omklædningsrum samt et depot. I dialogen om projektet frem til nu har det været stillet Nørrebro United i udsigt, at de ville få et areal på ca. 140 m2 med fire omklædningsrum, dommeromklædning, klublokale og depot.

Den bemandende legeplads har i dag ca. 80 m2 i en midlertidig pavillon indeholdende et aktivitetsrum, kontor, tekøkken, personaleomklædning og toiletter. Hertil har legepladsen depot. Med det planlagte kvarterhus skulle brugerne af legepladsen have ca. 100 m2 indeholdende et stort fællesrum med et stort køkken til pædagogiske aktiviteter, to aktivitetsrum, kontor, personaleomklædning og toiletter samt ca. 35 m2 depot. 

Det er aftalt mellem Kultur- og Fritidsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen, at Teknik- og Miljøforvaltningen er bygherre på projektet fremadrettet.

Placering

På baggrund af erfaringerne med den nuværende placering af pavillonen for den bemandede legeplads, der ligger midt i Mimersparken, hvor brugerne af huset finder det trygt at benytte legepladsen, vurderer forvaltningerne, at en placering af fælleshuset i umiddelbar nærhed og forlængelse af den bemandede legeplads er mere hensigtsmæssig, end i det oprindelige byggefelt, hvor pavillonen er placeret længere sydøstligt fra legepladsen, jf. bilag 2. Et fælleshus midt i parken forventes at få mange brugere fra formiddag til aften. Samtidig vil nye samarbejder og partnerskaber mellem kommunale og civile aktører få et sted at udvikles fra. En central placering i parken vil fysisk være tæt på den kommende Nordvestpassage og vil bidrage til at skabe tryghed for de borgere, som benytter denne. Desuden vil eksisterende forsyningsledninger kunne genbruges. Den foreslåede placering konkretiseres i budgetnotatet til forhandlingerne om budget 2021.

Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at den foreslåede placering af fælleshuset ved den bemandede legeplads er i overensstemmelse med gældende lokalplan nr. 506 for Mjølnerparken. Såfremt fælleshuset placeres indenfor det oprindelige byggefelt, vil det medføre krav om udarbejdelse af tillæg til lokalplanen. Det skyldes, at fælleshuset ikke længere opfylder byggefeltets anvendelseskriterie om et kulturelt formål, da de beboerrettede aktiviteter ikke længere er en del af huset.

Alternativ løsning

Hvis der ikke afsættes midler til fælleshuset i forhandlingerne om Budget 2021, vil de nuværende funktioner til boldklubben og den bemandede legeplads blive etableret inden for det tilbageværende budget på 8,2 mio. kr.

Inden for dette budget er det muligt at genbruge og permanentgøre pavillonen for den bemandede legeplads, som kommunen ejer, og tilkøbe en ny pavillon eller etablere mindre tilbygninger til Nørrebro United.

Med den tilbageværende økonomi er det ikke muligt at etablere de aftalte lokaler på ca. 225 m2 samt depot på ca. 50 m2 for de to funktioner tilsammen. I dette tilfælde må der udgå i størrelsesordenen 30 – 40 m2, svarende til 1-2 omklædningsrum, klublokale eller to legerum.

Brugerinddragelse
Nørrebro United har indgået i arbejdet med Kvarterhus Mimersparken, og vil fortsat blive inddraget i arbejdet med det fælles aktivitetshus. Foreningen har tilkendegivet, at der ses et stort potentiale i at etablere et fælleshus med den bemandede legeplads, hvor synergier og samarbejder på tværs kan udvikles.

Økonomi

Med 'Foreningspakken' i Overførselssagen 2012-2013 (BR 23. maj 2013) (A, B, F, I og Ø) blev der afsat 3,0 mio. kr. til anlæg af omklædningsfacilitet i Mimersparken. Med Budget 2014 (BR 3. oktober 2013) (A, B, F, O og Ø) blev der afsat 3,3 mio. kr. til at permanentgøre den bemandede legeplads i Mimersparken. Ved Overførselssagen 2017/2018 (BR 3. maj 2018) (A, F, O og Ø) blev der afsat yderligere 3,7 mio. kr. til den på daværende tidspunkt manglende finansiering for såvel Teknik- og Miljøforvaltningens (2,7 mio. kr.) som Kultur- og Fritidsforvaltningens andel af projektet om fælleshuset (1,0 mio. kr.). Med sagen ”Bevillingsmæssige ændringer og anlægsbevillinger pr. december 2018” (BR 13. december 2018) blev der overført 0,3 mio. kr. til projektet fra Teknik- og Miljøudvalgets ”62 mio. kr. pulje” under bevillingen byfornyelses anlæg. Der er således afsat og overført 10,3 mio. kr. til projektet siden 2013.

Midlerne afsat til Teknik- og Miljøudvalget er tidligere frigivet, mens Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling på henholdsvis 0,5 mio. kr. i 2020 og 3,6 mio. kr. i 2021 (2020 P/L) til projektet søges frigivet og overført til Teknik- og Miljøforvaltningen med denne indstilling.  

Der er indgået forlig om, at Københavns Kommune betaler 1,36 mio. kr. til Bo-Vita. Efter denne betaling og øvrige afholdte udgifter, er der i alt 8,2 mio. kr. (2020 p/l) tilbage af bevillingen til projektet.

Der udarbejdes budgetnotat til forhandlingerne om Budget 2021 på 1,5 – 2,0 mio. kr. vedrørende ekstra finansiering til nybyggeri af fælleshus samt merudgiften til leje af den ene pavillon fra 2021 indtil det fælles aktivitetshus ibrugtages. Beløbet kvalificeres yderligere frem mod budgetforhandlingerne.

De bevillingsmæssige konsekvenser af indstillingen fremgår af bilag 3.

Videre proces

Hvis indstillingen godkendes, fremlægges budgetnotat til forhandlingerne om Budget 2021. Efter afklaring af økonomien ved Budget 2021, igangsættes projektering, udbud og anlæg indenfor den samlede bevilling. Forudsat en optimeret plan for projektering og tilvejebringelse af myndighedsgodkendelser, forventes byggeriet opstartet medio 2021 med henblik på ibrugtagning medio 2022.

Etablering af et fælleshus koordineres med øvrige anlægsarbejder i området, herunder Nordvestpassagen.

Brugerne af de fremtidige faciliteter vil blive inddraget i det videre arbejde med projektet.

Mette Touborg                   Søren Wille

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 16. juni 2020:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingens 1. at-punkt. 

Til top