Mødedato: 14.10.2021, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

B-sag: Ansøgning fra Sundby Sejlforening om støtte til mole og materielplads

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning fra Sundby Sejlforening om støtte til mole og materielplads.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgning om 764.300 kr. til mole og materielplads, da der ikke er afsat midler til formålet på budgettet.

Problemstilling

Ansøger råder over et areal nord for Amager Strandpark, hvor der er anlagt havn, som foreningen driver og vedligeholder for egne midler.

En del af det løbende vedligehold af havnen er blandt andet istandsættelse af molen/kajen, der er nedslidt. Ansøger har udskiftet dele af molen og søger om støtte i form af medfinansiering til istandsættelse af molen, så den også kan imødekomme stigende vandstand. Der søges om 592.200 kr. til formålet.

Ansøger ønsker desuden at anlægge en materielplads på sit areal til oplagring af grus og skærver til vedligeholdelse og reparation af plads og veje, samt deponering og eventuel kompostering af organisk affald fra plads og nyttehaver, og deponering af metalskrot indtil afhentning til genbrug.
Der søges om 172.100 kr. til formålet.

Løsning

Der henvises til bilag 1.

Sundby Sejlforening har i dag erhvervslejekontrakt for arealet, som indgår i Kultur- og Fritidsforvaltningens taskforcearbejde. Forvaltningen er i dialog med foreningen om kommunalisering af arealet.

Med en kommunalisering af arealet kan forvaltningen indgå brugsaftale med Sundby Sejlforening for arealet. Foreningen kan fortsætte sine aktiviteter og vil også fortsat skulle vedligeholde og drifte havneanlægget som hidtil.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, vil forvaltningen afklare sagen og, i givet fald, i dialog med ansøger udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskud og målbare succeskriterier.

Mette Touborg

/Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 14. oktober 2021:

Karina Bergmann anmodede om, at sagen behandles som A-sag.

Dagsordenens punkter 4, 12, 21, 22, 23 blev behandlet under et.  

Idet et ændringsforslag om at bevilge midler fra de disponible midler blev forkastet (beslutningsprotokol pkt. 4), meddeles der afslag på ansøgningen.

Til top