Mødedato: 15.05.2014, kl. 17:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Opgradering af Bagsværd Rostadion

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til en opgradering af Bagsværd Rostadion, til den fremtidige organisering af rostadion og til, hvordan projektet i givet fald skal finansieres.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
  1. at Kultur- og Fritidsudvalget bemyndiger Kultur- og Fritidsforvaltningen til i samarbejde med Gladsaxe Kommune, Lyngby-Taarbæk Kommune og Team Danmark at sende en ansøgning om tilskud til opgradering af Bagsværd Rostadion til en eller flere fonde 
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at lade en eventuel restfinansiering indgå i forhandlingerne om Budget 2015, herunder en mulig forøgelse af driftsudgifterne fra 2015 og frem, og
  3. at Kultur- og Fritidsudvalget tiltræder, at der arbejdes henimod at overdrage aktiverne i og driften af Bagsværd Rostadion til en erhvervsdrivende fond. 

Problemstilling

Bagsværd Rostadion trænger til en omfattende renovering. Bygningerne, selve søen og udstyret på søen er nu i en tilstand, der gør, at det ikke vil være muligt at opretholde det høje eliteniveau inden for dansk roning.

Københavns Kommune har derfor i samarbejde med bl.a. Gladsaxe Kommune, Lyngby-Taarbæk Kommune og repræsentanter for rosporten og kano- og kajaksporten udarbejdet en plan for, hvordan rostadion (bygninger, anlæg på søen og selve søen) kan opgraderes til en træningsfacilitet i verdensklasse.

Prisen herfor er 92 mio. kr. inkl. moms.

Løsning

Københavns roere, såvel elite som motionister, har igennem mange årtier holdt til på Bagsværd Rostadion.

Dansk kaproning tilhører den absolutte verdenselite. En afgørende årsag hertil er det unikke træningsmiljø, som er skabt ved Bagsværd Rostadion. Skal Bagsværd Rostadion fortsat danne ramme om træningen af atleter i verdensklasse, er en opgradering af faciliteterne en nødvendighed.

Københavns Kommune har i samarbejde med Gladsaxe Kommune og i dialog med brugerne fået udarbejdet et materiale, der sammen med et projekt for uddybning og tilpasning af søen kan danne grundlag for fondsansøgninger.

Bagsværd Rostadion består af:
  • Et klubhus og en bådehal (3.075 m2) ejet af Københavns Kommune
  • Et baneanlæg på søen ejet af I/S Rostadion (Gladsaxe Kommune, Lyngby-Taarbæk Kommune og Team Danmark)
  • Bagsværd Sø (Gladsaxe Kommune og Lyngby-Taarbæk Kommune)

Kultur- og Fritidsforvaltningen har efter dialog med brugerne af rostadion konstateret, at kommunens eksisterende bygninger er langt fra at leve op til de krav, der stilles til en moderne træningsfacilitet. Dette skyldes, at bygningerne er for små, uhensigtsmæssigt indrettede og umoderne. Forvaltningen har fået udarbejdet et skitseprojekt (bilag 1), der viser, hvordan en fremtidig bygning, der lever op til visionen om en træningsfacilitet i verdensklasse, kunne se ud. Et sådan nybyggeri koster i størrelsesordenen 70 mio. kr. inkl. moms.

Behovet for opgradering omfatter udover indendørsfaciliteterne også selve træningsanlægget på Bagsværd Sø. Forundersøgelser foretaget af COWI viser, at omkostninger til nødvendig uddybning af robaner, terrænreguleringer i start- og målområde og etablering af multifunktionelle dommertårne udgør i størrelsesordenen 17 mio. kr. inkl. moms.

Hertil kommer udgifter til midlertidige træningsfaciliteter i byggeperioden, hvilket skønnes at koste ca. 5 mio. kr. inkl. moms.

Forvaltningen skønner, at der er mulighed for at opnå fondstilskud i størrelsesordenen 50 mio. kr. Elitefacilitetsudvalget har tilkendegivet at ville støtte med 6,5 mio. kr.

