Overskydende midler fra Amager Bio og BETA
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 13. marts 2025, at de overskydende midler på 1,7 mio. kr. årligt fra udbuddet af Amager Bio og BETA fra 2026 fordeles med 0,3 mio. kr. til Musikudvalgets honorarstøtteordning og 1,4 mio. kr. til Kultur- og Fritidsudvalgets generelle midler til musikaktiviteter samt at der på et kommende møde også skulle tages stilling til anvendelsen af den resterende del af Musikforeningen 5-ørens tilskud i 2025, hvor der tilbageføres 567 t. kr. i 2025,
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 4. april 2025, at 567 t. kr. i 2025 samt de 1,4 mio. kr. årligt i perioden 2026-2028 skal anvendes til en øremærket musikaktivitetspulje, der udmøntes i 2025.
På baggrund heraf har både kommercielle og ikke-kommercielle spillesteder og aktører i København haft mulighed for at søge musikaktivitetspuljen for 2025 og for perioden 2026-2028. Forvaltningen har modtaget 18 ansøgninger til musikaktiviteter i 2025 og 31 ansøgninger til musikaktivitetspuljen 2026-2028 (bilag 1 - 4).
Københavns Musikudvalg drøftede på møde den 3. juni 2025 de indkomne ansøgninger, og har på baggrund heraf udarbejdet et høringssvar til Kultur- og Fritidsudvalget (bilag 5). Heri anbefaler Musikudvalget bl.a., at puljen fra de overskydende midler i forbindelse med udbuddet af Amager Bio og BETA både 2025 og 2026-2028 tildeles til Odd Productions drift af Amager Bio og BETA.
Det bemærkes, at tilskuddet øremærkes specifikke formål, der ligger ud over de aktiviteter, Odd skal tilvejebringe som koncessionshaver.
Kultur- og Fritidsudvalget skal, med udgangspunkt i de besluttede ansøgningskriterier, det økonomiske råderum og Musikudvalgets høringssvar, tage stilling til udmøntningen af de overskydende midler fra Amager Bio og BETA.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget - med udgangspunkt i de besluttede ansøgningskriterier, det økonomiske råderum og Musikudvalgets høringssvar - tager stilling til, hvordan de overskydende midler fra Amager Bio og BETA skal udmøntes i henholdsvis 2025 og 2026-2028
Problemstilling
For at sikre at de tilbageførte midler fra udbuddet af Amager Bio og BETA anvendes til koncerter og musikaktiviteter i København, har Kultur- og Fritidsudvalget besluttet at udmønte midlerne gennem en musikaktivitetspulje på i alt 567 t. kr. i 2025 og på 1,4 mio. kr. årligt i perioden 2026-2028.
Løsning
Forvaltningen har modtaget i alt 18 ansøgninger til musikaktivitetspuljen for 2025, som i alt udgør 567 t. kr. Der er i 2025 ansøgt om i alt 2,27 mio. kr. og der er ansøgt om tilskud på mellem 10 t. kr. og 567 t. kr.
Til den 3-årige musikaktivitetspuljen 2026-2028, som udgør i alt 1,4 mio. kr. årligt, har forvaltningen modtaget 31 ansøgninger. Der er i alt ansøgt om 7,13 mio. kr. årligt og de ansøgte årlige tilskud varierer fra mellem 6 t. kr. og 1,4 mio. kr.
På baggrund af Musikudvalgets høringssvar og nedenstående ansøgningskriterier skal Kultur- og Fritidsudvalget træffe beslutning om udmøntning af de overskydende midler.
1. |
Spillestedet/aktøren skal præsentere rytmiske koncerter og musikaktiviteter i Københavns Kommune |
2. |
Spillestedet/aktøren skal afholde koncerter og musikaktiviteter med både kendte og mindre kendte kunstnere og have fokus på vækstlag og diversitet |
3. |
Spillestedet/aktøren kan ansøge om tilskud til en eller flere øremærkede musikaktiviteter, og skal i ansøgningen bl.a. beskrive aktiviteten samt redegøre for formål, målgruppe og periode |
4. |
Ansøgningen skal indeholde et budget med både udgifter og indtægter, og hvoraf de øremærkede aktiviteter fremgår på udgiftssiden |
5. |
Tilskud fra aktivitetspuljen kan søges af både kommercielle og ikke-kommercielle spillesteder/aktører |
6. |
Der kan ansøges til aktiviteter i 2025 og/eller 2026-2028 |
Kultur- og Fritidsudvalget har derudover besluttet, at ansøgninger med henblik på at skabe mere koncertaktivitet udenfor byens centrum skal prioriteres.
3-årige tilskud bliver normalt bevilget til større professionelle spillesteder i forbindelse udpegning af de regionale spillesteder og netværks- og genrespillestedsordningen.
Politisk Handlerum
Udvalget kan beslutte, at
- følge anbefalingerne i Musikudvalgets høringssvar og tildele de overskydende midler i 2025 og 2026-2028 til Odd Productions aktiviteter i Amager Bio og BETA.
- imødekomme en eller flere af de øvrige indkomne ansøgninger til musikaktivitetspuljen i 2025 og 2026-2028. Dog kan alle ansøgninger ikke imødekommes helt med dækning fra de overskydende midler, da rådighedsbeløbene i både 2025 og 2026-2028 er mindre end de samlede ansøgte beløb.
Økonomi
Musikaktivitetspuljen er i 2025 finansieret af den resterende del af Musikforeningen 5-ørens tilskud og 2026-2028 finansieret af de overskydende midler fra udbuddet af Amager Bio og BETA.
Fra 2029 indgår midlerne – 1,4 mio. kr. årligt – i Kultur- og Fritidsudvalgets generelle midler til musikaktiviteter og kan indgå i den samlede prioritering i forbindelse med udpegning af regionale spillesteder, netværks- og genrespillesteder, hvis denne ordning fortsætter, samt til øvrige spillesteder.
Videre proces
For de ansøgninger, som Kultur- og Fritidsudvalget imødekommer, vil forvaltningen afklare sagerne og i dialog med ansøger udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier. Der vil blive meddelt afslag til de øvrige ansøgere.
Mikkel Boje
/Marius Hansteen