Forpagtning af Dansekapellet
Kultur- og Fritidsudvalget skal med denne sag tage stilling til udbudskriterierne for Dansekapellet samt sende Dansekapellet i udbud.
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede d. 13. marts 2025 at sende et forslag om bortforpagtning af Dansekapellet i høring. Høringen er nu afsluttet og viser tilslutning til forpagtning under forudsætning af, at omdrejningspunktet er dans, og at foreninger og aftenskoler fortsat kan benytte stedet.
Kriterierne i udbuddet er fastholdelse af det nuværende aktivitets- og serviceniveau for foreninger for dans og bevægelse, mindst to uger med Feriecamps for børn, mindst 90 dage årligt med arrangementer med deltagelse af enten publikum eller aktiv deltagelse og mindst 50 årlige forestillingsdage i Dansekapellets teatersal samt erfaring med drift af kulturinstitution.
Kultur- og Fritidsudvalget skal med denne sag også tage stilling til et investeringsforslag, som muliggør en forpagtning.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender udbudskriterierne for Dansekapellet (Bilag 1. Forslag til krav og tildelingskriterium ved udbud af Dansekapellet) og på den baggrund sender Dansekapellet i udbud til en kommerciel aktør.
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender investeringsforslaget (Bilag 2. Forpagtning af Dansekapellet, FORTROLIGT) som forudsætning for indstillingens 1. at-punkt.
Problemstilling
Dansekapellet er beliggende i forbindelse med Bispebjerg Kirkegård i bydelen Bispebjerg. Huset rummer en række sale til aktiviteter, primært med relation til dans. Folkeoplysende foreninger, aftenskoler og professionelle danseensembler gør brug af huset.
Driften af Dansekapellet kan overgå til en kommerciel aktør, hvilket kan give bedre driftsøkonomi og udvide danseprofilen.
Høringssvarene fremgår af indstillingen ”Håndtering af budgetudfordring i 2026”, som også indgår i dette udvalgsmøde.
Løsning
Ved forpagtning af Dansekapellet til en kommerciel aktør kan der opnås en effektivisering på 0,5 mio. kr. fra start 2026, når forpagtningen forventes at træde i kraft. Effektiviseringen indfries ved øget udlejning, hvor en forpagter har bedre muligheder end i kommunal drift. Københavns Ejendomme og Indkøb (KEJD) medvirker ved bortforpagtningen.
Der er i forbindelse med en forpagtning mulighed for at vurdere og beslutte omfanget og indholdet af kulturelle forpligtelser.
Der stilles følgende overordnede krav til den kommende forpagter, dette er uddybet i bilag 1:
- Fastholdelse af det nuværende aktivitets- og serviceniveau for foreninger for dans og bevægelse, herunder tidspunkter.
- Mindst to uger med Feriecamps for børn.
- Mindst 90 dage årligt med arrangementer med deltagelse af enten publikum eller aktiv deltagelse.
- Mindst 50 årlige forestillingsdage i Dansekapellets teatersal (udover punkt 3).
- Erfaring med drift af kulturinstitution.
Kultur- og Fritidsforvaltningen vil inden udbuddet gennemføre en markedsdialog mhp. at sikre, at kriterierne kan imødekommes af markedet. Ved overdragelse af driften til ekstern part via en forpagtningsaftale skal der betales markedsleje (forpagtningsafgift) for huset. I forpagtningsmodellen stilles der krav til lokal inddragelse samt krav om bibeholdelse af kulturelle foreningsaktiviteter. Bygningen prisfastsættes på markedet bl.a. på baggrund af disse indholdsmæssige krav. Forpagteren vil modtage et driftstilskud. Alle kommercielle indtægter tilfalder forpagter.
En kommerciel aktør har videre rammer for kommercielle aktiviteter og udlejning end kommunen, der bl.a. skal følge kommunalfuldmagtsreglerne. For at kunne gøre Dansekapellet attraktivt for en forpagter, anskaffes en ny tribune til publikum, som er en del af investeringsforslaget (bilag 2). Herudover skal der afsættes midler til projektledelse og udbudsjuridisk bistand til rådgivning og kvalitetssikring i forhold til udarbejdelse af udbudsmateriale og kontrakt. Dette indgår også i investeringsforslaget.
Øremærket tilskud
De bydende kan i forbindelse med tilbuddene anføre, hvor stort et tilskud til øremærkede aktiviteter de har behov for. Max. er 3 mio. kr., som svarer til kommunens nuværende aktivitetsniveau. Buddene er et kriterie i udbuddet, så jo højere tilskud, der ansøges, desto lavere vægtning vil budgiver få.
Virksomhedsoverdragelse
Medarbejderne i Dansekapellet virksomhedsoverdrages efter virksomhedsoverdragelseslovens regler.
Høring
Høringsnotat og høringssvar fremgår af indstillingen ”Håndtering af budgetudfordring i 2026”, som også indgår i dette udvalgsmøde. Høringsnotatet er ikke fortroligt, mens høringssvarene er fortrolige.
Bispebjerg Lokaludvalg tilkendegiver, at de kan støtte en privatisering af Dansekapellet under forudsætning af en proces, der beror på et grundigt dansefagligt grundlag samt en balance ml. driftstilskud og husleje.
Af høringssvarene fremgår, at der er en generel bekymring ift. at omlægge driften af Dansekapellet til en kommerciel aktør. Flere høringssvar tilkendegiver, at kulturhusets virke og den åbne adgang for scenekunstnere, foreninger og borgere kan blive udfordret, hvis en kommerciel aktør skal drive dansekapellet. Kultur- og Fritidsforvaltningen vil påse disse forhold ifm. udbuddet.
Politisk handlerum
Udvalget kan beslutte at,
- undlade at sende Dansekapellet i udbud. Dette vil give en øget økonomisk udfordring for KFU i 2026 på 0,5 mio. kr., og udvalget vil skulle anvise alternativ finansiering.
- tilpasse kriterierne. Ved større ændringer skal sagen sendes tilbage til forvaltningen. Dette kan forsinke tidsplanen.
- sagen skal forelægges KFU, inden der indgås aftale.
Økonomi
Godkendes indstillingen, sendes forpagtningen af Dansekapellet i udbud med henblik på en årlig effektivisering på 0,5 mio. kr. I det fortrolige investeringsforslag indgår udgifter for Københavns Kommune.
Videre proces
Kultur- og Fritidsudvalget vil i tredje kvartal 2025 blive skriftligt orienteret om de endelige udbudskriterier og vægtning.
Når udbudsprocessen er gennemført, indgås aftale med den tilbudsgiver, der ud fra opfyldelsen af tildelingskriteriet er vinder af udbuddet. Det forventes at ske med årets udgang. Kultur- og Fritidsudvalget orienteres om tildelingen af kontrakten.
Investeringsforslaget indgår i forhandlingerne om Budget 2026.
Mikkel Boje
Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 10. juni 2025
Indstillingen blev godkendt med stemmerne 11 for og 0 imod. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: Ø, A, C, F, B, V
Imod stemte: ingen