Der vil herudover blive søgt andre fonde om støtte, men medfinansiering fra kommunal side skønnes at være nødvendig. Beløbet kan ikke opgøres p.t., men vil udgøre i størrelsesordenen 30 mio. kr., som kan fordeles mellem Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk og Københavns kommuner.

Fremtidig drift
Bagsværd Rostadion har meget komplekse ejer- og driftsforhold, som kan være en hindring for en hensigtsmæssig drift. Hertil kommer, at det er en forudsætning for projektet, at driften ikke fordyres væsentligt.

I forbindelse med opgraderingen af aktiverne eksisterer ikke blot en mulighed for at samle aktiverne, men også at lægge den samlede drift af bygninger og baneanlæg ind i samme enhed. Dermed forenkles organiseringen bag drift, vedligehold og afholdelse af arrangementer, og der skabes mulighed for optimering af ressourcer.

Det vurderes, at en erhvervsdrivende fond er en hensigtsmæssig ramme omkring såvel opgaven med at forestå opgraderingen af faciliteterne som den efterfølgende drift samt at samtænke de to. Af denne årsag er priserne, som nævnes her, angivet i beløb inkl. moms.

Fonden stiftes af ejerne af de eksisterende aktiver: 

  • Københavns Kommune indskyder aktiver bestående af ejendommen Skovalléen 40. Ejendommen har ifølge den seneste offentlige vurdering en værdi af 12.500.000 kr., heraf grundværdi 2.594.700 kr. En vurderingsrapport fra august 2012 anslår værdien af ejendommen til 11,5 mio. kr.
  • I/S Rostadion, der ejes af Gladsaxe Kommune, Lyngby-Taarbæk Kommune og Team Danmark, indskyder baneanlæg, både og broer mv. til en anslået værdi af ca. 4 mio. kr.

Gennem fondsvedtægten sikres, at de tilstrækkelige kompetencer er til stede i fonden såvel i anlægsfasen som i den efterfølgende driftsfase.

Ifølge det foreløbige udkast til fondsvedtægt består bestyrelsen af 6 medlemmer i alt: 3 medlemmer udpeget af henholdsvis Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk og Københavns kommuner og 3 medlemmer udpeget af henholdsvis Team Danmark, Dansk Forening for Rosport og Dansk Kano- og Kajakforbund. Bestyrelsen modtager ikke honorar.

Driftsorganisationen forventes fortsat at være sammensat af både frivillige og ansatte og vil modtage kommunal støtte. Det skønnede driftsbudget for det fremtidige rostadion viser samlede årlige driftsudgifter i størrelsesordenen 3,6 mio. kr. En forudsætning for budgettet er, at driften, som i dag, i udstrakt grad baserer sig på frivillig arbejdskraft. Således ansættes ingen daglig leder, og bestyrelsesmedlemmer oppebærer, som ovenfor nævnt, ikke honorar.

Baseret på de nuværende tilskud mv. udgør de samlede fremtidige indtægter for fonden ca. 2,4 mio. kr. årligt. Heraf udgør Københavns Kommunes tilskud 180.000 kr.

Differencen mellem driftsudgifter og indtægter på ca. 1,2 mio. kr. årligt foreslås udlignet gennem forøgede tilskud fra de nuværende bidragsydere, Gladsaxe Kommune og Københavns Kommune, efter en nærmere fordelingsnøgle.

Den endelige beslutning om at deltage i fondsdannelsen vil blive forelagt politisk, når fondsansøgningerne er gennemført, og der er et overbliv over den samlede økonomi i projektet.


Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltningen vil søge fonde om finansiering af projektet. Derefter vil sagen blive forelagt på ny.


Carsten Haurum

                                                                                                                /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 15. maj 2014:

Indstillingen blev godkendt, idet Kultur- og Fritidsudvalget understregede, at der dermed ikke er taget stilling til økonomien i projektet.
Til top