Mødedato: 10.06.2021, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse D på 1. sal

Justering af åbningstiderne i Københavns Borgerservice

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til forslag om at justere åbningstiderne i Københavns Borgerservice.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender forslag til justerede åbningstider i Københavns Borgerservice.

Problemstilling

Københavns Borgerservice arbejder vedholdende med at udvikle og forbedre den service, der leveres til byens borgere – både digitalt, på telefonen og i det fysiske møde. For at give borgerne størst mulig tilgængelighed i byens syv fysiske borgerserviceindgange og for at optimere vagtplanlægning på tværs af byen, foreslår Kultur- og Fritidsforvaltningen at justere åbningstiderne.  

Løsning

Forslaget har to formål. Dels at øge tilgængelighed for borgerne ved flere åbningstimer og flere udbudte tider i ydertimerne, dels bedre tilrettelæggelse af medarbejderens arbejdstid, herunder mere fleksibilitet på tværs af byen.

Københavns Borgerservices syv borgerserviceindgange fastholdes med det nye forslag. Åbningstiderne bliver ens på tværs af byen og tilgængeligheden øges i ydertimerne. Siden borgerservice blev samlet i 2019, er der arbejdet målrettet på at styrke fleksibilitet og servicetilbud på tværs af byen, hvilket nu muliggør det større udbud. Oversigt over nuværende og foreslåede åbningstider fremgår af bilag 1.

Forslaget indebærer blandt andet, at åbningstiden tirsdag morgen fra kl. 8-10 i Sundby og Nordvest erstattes af fredagsåbent fra kl. 8-10 i Sundby, Nordvest, Vesterbro og Valby.

Forslaget indeholder også en ændring af lokation for lørdagsåbent fra Vanløse til Vesterbro. Baggrunden er, at der kun er plads til tre medarbejdere i Vanløse, og det er dermed ikke muligt at skrue op for antallet af betjeninger, som det vil være på Vesterbro. Desuden er det borgere fra hele byen, der benytter borgerservice om lørdagen, og i det lys ligger Vesterbro mere centralt.

Med forslaget øges åbningstiden i ydertimerne. Samlet set indebærer forslaget en ugentlig øget åbningstid fra 198 timer til 214 timer (bilag 1).

Forslaget giver desuden en fleksibilitet til at øge udbuddet midlertidigt i spidsbelastningssituationer. Endelig giver ens åbningstider på tværs af indgangene det størst mulige udbud af tider, da medarbejderressourcerne kan bruges mest effektivt.

I takt med at stort set alle borgere bestiller tid, før de kommer i borgerservice, og at ca. 90% af borgerne i borgerservice kommer sjældent, er det at have ens åbningstider over ugen blevet mindre vigtigt for borgernes oplevelse af tilgængelighed og god service.

Tidsbestilling

Det har i flere år været muligt at bestille tid i Københavns Borgerservice, og andelen af borgere, der bestiller tid, har været støt stigende. I dag bestiller 97% af alle borgere tid i Københavns Borgerservice (udviklingen over tid fremgår af bilag 1). Det er fortsat muligt at få hjælp uden at have bestilt tid, og de borgere, der ikke kan bestille tid digitalt, kan få hjælp til tidsbestilling ved at ringe til Københavns Kommunes hovednummer 3366 3366.

Corona har formentlig været medvirkende til, at tidsbestilling er blevet en naturlig del af danskernes hverdag.

Den høje andel af tidsbestilling er med til at give en bedre borgeroplevelse. Både fordi borgeren i forbindelse med tidsbestilling bliver gjort opmærksom på hvilke nødvendige dokumenter, der skal medbringes, og fordi borgerne undgår lange ventetider eller ligefrem at gå forgæves.

Hyppighed

Langt de fleste borgere, der møder op fysisk i borgerservice er sjældne gæster. For 90% af besøgene er der tale om borgere, der sjældent eller en enkelt gang skal have løst en opgave, der kræver fremmøde: pas, kørekort, NemID og indrejse. For 10% af besøgene, især de sociale ydelser, er det ofte borgere, der kommer igen.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender forslaget, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen implementere de justerede åbningstider pr. 1. september 2021.

Mette Touborg

  /Line Friedrichsen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 10. juni 2021:

Der blev begæret afstemning om indstillingen.

Et flertal (Jens Kjær Christensen, Karina Vestergård Madsen, Jonas Bjørn Jensen, Simon Strange, Christopher Røhl Andersen, Kristian Nielsen, Maria Frej, Kasandra Behrndt-Eriksen, Birgitte Kehler Holst og Franciska Rosenkilde) stemte for indstillingen.

Et mindretal (Karina Bergmann) stemte imod.

Indstillingen blev således godkendt.

Til top